Søg genstande i databasen

Her kan du søge i alle UNESCO Samlingernes omkring 4.000 genstande fra hele verden. Start din søgning ved for eksempel at indtaste en genstandstype, du gerne vil finde, i ’genstandsnavn’ eller ’fuldtekstsøgning’. Med de blå bokse til højre kan du derefter filtrere din søgning i forhold til bestemte emner, indsamlingslande og samlinger. Du kan også gå på opdagelse i de blå bokse uden at have valgt en bestemt genstandstype (i venstre side).

Viser 1 - 10 af 89
Genstandsnummer: Ddl.A5
Samling: De dødes liv A
Emneord: Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Religion og magiske genstande, Fest eller ritual, Turisme, Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Tupilak-figur i hvid rensdyrtak fra Grønland. Den består af fire uhyggelige væseners ansigter – ingen kroppe eller lemmer. Moesgaard Museum modtog den i 2014. Vi ved ikke, hvornår den er lavet. Tupilak-figurer som denne kendes under navnet ’tupilak’ af enhver turist, der besøger Grønland, men det er i virkeligheden misvisende, for disse figurer er alene små illustrationer af de rigtige tupilakker, som er magiske, ulykkebringende åndevæsener, som man kan sende efter sine værste fjender for at slå dem ihjel. De berømte små tupilak-figurer i f.eks. fedtsten, kaskelottand eller, som her, rensdyrtak, er altså ikke i sig selv magiske. Ofte forestiller en tupilak-figur et åndevæsen sammensat af flere væsener. Ofte er den endvidere i krybende position, men den kan også stå oprejst som denne. Vi ved hvornår de første tupilak-figurer blev skåret i Grønland og hvad der foranledigede det. Det skete nemlig i slutningen af 1800-tallet i Østgrønland, da besøgende danskere undrede sig over, hvordan tupilakkerne mon så ud – disse dræbende ånder, som grønlænderne berettede om. Såvel polarforskeren Gustav Holm som eskimoforskeren William Thalbitzer skal have efterspurgt en illustration af disse dræberånder. Og i stedet for at tegne en tupilak, så skar åndemaneren figurer af bl.a. drivtømmer som illustration. Det var de første tupilak-figurer. Siden er der kommet mange til. I starten lignede figurerne meget de sammensatte åndevæsener, der blev berettet om, men med tiden udartede tupilak-figurerne sig i mere og mere grotesk retning i takt med at de europæiske og amerikanske opkøberes begejstring steg. I dag er det et kunsthåndværk med lang tid og tradition bag sig, og det udøves med stor fantasi. Den genkendelige skabelon udgøres af de groteske og uhyggelige elementer, referencerne til det mytiske univers samt størrelsen og de materialer, der bruges. De magiske tupilakker er uhyggelige og farlige En tupilak er et ulykkebringende trolddyr skabt gennem magi, som ethvert menneske kunne frembringe hvis man fulgte de rette anvisninger og lærte sig at beherske magien. Det var heksekunst, men det var ikke forbeholdt åndemaneren. Man skulle i al hemmelighed sammensætte dele fra forskellige dyr, knogler fra både dyr og mennesker og gerne dele fra et barnelig. Det var også godt at tilføje noget, der havde at gøre med den person, man gerne ville bringe ulykke over, for eksempel lidt hår eller neglerester. Så skulle tupilakken gøres levende ved at synge bestemte trylleviser og blive stor ved at suge af sin skabers kønsdele. Dernæst skulle den almindeligvis søsættes, og så ville den selv finde frem til sit offer og dræbe det. Men det var en risikabel affære, for hvis offerets kraft var større end afsenderens, så ville tupilakken følge offerets vilje og vende tilbage til sin skaber og dræbe ham i stedet. Den eneste måde, fremstilleren da kunne redde sit skind på, var ved at gå til bekendelse. I Bodil Kaalunds bog ’Grønlands kunst’ (2011), er der på side 28 en lille beretning om en pige, der under sin alvorlige sygdom – af angst for at være blevet offer for egen trolddom – bekender at have bygget en tupilak. Her får man også fortalt hvordan tupilak-byggeriet konkret gik for sig. På side 30 er der en anden, lige så kort, beretning om hvordan en grønlandsk åndemaner har frembragt en tupilak. Begge beretninger er fra begyndelsen af 1900-tallet, men så sent som i 1970erne har østgrønlandske fangere berettet om en kajakmand, der var blevet trukket ned i dybet, da han havde harpuneret en tupilak fordi han troede, det var en sæl. Fangerne skar en tupilakfigur af uhyret som illustration (s. 32). Tupilakken gik til angreb som det dyr, den lignede. Hvis den antog sælens form, trak den således offeret ned under vandet og druknede det, men hvis den havde form som en isbjørn, åd den offeret. Hvis tupilakken var usynlig, skræmte den offeret til døde eller ranede offerets sjæl. Efter sin gerning opløstes tupilakken. Tupilakken lignede efter den vest- og sydøst-grønlandske opfattelse et almindeligt dyr, men kunne skifte form til et andet dyr. Den kunne omdanne sig til ethvert af de dyr, hvis knogler var blevet brugt til at lave den. I den nordøst-grønlandske opfattelse lignede tupilakken flere forskellige dyr på én gang. Tupilakkens religiøse kontekst I en artikel om den grønlandske tupilak beskriver Robert Petersen en del af det religiøse univers, som tupilak-troen indskriver sig i: ”Tupilakmagien er ikke noget isoleret fænomen indenfor eskimoernes religion. Man kan ikke rigtig skille den fra religionen, fordi en række religiøse og magiske grundopfattelser var betingelsen for tupilaktroens eksistens. Af disse grundideer kan følgende nævnes: 1) I troen på dyrenes formering indgik den opfattelse, at dyreknogler ville få kød på igen og igen blive til fangstdyr. Når man smed sælknogler i vandet var det jo meningen, at disse knogler ville blive til et nyt dyr. 2) Anvendelse af de forskellige dyreknogler skyldtes ikke blot den nævnte regenerationstro, men også – ligesom i amulettroen – den tanke, at man derved kunne udnytte de forskellige dyrs ledsjæle, og dermed deres egenskaber. Et enkelt leds sjæl kunne så repræsentere et helt dyr med dets udseende, størrelse og opførsel, og ikke mindst dyrets angrebsform. 3) Den sorte magi tænktes at skulle virke ved handlingens hemmeligholdelse, ved trylleviser, efterligning og berøring. Alle disse dele indgik i tupilakmagien. 4) Åndetroen befolkede naturen med stærke væsener, der ikke selv havde nogen vilje, men måtte adlyde et viljesvæsen, når dette havde lært at beherske magien” (1987-88, s. 50-51). Tupilaktroen havde betydning for grønlændernes hverdagsliv I Grønland var tupilaktroen engang så virkelig, som noget kan blive. Tupilakken var i dén grad levende for de folk, der sammensatte knogler og sang viser over dem, eller døde i sikker forvisning om, at de var ofre for egen trolddom. Og den var virkelig for de folk, der overværede seancer, hvor åndemaneren jagtede og tilintetgjorde en tupilak. Men hvad oplevede åndemaneren selv i sit indre, spørger Robert Petersen afslutningsvis (s. 51). Det ved vi i sagens natur ikke. Men tupilak-byggeriet har været et redskab til, i al hemmelighed, at forsøge at håndtere visse typer af konflikter i samfundet. Og tupilaktroen har udgjort en vigtig bestanddel i samfundets forklaringsmodel for sygdom, død og ulykke: Hvorfor er min tante dødeligt syg? Måske har nogen sendt en tupilak? (Teksten bygger på Tinna Møbjerg, 2001, Rolf Gilberg, 1986, Bodil Kaalund, 2011, og Robert Petersen, 1987-88)....
Genstandsnummer: GHA68
Samling: Ghana
Emneord: Beklædning og stof, Fest eller ritual
Uddrag: Dragtens bluse kaldes Kaba. Nederdel og hoftestykke er altid syet i samme klæde som blusen. Denne type blå og hvide klæde anvendes ofte til kjoler eller dragter, der bruges, når man går i kirke. Men som med alle klæderne, bruges de også til andre formål. Det ekstra stykke klæde kan anvendes som hoftestykke eller til at bære små børn. Endeligt kan det bruges som en elegant hovedbeklædning....
Genstandsnummer: GHA69
Samling: Ghana
Emneord: Beklædning og stof, Fest eller ritual
Uddrag: Moderne Kaba. Bruges bl.a. af landsbykvinder ved festlige lejligheder....
Genstandsnummer: GHA76
Samling: Ghana
Emneord: Beklædning og stof, Fest eller ritual
Uddrag: Kenteklæde til mand. Kente er en traditionel klædedragt, der bl.a. anvendes af Akan-, Ewe- og Ga- grupperne. I dag bæres Kenteklædet fortrinsvis ved festlige lejligheder som f.eks. navngivning, bryllupper, festivaler og ved kirkeceremonier. Troende muslimer bærer sjældent det traditionelle Kenteklæde. Klædet er Kentevævet i silke og bomuld i Ashante-stammens traditionelle farver. I et af båndene er indvævet drengenavnet Kofi, som betyder, at drengen er født på en fredag. Båndene er syet sammen i hånden. Dette Kenteklæde er brugt og af ældre dato. Indkøbt i landsbyen Bonwire i Ashanti-regionen, som traditionelt er kendt for sine flotte Kenteklæder. Generelt om kente: Det er et stykke båndvævet klæde, som væves på en smal horisontalvæv med to til seks søller. Det væves i smalle bånd, der er 7 - 13 cm. brede og 150 cm. lange. Båndene syes sammen. Til mandsdragten bruges ca. 24 bånd, således at klædet bliver 150 X 370 cm. Traditionelt har kvinderne også brugt de store Kente-klæder, hvor de bruger ca. 18 – 23 bånd. Antallet af bånd bestemmes af personens højde. Ser man derfor et traditionelt kente-klæde, som er meget smalt – ca. 12 – 15 bånd, vil det enten være til en meget lav voksen eller et barn. Længden på Kente-klædet er mere bestemt af personens status og rang. En meget betydningsfuld person vil bære et meget langt kente-klæde, som virkelig kan folde sig om kroppen, mens en person med lavere status ofte bærer kortere klæder, som giver en mere beskedent udseende. I dag bruger de fleste kvinder todelte Kente-dragter og her bruges 9-12 bånd per dragt del. Kente-klædernes mønstre har forskellige symbolske betydninger, alt efter hvilke indpluksmønstre og farver, der benyttes. Tidligere var det Ashante-kongen, som havde førsteretten til et nyt mønster i flere år, inden mønsteret blev frigivet, så også andre kunne bære ”den nyeste mode”, men sådan er det ikke mere. De gamle mønstre holdes dog stadigt i hævd. Kente-bånd væves altid af mænd eller drenge, og det er ligeledes mænd, der syer båndene sammen. Manden, der syer båndene sammen, har stor indflydelse på klædets endelige udseende, og hvad det ”fortæller”, og han vælger sine bånd med omhu.  Kente væves både af Ashante og Ewe stammerne med meget forskellige farve- og mønsterudtryk. Det er vævningens kompleksitet, trådens kvalitet og klædets størrelse, som bestemmer prisen. Et ”top” kente-klæde kan sagtens koste op mod 2000 kroner. Skal man have et sådant klæde, sker dette kun på bestilling hos væveren.  Kentebånd og klæder har i de senere år fået en stærk symbolsk betydning for den afroamerikanske befolkning i USA. Her bliver Kente-klæder og bånd symboler for denne befolkningsgruppes rødder i Vestafrika, hvorfra deres forfædre og -mødre blev bragt til USA som slaver. I Ghana væves der også Kente-klæder, som eksporteres til Elfenbenskysten, Togo, og Benin, hvor de sælges til høje priser, da de er ”finere” end dem, der fremstilles i disse lande. Traditionelt ghanesisk klæde deles ind i tre kategorier: fabriksfremstillede Java- og vokstryk, bloktryk-klæde, Adinkra og det håndvævede Kente. Se beskrivelser af de forskellige typer klæde under de aktuelle genstande nedenfor: Java- og vokstryk under GHA 62, Adinkra under GHA 80 og Kente GHA 76....
Genstandsnummer: GHA80
Samling: Ghana
Emneord: Beklædning og stof, Fest eller ritual
Uddrag: Adinkraklædet bæres ved begravelsesceremonier. Dette klæde er lavet af indigofarvet, maskinfremstillet klæde fra Kina. De sorte stribeeffekter er lavet med en bred kam, som er specielt fremstillet til formålet. Bloktryksymbolet, Ako-Bene , krigshorn, symboliserer ”opfordring til at gribe til våben”.....man er nemlig ikke kun i sorg, når man går til begravelse i Ghana, men også vred – hvorfor skulle min kone/mand/søn/datter dø lige nu?!? Sort og rødt er derfor udtryk både for sorg og vrede. Når taxichaufførerne eller skolelærerne strejker for at få højere løn, bærer de røde bånd som et udtryk for, at de er kampklare eller vrede, hvis lønstigningen ikke blev god nok. Generelt om adinkra: Det er et stort stykke bomuldsklæde med bloktryk. Hvert enkelt tryk har en symbolsk betydning. Denne betydning udledes af et ordsprog på Twi sprog, som følger det specifikke symbol. (Se plakat med forskellige adinkra symboler GH.A 155) Trykklodsen fremstilles af stykker af gamle kalabasser, som udskæres i det ønskede symbol. Farven, der dekoreres med, er fremstillet af træbark (bl.a. fra mahognitræet), som koges i mange timer i en væske, der bl.a. indeholder jernslagger. Efter endt bearbejdning fremkommer en tjærelignende substans, hvori trykklodsen dyppes. Adinkra bruges især af mænd men også af kvinder og ofte til begravelsesceremonier. Men der findes også adinkra i hvide, grønne og blå farver, som bæres til festlige lejligheder eller ceremonier.  Traditionelt ghanesisk klæde deles ind i tre kategorier: fabriksfremstillede Java- og vokstryk, bloktryk-klæde, Adinkra og det håndvævede Kente. Se beskrivelser af de forskellige typer klæde under de aktuelle genstande nedenfor: Java- og vokstryk under GHA 62, Adinkra under GHA 80 og Kente GHA 76....
Genstandsnummer: GHA142
Samling: Ghana
Emneord: Beklædning og stof, Fest eller ritual, Religion og magiske genstande
Uddrag: Hvidt polyestertørklæde. Bruges ved særlige lejligheder bl.a. i kirken om søndagen. Til daglig bruger kvinderne kulørte tørklæder....
Genstandsnummer: GHA143
Samling: Ghana
Emneord: Beklædning og stof, Fest eller ritual
Uddrag: Sort polyestertørklæde med indvævede ”kongekroner”. Bruges bl.a. ved begravelser....
Genstandsnummer: GHA144
Samling: Ghana
Emneord: Fest eller ritual, Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Frugtbarhedsdukke Akua´mma. Det er meget væsentligt at få børn i Ghana. Derfor kan kvinderne anskaffe sig sådanne frugtbarhedsdukker, der medvirker til, at hun får smukke børn. Dukken bæres i et lændeklæde på ryggen, som ”rigtige” børn, eller pakkes ind i klæde og gemmes i et skab. Denne tradition er på retur i Ghana, men frugtbarhedsdukken optræder i stedet i andre former, bl.a. som et populært guldvedhæng, som bæres i en kæde om halsen....
Genstandsnummer: Th.A.1
Samling: Thailand A
Emneord: Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner), Fest eller ritual, Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Messingfigur af Buddha i siddende stilling. Til udsmykning af husalter (Th.A.126). Buddha placeres altid øverst, over alt andet på alteret. Figuren hedder 'Den mediterende Buddha' og den regnes for den smukkeste af Buddhas positioner. Den viser Buddha, der sidder i skrædderstilling under bodhitræet og mediterer. Denne siddestilling kaldes lotusstilling eller meditationsstilling. Bodhitræet er en figenart, 'Ficus Religiosa', og det var under et sådant træ at Buddha, på denne vis, blev oplyst. Figuren forbindes i øvrigt med mennesker, der er født på en torsdag. Se evt. genstand Th.A.210 - 216, der viser de forskellige ugedages buddhafigurer samlet på et podie....
Genstandsnummer: Th.A.2
Samling: Thailand A
Emneord: Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner), Fest eller ritual
Uddrag: Messingstage til udsmykning af husalter (Th.A.126). Stearinlyset Th.A.27  kan sættes i stagen (men det må ikke tændes, det er en del af samlingen)....