Tyrkisk mad

Tom tallerken i porcelæn med slidt guldkant. Købt i genbrugsforretning i Aarhus.


MAD! - er noget af det første der bliver nævnt, når deltagerne er blevet spurgt til, hvad der er vigtigt for dem i forhold til deres tyrkiske baggrund. Tyrkisk mad. De fortæller, at tyrkisk mad er retter med bulgur, det er tyrkisk peber, baklava (en kage), mantı (en slags pasta), kebab, köfte (en slags kødboller), dolmer og meget mere. Du kan selv prøve at lave nogle klassiske tyrkiske retter. Opskrifterne finder du i lånermappen.

 

Èn af deltagerne fortæller, at det ikke bare er maden, der er vigtig - det er hele stemningen omkring måltidet. Hun fortæller:

"Jeg kunne godt tænke mig at tage dig med hjem til min familie, så du fik lidt - hvad kan man sige - følelser med ind over. Jeg har prøvet at have nogle danske veninder med hjem på besøg: hold da op, der var bare nærmest et festmåltid: ”spis og spis, og du skal også smage det her”. Den der gæstfrihed. Der bliver ikke kigget på én med fremmede øjne, vi sidder til bords og der er vi simpelthen på lige fod."

Hvad tænker du dansk mad er?

Hvorfor tror du mad er så vigtigt for mange mennesker?

Kan du finde eksempler på, når mad bliver en del af den politiske debat?