Søg genstande i databasen

Her kan du søge i alle UNESCO Samlingernes omkring 4.000 genstande fra hele verden. Start din søgning ved for eksempel at indtaste en genstandstype, du gerne vil finde, i ’genstandsnavn’ eller ’fuldtekstsøgning’. Med de blå bokse til højre kan du derefter filtrere din søgning i forhold til bestemte emner, indsamlingslande og samlinger. Du kan også gå på opdagelse i de blå bokse uden at have valgt en bestemt genstandstype (i venstre side).

Viser 1 - 10 af 158
Genstandsnummer: Ddl.A1
Samling: De dødes liv A
Emneord: Fest eller ritual, Religion og magiske genstande, Materialer og redskaber til håndværksproduktion, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Yamsmaske fra abelam-folket i Sepik, flettet af lokale plantematerialer. På det lokale sprog kaldes denne maske meira. Yamsmasker produceres stadig, og ved festlige begivenheder bliver de smukt dekoreret. Moesgaard Museum modtog masken her i 2008. Yamsmasker af denne type lægges på nogle gigantiske yams-rodknolde, der bliver fremavlet til at blive op mod tre meter lange, og som især tidligere var meget hellige for abelam-folket. Ved spektakulære ceremonier, hvor knoldene blev udvekslet mellem mandlige rivaler eller fjender fra nabolandsbyer, blev knoldene overdådigt pyntet med masker, fjer, maling, blomster, skaller og andet pynt. På denne måde blev de kraftfulde forfaderånder, gwaalndu, som knoldene var besjælede med, ansporet til at hjælpe menneskene. I 1970erne, da antropologen Richard Scaglion studerede abelam-folket, havde denne udveksling og dyrkning af yams en fuldkommen gennemgribende betydning for hele abelam-folkets samfundsform. En mands sociale status, magt og prestige afhang i høj grad af hans evne til at dyrke og give større yamsknolde, end han modtog af sine rivaler. Hvert år, når yamsen var høstet, blev der over en periode på flere måneder afholdt yamsfestivaler, hvor landsbyerne på skift inviterede hinanden til at inspicere og udveksle yamsknolde og søgte at overgå hinanden i fornærmelser og bespisning (som kvinderne bidrog med). Ved disse begivenheder blev der hver aften danset, trommet, rivaliseret og sunget sange med tekster designet til at fornærme rivalerne. Der blev udkæmpet ritualistiske kampe med spyd, som til tider endte i rigtige slagsmål, og i de sene aftentimer blev der indgået slet skjulte seksuelle forbindelser. Disse festivaler stod i skærende kontrast til det liv, abelam-folket førte i det halvår, hvor yamsen blev opdyrket. I den periode var sex, krigerisk opførsel og nedlæggelse af dyr strengt tabu. De hellige yamsknolde, som bar forfædrenes sjælesubstans i sig og som blev pyntet på en sådan måde, at de lignede menneskekroppe, groede nemlig bedst under rolige og ’kølige’ forhold. Sagen var, at yamsknoldene havde en særlig sensorisk evne til at mærke ’varme’ aktiviteter såsom sex, skænderi, slåskamp og drab på dyr og mennesker. At gro store yamsknolde krævede derfor total afholdenhed fra disse aktiviteter, og man undgik for enhver pris alle sociale konflikter. Først under de store yamsfestivaler fik de konflikter, der havde været lagt under låg i hele yamsdyrkningsperioden, lov til at komme til udtryk. Her kunne dampen blive lukket ud indenfor nogle (nogenlunde) kontrollerede og regelstyrede ritualiserede rammer. Når et ungt par blev gift, bragte de hver deres slægts yams med ind i ægteskabet, hvor de symbolsk forenede dem ved at plante dem i den samme have. De medbragte yams havde deres egen slægtstavle. De var det forædlede resultat af tidligere generationers selektion af de fineste (største) knolde, som igen og igen var blevet skåret op og brugt som frø til næste års afgrøde. Familierne såede de samme yams (genetisk set) som deres forfædre. Yamsen døde således aldrig. Den blev genfødt hvert år, når den nye afgrøde groede op. Yamsen repræsenterede således livets videreførelse og dermed også forfædrene. Man får et lille indblik i en del af den krigeriske historie, som abelam-folket bærer rundt på, ved at læse om Richard Scaglions besøg i 1970erne. På det tidspunkt var mændenes høje ceremonihuse (tamberan house) nemlig stadig prydet af menneskekranier, som man havde erhvervet sig ved hovedjægerpraksis. Den stamme, Scaglion besøgte, havde dog kun taget hovederne fra vigtige mænd, ifølge deres egne udsagn, og dem havde de så ladet ligge i et vandløb, til kødet var rådnet bort. De rene kranier var blevet dekoreret med maling, og øjenhulerne var blevet udsmykket med orange bær. Derefter var de blevet placeret i ceremonihusene som rituelle objekter, der gav unge deltagere i et overgangsritual styrke til at slås. Heldigvis for Scaglion havde man skrinlagt hovedjægerpraksissen allerede inden han ankom, men under alle omstændigheder var han nok ikke blevet offer for den. Han mente selv, at han nok ikke ville have været vigtig nok, og ifølge en (lidt morsom) kommentar fra en af Scaglions informanter gik hovedjagten mest ud over en ganske bestemt gruppe fjender: “We were never very interested in headhunting anyway, certainly not as much as the eastern Abelam were. We only took their heads to make them mad. We didn’t bother to take the heads of our other enemies” (Richard Scaglion, 2003, s.8).   Papua Ny Guinea i det 21. århundrede PNGernes fortid som hovedjægere er i mellemtiden blevet verdenskendt og foreviget i historiebøger kloden rundt. På den måde har deres kuriøse fortid stadig betydning i dag. Den har indskrevet sig i befolkningens selvforståelse og omverdenenes opfattelse af Papua Ny Guinea. De næsten lige så verdenberømte yamsmasker produceres som nævnt stadig i dag, og ved festlige lejligheder bliver de dekoreret efter alle kunstens regler. Men den rituelle udveksling af yams praktiseres kun enkelte steder af den ældre generation. I løbet af de sidste 50 år har hele den religiøse kontekst generelt set forandret sig meget i Papua Ny Guinea. Kristendommen har indfundet sig, og man har fundet nye måder at kommunikere med ånderne på. I en hybrid mellem en gammel og ny åndeverden, spiller de døde fortsat en vigtig rolle. Nogle steder har man endog inddraget moderne teknologi for at kommunikere med de døde (se Ddl.A 2 Himmeltelefon og læs Christiane Falcks artikel i lånermappen).  Den primære kilde til genstandsteksten er Scaglion, Richard. "Abelam: Giant Yams and Cycles of Sex, Warfare and Ritual" (2007)....
Genstandsnummer: Ddl.B1
Samling: De dødes liv B
Emneord: Fest eller ritual, Beklædning og stof
Uddrag: Udklædningsdragt til barn fra Mexico. Der er en voksende tendens til, at udklædning, ansigtsmaling og optog foregår i det offentlige rum - selvom mange kæmper mod den stigende indflydelse fra turismen og den amerikanske Halloween.  Det hører sig dog til De Dødes Dag, at de levende fremstilles som skeletter. Med dragterne kan man klæde sig ud som netop dette....
Genstandsnummer: Ddl.B2
Samling: De dødes liv B
Emneord: Fest eller ritual, Beklædning og stof
Uddrag: ...
Genstandsnummer: Ddl.B3
Samling: De dødes liv B
Emneord: Fest eller ritual, Beklædning og stof
Uddrag: ...
Genstandsnummer: Ddl.B4
Samling: De dødes liv B
Emneord: Fest eller ritual, Religion og magiske genstande, Beklædning og stof, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner)
Uddrag: Dugen – broderet med den korsfæstede Jesus - bruges på alteret, og den er et eksempel på et katolsk element i fejringen af De Dødes Dag. ...
Genstandsnummer: Ddl.B5
Samling: De dødes liv B
Emneord: Fest eller ritual, Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner)
Uddrag: Røgelseskarret bruges på alteret til at brænde røgelse i. Duften siges at vise de døde vej hjem til de levende. Røgelsen er lavet af harpiks og kaldes copal....
Genstandsnummer: Ddl.B6
Samling: De dødes liv B
Emneord: Fest eller ritual, Fødevarer, Stimulanser, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner)
Uddrag: Chokolade bruges i mange mexicanske retter og er vigtig til De Dødes Dag. Blandt andet til at drikke som varm kakao og som ingrediens i gryderetten mole. Udover, at chokolade indtages af de levende til De Dødes Dag, sættes den også på alteret, hvor den døde kan indtage duften og smagen - essensen af chokoladen. Allerede 1500 fvt. dyrkes der kakao i området ved Golfkysten i det nuværende Mexico. Kakao nævnes også i både mayaernes og aztekernes mytologier, hvor kakao figurerer som betalingsmiddel og gudedrik. Brug ikke samlingens chokolade i jeres mad, men nyd gerne duften, som er meget karakteristisk....
Genstandsnummer: Ddl.B7
Samling: De dødes liv B
Emneord: Køkkenting og redskaber til madfremstilling, Fest eller ritual, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner)
Uddrag: Varm kakao røres sammen i en kande med en rørepind/piskeris (Ddl. B 48). Da chokoladen ofte købes i klumper, hvor den er blandet med sukker og krydderier, opløses den i den varme mælk under omrøring i kanden. Chokolade indtages til De Dødes Dag og sættes også på alteret, hvor den døde kan indtage duften og smagen - essensen af chokoladen....
Genstandsnummer: Ddl.B8
Samling: De dødes liv B
Emneord: Fest eller ritual, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner)
Uddrag: Papirklip i lange guirlander, papel picado, bruges både på alteret, til at udsmykke hjemmet og i det offentlige rum. Nogle mener, at papirklippet på alteret symboliserer ’luft’ og refererer til aztekisk tro. De farverige klip har oftest skeletmotiver og forefindes i mange forskellige variationer. Ved andre fester i gaden eller hjemmet, f.eks. fødselsdagen for den lokale skytshelgen, hænges papirklips-guirlander ud over gaden fra det ene hus til det andet for at få tag over festen. Tidligere var de lavet af silkepapir som disse, men laves i dag også af plastik....
Genstandsnummer: Ddl.B9
Samling: De dødes liv B
Emneord: Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Fest eller ritual, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst)
Uddrag: Calaveras de artesanos står der på dette tryk med skeletmotiv. Titlen, kunsternes skeletter eller skeletter af kunstnere, antyder hvem der er afbildet. Typisk er det de levende, som afbildes som skeletter – det er aldrig satire over de afdøde! Mange af de tryk, som har skeletmotiver, stammer fra kunstner og grafiker José Guadalupe Posada (1852-1913), som særligt blev kendt efter den mexicanske revolution, hvor kunstneren Diego Rivera gav nyt liv og titel til bl.a. La Catrina-motivet....