Søg genstande i databasen

Her kan du søge i alle UNESCO Samlingernes omkring 4.000 genstande fra hele verden. Start din søgning ved for eksempel at indtaste en genstandstype, du gerne vil finde, i ’genstandsnavn’ eller ’fuldtekstsøgning’. Med de blå bokse til højre kan du derefter filtrere din søgning i forhold til bestemte emner, indsamlingslande og samlinger. Du kan også gå på opdagelse i de blå bokse uden at have valgt en bestemt genstandstype (i venstre side).

Viser 1 - 10 af 20
Genstandsnummer: Mo.1
Samling: Mongoliet
Emneord: Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner), Religion og magiske genstande, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Skriftlige dokumenter (breve, testamenter, lovgivning, tinglyste sager, skøder mv.)
Uddrag: De fleste har et husalter i deres ger. Alteret er placeret inderst i geren, det vil sige i den nordlige ende. På husalteret kan der stå forskellige ting, der opfattes som hellige: buddhafigurer, figurer af heste, kameler, okser, får og geder og i nyere tid familieportrætter eller portrætter af Djengis Khan. Også moderne huse har et husalter som dette. Alteret og området omkring det, hvor familiens vigtigste ejendele opbevares, kaldes for hoimor. Et husalter er der, hvor mongoler samler deres vigtigste og mest hellige genstande. Alteret er hjemmet for familiens gud og det sted, hvor familien kan samle og opbevare familiens held og lykke (hisig).  Husalteret består af en øvre del (a,b) og en nedre del (c,d), der er en slags skuffe. Den øverste del af alteret er der, hvor man placerer alterets synlige genstande inde bag glasfacaden. Her vil man oftest placere billeder af familiens guder, andre hellige symboler og afbildninger af ting, som er vigtige for familien, samt madofringer til guderne i form af alterkage eller arolslik for eksempel. I Mongoliet betragter man bodhisattvaer indenfor tibetansk buddhisme som guder. En bodhisatva er et "oplyst væsen", der har opnået den endelige erkendelse eller oplysning, men som afstår fra at indgå i nirvana for i stedet at hjælpe andre. Se forskellige genstande, der stilles på alteret: Mo.2-Mo.12.  Husaltre har varierende indhold afhængig af, hvilken tibetansk buddhistisk guddom familien tilbeder, og hvilke ting som har særlig betydnig for familien. Den nedre del af alteret har en skuffe, som bruges til at opbevare familiebilleder af bedsteforældre og andre forfædre, samt forskellige værdipapirer som skødet på huset og pas....
Genstandsnummer: Mo.2
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger
Uddrag: Tara Mantra er kendt for at beskytte mod frygt, farer, sygdom, og er gudinde for et langt liv og rigdom. Den grønne statue er en udsending fra gudinden Tara. I tibetansk buddhisme er hun betragtet som en bodhisattva. En bodhisatva er et 'oplyst væsen', der har opnået den endelige erkendelse eller oplysning, men som afstår fra at indgå i nirvana for i stedet at hjælpe andre. I Mahayana buddhishme er Bodhisattvaer oplyste mennesker. I Mongoliet betragter man bodhisattvaer som guder - guder der på lige fod med andre ånder, som findes i naturen og som kan guide og hjælpe mennesker med deres problemer, som både kan have fysisk og åndelig karakter. Man har Tara Mantra stående i sit hjem, så man kan bede til hende. Tara er ikke den eneste gud, som kan beskytte hjemmet. Forskellige hjem har forskellige behov og vælger derfor ofte forskellige husguder. Igennem ofringer og personlige ønsker til guden vil den valgte gud blive knyttet til hjemmet. Mongoler refererer derfor ofte til guden som hjemmets gud, og husalteret med alle ofringerne bliver symbolet på, hvor stærk husets gud er....
Genstandsnummer: Mo.3
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Fest eller ritual
Uddrag: Kagen opbevares inde i hjemmets husalter. Når kagen bliver sat ind i alteret, bliver den overdraget til hjemmets gud. Kagen består af voks og kan derfor ikke spises, men den kan holde sig i længere tid. Normalt skiftes kagen ud efter et år, hvor man mener, at den er blevet spist af hjemmets gud. Kagen er ofte i de tibetansk buddhistiske farver gul, grøn, blå, rød og hvid, som  symboliserer de fem elementer af Buddhas krop. De fem elementer består af: Vairochana (hvid), som er Buddhas renhed og viden. Ratnasambhava (gul/orange), der er Buddhas ydmyhed og afkaldelse af materielle ting. Akshobhya (blå), som repræsenterer buddhas visdom. Amitabha (rød) er buddhas livskraft og Amoghasiddhi (grøn), som er Buddhas vitalitet og karma.  Farverne symboliserer således Buddhas lære (snarere end Buddhas krop) og er ofte afbilledet sammen i mandalaer og bedeflag. Alterkagen er en nøje replika efter den oprindelige alterkage, der gik i stykker under transport....
Genstandsnummer: Mo.4
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Fest eller ritual
Uddrag: Man sætter stearinlys i lysestagerne og placerer dem på husalteret. Lysene symboliserer gudens tilstedeværelse i hjemmet. Når man ofrer til hjemmets gud (se Mo.2), tænder man derfor altid lysene først. Antallet af lys varierer fra hjem til hjem og alter til alter. Når familiemedlemmer dør, eller der er sygdom i familien, vil lysene altid være tændt i ønsket om, at familieguden vil hjælpe og tage sig af den syge eller hjælpe den dødes sjæl videre....
Genstandsnummer: Mo.5
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Fest eller ritual, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger
Uddrag: Moderstenen symboliserer frugtbarhed, og den placeres inde bag glasset i husalteret. Billedet er med til at give frugtbarhed til hjemmet ved at bidrage til overskud af mad, og at familien får børn. Særligt i denne familie, hvor billedet er taget, har der i længere tid været problemer med frugtbarhed, og derfor har billedet en fremtrædende plads i montren....
Genstandsnummer: Mo.12
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner), Fest eller ritual
Uddrag: Dharmahjulet er placeret på husalteret. Det er et vigtigt buddhistisk symbol, der repræsenterer Buddhas lære. Det er et hjul, en bedemølle, der spreder Buddhas lære i huset, når man drejer på det....
Genstandsnummer: Mo.13
Samling: Mongoliet
Emneord: Nationale symboler og stærke etniske markører, f.eks. flag, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner)
Uddrag: Samlingen kasse 1 er orangemalet med et motiv pålimet, som er en affotografering af forsiden på en mongolsk familiekiste, der er i Moesgaard Museums besiddelse. Motivet er helt typisk for mongolske familiekister. Kisterne laves af træ og dekoreres med buddhistiske symboler, som for eksempel disse 'Fu-hunde-løver', som er beskyttere af familien. Løverne er også forbundet med velstand og findes mange steder i Mongoliet og Kina. UNESCO kasse 1 kan illudere en traditionel familiekiste med husalter. Kassen har den samme orange nuance, og samme størrelse, som den originale kiste, og motivet på fronten viser det originale forsidemotiv på kisten. I kan opstille husalteret (Mo.1a-d) oven på kisten og finde eksempler på, hvad der stilles på husalteret (Mo.2-12), og hvad der lægges i kisten (Mo.14-31) . Kisten er hjemmets vigtigste opbevaringsmøbel. Det er her, familien opbevarer deres mest værdifulde genstande. Ofte vil tingene kun blive taget frem ved særlige lejligheder såsom Tsagan Tsa (nytår) eller Nadam. Kisten bruges til at indsamle held og lykke til familien igennem de genstande, som placeres i den. Alle familiekister indeholder forskellige ting afhængig af, hvad familien tillægger værdi, og hvilken religion familien dyrker, f.eks. shamanisme, buddhisme, eller om de er a-religiøse. Nogle ting går dog igen i alle kister, såsom ting, der er direkte knyttet til den nomadiske livsstil. Det kunne være lammeskind, læderreb eller ankelknogler. Kistens vigtigste funktion er at fastholde og akkumulere mere held til familien. Dette gøres for eksempel ved at samle hårlokker fra hvert medlem af familien i kisten. Hårlokkerne forbinder familien med kisten, og det held som opbevares i den. Hvis man sælger et særligt godt dyr, vil man tage en lok hår fra dyret, så noget af dyret bliver hos familien. Sådan vil man igennem livet indsamle flere og flere ting, som har betydning for familien. Husaltre placeres gerne ovenpå familiekisten. Det er dog ikke alle familier, der har et husalter, men alle familier har helt sikkert en familiekiste til opbevaring af særlige ting, uanset om de bor i ger eller i hus. De genstande, som er gemt i familiekisten, repræsenterer det usynlige held, som familiemedlemmerne bærer med sig. Kisten er derfor et centralt objekt til bevarelse af familiens ve og vel....
Genstandsnummer: Mo.15
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Natur (uforarbejdede skaller mv.)
Uddrag: Arts ganga er særlige planter, der symboliserer steppernes flora, og er et tegn på fertilitet og renselse. Planterne kan købes i det lokale tempel, eller findes på markedet, hvis man ikke selv tager ud og samler dem sammen. Planterne opbevares i familiekisten for at rense hjemmet for dårlige ånder....
Genstandsnummer: Mo.28
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner)
Uddrag: I familiekisten finder man ofte en uldpose, hvis kisten er i et buddhistisk hjem. Uldposen kaldes for den "hemmelige" pose. Den siges at være hjemstedet for familiens held og indeholder derfor religøse og særlige genstande, som familien forbinder med held og positive energier. Hvad der kommer i posen er derfor meget individuelt fra familie til familie, men nogle ting går dog igen. F.eks. finder man ofte de ni skatte (Mo.29), lokker fra familiemedlemmernes hår og fra deres mest værdifulde dyr (Mo.30). I posen vil der også være slik til familieguden og fem poser med forskellige former for ris. De fem forskellige ris kan også være samlet i en særskilt beholder (Se Mo.31). Posen skal altid være lukket, medmindre man propper nye ting ned i den, således at heldet ikke slipper ud....
Genstandsnummer: Mo.29
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner)
Uddrag: De ni skatte er en levende myte i Mongoliet. Det vil sige, at der ikke er noget klart nedskrevet om dem, men at folk refererer til dem gennem mundtlig overlevering.  I hvert hjem har man i sin "hemmelige pose" (Mo.28) de ni skatte. Skattene siges at være de materialer, Mongoliet er skabt af, og er det tætteste mongolerne kommer på en oprindelsesmyte. Det siges, at de ni materialer smeltede sammen og blev til Mongoliet i tidernes morgen. Tallet ni er derfor vigtigt for mongoler og ses for eksempel ved de 9 hestevimpler, som er placeret i parlamentet, der repræsenterer Mongoliet og sammenslutningen af de ni store stammer, Djengis Khan overvandt og gjorde til et samlet Mongoliet....