Søg genstande i databasen

Her kan du søge i alle UNESCO Samlingernes omkring 4.000 genstande fra hele verden. Start din søgning ved for eksempel at indtaste en genstandstype, du gerne vil finde, i ’genstandsnavn’ eller ’fuldtekstsøgning’. Med de blå bokse til højre kan du derefter filtrere din søgning i forhold til bestemte emner, indsamlingslande og samlinger. Du kan også gå på opdagelse i de blå bokse uden at have valgt en bestemt genstandstype (i venstre side).

Viser 1 - 10 af 177
Genstandsnummer: BAH.26
Samling: Bahrain
Emneord: Handel, Fiskeri
Uddrag: Næseklemmen blev brugt i forbindelse med dykningen efter perler, for at dykkerne kunne holde sig længe under vandet. Ofte dykkede de flere minutter ad gangen og over 20 gange i løbet af en arbejdsdag. Disse næseklemmer er købt i Kuwait i 2013 i en forretning, der handler med traditionelle ting og souvenirs. Perlefiskeri var vigtig i hele Golfen, såvel Kuwait som Bahrain og en vigtig del af, hvad man lokalt forstår som det traditionelle, førmoderne samfund....
Genstandsnummer: Ddl.A1
Samling: De dødes liv A
Emneord: Fest eller ritual, Religion og magiske genstande, Materialer og redskaber til håndværksproduktion, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Yamsmaske fra abelam-folket i Sepik, flettet af lokale plantematerialer. På det lokale sprog kaldes denne maske meira. Yamsmasker produceres stadig, og ved festlige begivenheder bliver de smukt dekoreret. Moesgaard Museum modtog masken her i 2008. Yamsmasker af denne type lægges på nogle gigantiske yams-rodknolde, der bliver fremavlet til at blive op mod tre meter lange, og som især tidligere var meget hellige for abelam-folket. Ved spektakulære ceremonier, hvor knoldene blev udvekslet mellem mandlige rivaler eller fjender fra nabolandsbyer, blev knoldene overdådigt pyntet med masker, fjer, maling, blomster, skaller og andet pynt. På denne måde blev de kraftfulde forfaderånder, gwaalndu, som knoldene var besjælede med, ansporet til at hjælpe menneskene. I 1970erne, da antropologen Richard Scaglion studerede abelam-folket, havde denne udveksling og dyrkning af yams en fuldkommen gennemgribende betydning for hele abelam-folkets samfundsform. En mands sociale status, magt og prestige afhang i høj grad af hans evne til at dyrke og give større yamsknolde, end han modtog af sine rivaler. Hvert år, når yamsen var høstet, blev der over en periode på flere måneder afholdt yamsfestivaler, hvor landsbyerne på skift inviterede hinanden til at inspicere og udveksle yamsknolde og søgte at overgå hinanden i fornærmelser og bespisning (som kvinderne bidrog med). Ved disse begivenheder blev der hver aften danset, trommet, rivaliseret og sunget sange med tekster designet til at fornærme rivalerne. Der blev udkæmpet ritualistiske kampe med spyd, som til tider endte i rigtige slagsmål, og i de sene aftentimer blev der indgået slet skjulte seksuelle forbindelser. Disse festivaler stod i skærende kontrast til det liv, abelam-folket førte i det halvår, hvor yamsen blev opdyrket. I den periode var sex, krigerisk opførsel og nedlæggelse af dyr strengt tabu. De hellige yamsknolde, som bar forfædrenes sjælesubstans i sig og som blev pyntet på en sådan måde, at de lignede menneskekroppe, groede nemlig bedst under rolige og ’kølige’ forhold. Sagen var, at yamsknoldene havde en særlig sensorisk evne til at mærke ’varme’ aktiviteter såsom sex, skænderi, slåskamp og drab på dyr og mennesker. At gro store yamsknolde krævede derfor total afholdenhed fra disse aktiviteter, og man undgik for enhver pris alle sociale konflikter. Først under de store yamsfestivaler fik de konflikter, der havde været lagt under låg i hele yamsdyrkningsperioden, lov til at komme til udtryk. Her kunne dampen blive lukket ud indenfor nogle (nogenlunde) kontrollerede og regelstyrede ritualiserede rammer. Når et ungt par blev gift, bragte de hver deres slægts yams med ind i ægteskabet, hvor de symbolsk forenede dem ved at plante dem i den samme have. De medbragte yams havde deres egen slægtstavle. De var det forædlede resultat af tidligere generationers selektion af de fineste (største) knolde, som igen og igen var blevet skåret op og brugt som frø til næste års afgrøde. Familierne såede de samme yams (genetisk set) som deres forfædre. Yamsen døde således aldrig. Den blev genfødt hvert år, når den nye afgrøde groede op. Yamsen repræsenterede således livets videreførelse og dermed også forfædrene. Man får et lille indblik i en del af den krigeriske historie, som abelam-folket bærer rundt på, ved at læse om Richard Scaglions besøg i 1970erne. På det tidspunkt var mændenes høje ceremonihuse (tamberan house) nemlig stadig prydet af menneskekranier, som man havde erhvervet sig ved hovedjægerpraksis. Den stamme, Scaglion besøgte, havde dog kun taget hovederne fra vigtige mænd, ifølge deres egne udsagn, og dem havde de så ladet ligge i et vandløb, til kødet var rådnet bort. De rene kranier var blevet dekoreret med maling, og øjenhulerne var blevet udsmykket med orange bær. Derefter var de blevet placeret i ceremonihusene som rituelle objekter, der gav unge deltagere i et overgangsritual styrke til at slås. Heldigvis for Scaglion havde man skrinlagt hovedjægerpraksissen allerede inden han ankom, men under alle omstændigheder var han nok ikke blevet offer for den. Han mente selv, at han nok ikke ville have været vigtig nok, og ifølge en (lidt morsom) kommentar fra en af Scaglions informanter gik hovedjagten mest ud over en ganske bestemt gruppe fjender: “We were never very interested in headhunting anyway, certainly not as much as the eastern Abelam were. We only took their heads to make them mad. We didn’t bother to take the heads of our other enemies” (Richard Scaglion, 2003, s.8).   Papua Ny Guinea i det 21. århundrede PNGernes fortid som hovedjægere er i mellemtiden blevet verdenskendt og foreviget i historiebøger kloden rundt. På den måde har deres kuriøse fortid stadig betydning i dag. Den har indskrevet sig i befolkningens selvforståelse og omverdenenes opfattelse af Papua Ny Guinea. De næsten lige så verdenberømte yamsmasker produceres som nævnt stadig i dag, og ved festlige lejligheder bliver de dekoreret efter alle kunstens regler. Men den rituelle udveksling af yams praktiseres kun enkelte steder af den ældre generation. I løbet af de sidste 50 år har hele den religiøse kontekst generelt set forandret sig meget i Papua Ny Guinea. Kristendommen har indfundet sig, og man har fundet nye måder at kommunikere med ånderne på. I en hybrid mellem en gammel og ny åndeverden, spiller de døde fortsat en vigtig rolle. Nogle steder har man endog inddraget moderne teknologi for at kommunikere med de døde (se Ddl.A 2 Himmeltelefon og læs Christiane Falcks artikel i lånermappen).  Den primære kilde til genstandsteksten er Scaglion, Richard. "Abelam: Giant Yams and Cycles of Sex, Warfare and Ritual" (2007)....
Genstandsnummer: Ddl.A2
Samling: De dødes liv A
Emneord: Religion og magiske genstande, Kommunikations- og informationsteknologi
Uddrag: Denne Alcatel mobiltelefon med rød bagside, som Moesgaard Museum modtog i 2014, er en såkaldt ’himmeltelefon’, der er blevet brugt til at tale med de døde. Mange steder i Papua Ny Guinea er tidligere tiders rituelle verden forsvundet, men ånderne og kommunikationen med dem forbliver en vigtig kilde til magt og velstand. De ofringer og magiske formularer, som man tidligere brugte til at kommunikere med ånderne, er i dag erstattet af ny teknologisk kommunikation og sat i nye religiøse rammer. Det gælder for eksempel for nyamura-folket i landsbyen Timbunmeli (Vest Iatmül), hvor bønnemøder med healing og kristen kirkegang i dag har overtaget wagen-kulten i landsbyen, og hvor folk taler med de døde i særlige ’bridgephones’ eller ’heavenphones’, som man også kan bruge til at søge om hjælp hos ånderne og til ofringer ved at indsætte pengebeløb. Man kan også købe taletidskort med forud indtalte magiske formularer, der kan heale modtageren, eller som kan bruges til at sende kærlighedsmagi eller sort magi til udvalgte personer. For nyamura-folket er de dødes rige, undumbunge, som nu om dage også kaldes ’himmelen’ eller ’paradis’, ikke et sted over os eller langt væk, men en usynlig parallelverden, der er en del af deres egen verden.   En enke fra bønnegruppen the Thomas Souls’ Ministry i Timbunmeli blev for eksempel af ’the spirit Thomas’ (lederen af the Thomas Souls’ Ministry) instrueret i at købe en ny mobiltelefon for at komme i kontakt med sin afdøde mand. Hun har benyttet en af himmeltelefonerne, der i dag er i Moesgaard Museums samlinger, til at tale med sin døde mand. Denne ’heavenphone’ måtte alene benyttes til at tale med de døde, for hvis hun brugte den til at tale med levende (jordiske) mennesker, ville forbindelsen blive afbrudt – for jordiske mennesker er syndige. Derfor havde kvinden også anskaffet sig en anden, separat mobiltelefon, en ’ground phone’ (Nokia model), som hun så brugte til at tale med de levende. I Christiane Falcks artikel i lånermappen kan du læse mere om himmeltelefoner og anden teknologi, der i dag anvendes til at kommunikere med de døde. Du får også indblik i, hvad en ånd egentlig er, og hvordan skabelsesberetningen tager sig ud, for nyamura-folket....
Genstandsnummer: Mo.1
Samling: Mongoliet
Emneord: Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner), Religion og magiske genstande, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Skriftlige dokumenter (breve, testamenter, lovgivning, tinglyste sager, skøder mv.)
Uddrag: De fleste har et husalter i deres ger. Alteret er placeret inderst i geren, det vil sige i den nordlige ende. På husalteret kan der stå forskellige ting, der opfattes som hellige: buddhafigurer, figurer af heste, kameler, okser, får og geder og i nyere tid familieportrætter eller portrætter af Djengis Khan. Også moderne huse har et husalter som dette. Alteret og området omkring det, hvor familiens vigtigste ejendele opbevares, kaldes for hoimor. Et husalter er der, hvor mongoler samler deres vigtigste og mest hellige genstande. Alteret er hjemmet for familiens gud og det sted, hvor familien kan samle og opbevare familiens held og lykke (hisig).  Husalteret består af en øvre del (a,b) og en nedre del (c,d), der er en slags skuffe. Den øverste del af alteret er der, hvor man placerer alterets synlige genstande inde bag glasfacaden. Her vil man oftest placere billeder af familiens guder, andre hellige symboler og afbildninger af ting, som er vigtige for familien, samt madofringer til guderne i form af alterkage eller arolslik for eksempel. I Mongoliet betragter man bodhisattvaer indenfor tibetansk buddhisme som guder. En bodhisatva er et "oplyst væsen", der har opnået den endelige erkendelse eller oplysning, men som afstår fra at indgå i nirvana for i stedet at hjælpe andre. Se forskellige genstande, der stilles på alteret: Mo.2-Mo.12.  Husaltre har varierende indhold afhængig af, hvilken tibetansk buddhistisk guddom familien tilbeder, og hvilke ting som har særlig betydnig for familien. Den nedre del af alteret har en skuffe, som bruges til at opbevare familiebilleder af bedsteforældre og andre forfædre, samt forskellige værdipapirer som skødet på huset og pas....
Genstandsnummer: Mo.2
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger
Uddrag: Tara Mantra er kendt for at beskytte mod frygt, farer, sygdom, og er gudinde for et langt liv og rigdom. Den grønne statue er en udsending fra gudinden Tara. I tibetansk buddhisme er hun betragtet som en bodhisattva. En bodhisatva er et 'oplyst væsen', der har opnået den endelige erkendelse eller oplysning, men som afstår fra at indgå i nirvana for i stedet at hjælpe andre. I Mahayana buddhishme er Bodhisattvaer oplyste mennesker. I Mongoliet betragter man bodhisattvaer som guder - guder der på lige fod med andre ånder, som findes i naturen og som kan guide og hjælpe mennesker med deres problemer, som både kan have fysisk og åndelig karakter. Man har Tara Mantra stående i sit hjem, så man kan bede til hende. Tara er ikke den eneste gud, som kan beskytte hjemmet. Forskellige hjem har forskellige behov og vælger derfor ofte forskellige husguder. Igennem ofringer og personlige ønsker til guden vil den valgte gud blive knyttet til hjemmet. Mongoler refererer derfor ofte til guden som hjemmets gud, og husalteret med alle ofringerne bliver symbolet på, hvor stærk husets gud er....
Genstandsnummer: Mo.3
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Fest eller ritual
Uddrag: Kagen opbevares inde i hjemmets husalter. Når kagen bliver sat ind i alteret, bliver den overdraget til hjemmets gud. Kagen består af voks og kan derfor ikke spises, men den kan holde sig i længere tid. Normalt skiftes kagen ud efter et år, hvor man mener, at den er blevet spist af hjemmets gud. Kagen er ofte i de tibetansk buddhistiske farver gul, grøn, blå, rød og hvid, som  symboliserer de fem elementer af Buddhas krop. De fem elementer består af: Vairochana (hvid), som er Buddhas renhed og viden. Ratnasambhava (gul/orange), der er Buddhas ydmyhed og afkaldelse af materielle ting. Akshobhya (blå), som repræsenterer buddhas visdom. Amitabha (rød) er buddhas livskraft og Amoghasiddhi (grøn), som er Buddhas vitalitet og karma.  Farverne symboliserer således Buddhas lære (snarere end Buddhas krop) og er ofte afbilledet sammen i mandalaer og bedeflag. Alterkagen er en nøje replika efter den oprindelige alterkage, der gik i stykker under transport....
Genstandsnummer: Mo.4
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Fest eller ritual
Uddrag: Man sætter stearinlys i lysestagerne og placerer dem på husalteret. Lysene symboliserer gudens tilstedeværelse i hjemmet. Når man ofrer til hjemmets gud (se Mo.2), tænder man derfor altid lysene først. Antallet af lys varierer fra hjem til hjem og alter til alter. Når familiemedlemmer dør, eller der er sygdom i familien, vil lysene altid være tændt i ønsket om, at familieguden vil hjælpe og tage sig af den syge eller hjælpe den dødes sjæl videre....
Genstandsnummer: Mo.5
Samling: Mongoliet
Emneord: Religion og magiske genstande, Fest eller ritual, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger
Uddrag: Moderstenen symboliserer frugtbarhed, og den placeres inde bag glasset i husalteret. Billedet er med til at give frugtbarhed til hjemmet ved at bidrage til overskud af mad, og at familien får børn. Særligt i denne familie, hvor billedet er taget, har der i længere tid været problemer med frugtbarhed, og derfor har billedet en fremtrædende plads i montren....
Genstandsnummer: Mo.6
Samling: Mongoliet
Emneord: Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner)
Uddrag: Oven på husalteret finder man ofte billeder af familien, der bor i huset, og de foregående generationer, døde som levende. Dette er en måde at knytte familien tættere sammen, både til hjemmets gud og til personerne på billederne. De to grønne dell-dragter, som pigen og kvinden bærer på billedet, findes i samlingen. Se Mo.92a-b og Mo.93a-b. ...
Genstandsnummer: Mo.7
Samling: Mongoliet
Emneord: Nationale symboler og stærke etniske markører, f.eks. flag, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst)
Uddrag: De fem dyr er hest, kamel, okse/ko, får og ged, og det er de dyr, som mongolerne har levet af. Grunden til, at man har dem på husalteret, er for at knytte dem til familien og fastholde dyrenes ånder, så de fortsat vil give velstand og overflod. Mange i byerne, som ikke har dyreflokke, beholder stadig dyrefigurerne som et symbol på fortsat velstand og som en tilknytning til mongolernes nomadiske fortid....