- Temaer

Begreberne rødder, etnicitet, nationalitet og identitet vikler sig ind i hinanden. Rødder er forbundet til etnicitet og nationalitet. Etnicitet kan påvirke, hvilken identitet andre giver dig, og hvad du oplever dig selv som. Rodløshed kan være en identitet. Men selvom begreberne er forbundne, så kan de også noget forskelligt.

Rødder er et ord, vi bruger til at tale om, hvor vi stammer fra, hvilke kulturelle traditioner og normer vi tager med os, og hvilke nye vi tager ind . Etnicitet og nationalitet handler om at høre til en bestemt gruppe af mennesker. Nogle gange rækker vores sprog ikke, så finder vi på nye ord. Identitet er måske det ord, som rummer alt det andet. Hvem er vi? Hvordan ser andre os?

 

Tema 1: Rødder - mennesker er jo ikke planter. Hvorfor overhovedet tale om rødder?

Tema 2: Etnicitet og nationalitet - hvad er egentlig forskellen på etnicitet og nationalitet?

Tema 3: Identitet - hvordan skabes identitet?

 

Fra interview med deltager:

Marie (indsamler): Hvad kunne du godt tænke dig, at samlingen ’Tyrkiske Rødder i Danmark’ skal fortælle om dig?

Deniz: Altså, i nogle situationer, så føler jeg mig meget dansk og i nogle situationer, så føler jeg mig meget tyrkisk. Men i min hverdag, der er jeg fandme bare mig selv, der går midt i det hele. Og det synes jeg kunne være rart, hvis man kunne få frem - vi er sgu bare mennesker.