Søg genstande i databasen

Her kan du søge i alle UNESCO Samlingernes omkring 4.000 genstande fra hele verden. Start din søgning ved for eksempel at indtaste en genstandstype, du gerne vil finde, i ’genstandsnavn’ eller ’fuldtekstsøgning’. Med de blå bokse til højre kan du derefter filtrere din søgning i forhold til bestemte emner, indsamlingslande og samlinger. Du kan også gå på opdagelse i de blå bokse uden at have valgt en bestemt genstandstype (i venstre side).

Viser 1 - 10 af 12
Genstandsnummer: Bhu.A.222
Samling: Bhutan A
Emneord: Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Undervisning og skole, Religion og magiske genstande
Uddrag: ’Prayer captain’-badge. Skolesystemet I Bhutan er noget anderledes end det danske. De dygtigste elever bliver udvalgt til at styre forskellige områder af dagliglivet på skolen med forskellige badges. Der findes fem forskellige slags, hvoraf vi i samlingen har to. ’Prayer captain’-badget gives til den elev som skal styre morgen-meditationen og sørge for, at alle elever møder op i rummet for at meditere. De forskellige Badgest giver respekt blandt de andre elever, så der ligger også en vis autoritet i at bære dem. Se også Bhu. A 223....
Genstandsnummer: Bhu.A.235
Samling: Bhutan A
Emneord: Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Religion og magiske genstande, Undervisning og skole, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner)
Uddrag: Rinpochere er højtstående buddhistiske mestre, og her afbilledes både nulevende og afdøde. Det er et slags oversigtskort som bhutaneserne hænger både i deres eget bederum, og som også hænges op ved det alter, som findes i ethvert klasseværelse i de bhutanesiske skoler. Mange børn kan navnene på alle mestrene, både de tibetanske og de bhutanesiske....
Genstandsnummer: Bhu.A.290
Samling: Bhutan A
Emneord: Fest eller ritual, Religion og magiske genstande, Undervisning og skole, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner)
Uddrag: Vi har kopieret dette Livshjul fra Bhutan op på et lærredsstykke, så det kan hænges op i klasselokalet. Livshjulet kaldes i Bhutan”The Wheel of Life” eller ”Sidpai Khorlo”, og man kunne også kalde det  for genfødselshjulet, er på mange måder essensen af den buddhistiske lære. Livshjulet fremstiller de fire sandheder: den jordiske lidelse og eksistens - dens oprindelse og årsag - slutningen og ulykkens forebyggelse - og øvelsen i at blive fri af lidelse. Den cirkulære komposition af Livshjulet vejleder dig fra billede til billede langs den lyse sti eller den mørke sti. Vejen, som skal følges, begynder inde i midten af hjulet. Tre dyr er symbolet på tre spirituelle farer - en gris for uvidenhed, en slange for jalousi og had, og en hane for grådighed og begær. Uden om denne midte finder man en cirkel med de 12 sammenvævede årsager og deres konsekvenser. I den næste ring findes de seks såkaldte symbolverdener, eller "realms". Og det er i disse ”rum” at selve genfødselsen finder sted. Den første af verdnerne – ’kl.12’ øverst midt for – er Guds bopæl. Den næste (’kl. 2’ til højre i cirklen) afbilder Titansis Verder, der konstant ligger i strid med guderne. Det næste billede (kl. 4) er riget med de umættelige: grådige spøgelser, som lider af sult og tørst. Nederst ’Kl. 6’ er det kolde og varme helvede. Men det forbandede liv er ikke evigt. Efter at have bødet for sine synder, er det altid muligt at genfødes ind i en bedre verden.  ’Kl. 8’ ser man dyrenes verden og deres særlige lidelser. Kl. 10 har vi slutteligt menneskenes verden. Alleryderst ses et stort løvelignende monster, Yama, som er Dødens Herre. Han holder Livshjulet i sine klør. Livshjulet symboliserer livet som en uendelig proces, hvor alt er i evig forandring. Der er en meget fyldig beskrivelse af samtlige billeder i Livshjulet på samlingens hjemmeside og i samlingsteksten. Det kan varmt anbefales at fordybe sig her....
Genstandsnummer: Bhu.B.30
Samling: Bhutan B
Emneord: Nationale symboler og stærke etniske markører, f.eks. flag, Undervisning og skole, Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner), Beklædning og stof
Uddrag: Stort nationalflag i orange stof med Tordendragen i midten – håndsyet. Bhutanesernes egen betegnelse for deres land er ’Druk’ som betyder tordendrage. Flagets to farver - gult og orange - viser, hvordan det religiøse og det ikke-religiøse eksisterer side om side i samfundet. Den gule halvdel symboliserer det sekulære (ikke-religiøse) Bhutan, og den orange del det buddhistiske Bhutan. Nationalflagene bruges i offentlige sammenhænge, men også som pynt på skoler og i mindre udgaver i hjemmet på væggen. ...
Genstandsnummer: Ddl.A3
Samling: De dødes liv A
Emneord: Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Religion og magiske genstande, Drama eller teater, Dans, Undervisning og skole, Smykker, kropsbåren pynt og accessories, Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Maske fra Zambia, skåret i træ og prydet med hår af plantefibre. Moesgaard Museum modtog masken i 1973. Masketypen hedder Pwevo, men kendes også under navne som Pwo, Nalindele og Mubanda. Pwevo er en makishi, hvilket vil sige en forfaderånd. Sammen med de mere end 100 andre makishi-masketyper, der findes, indgår Pwevo-masken i det ritual og den uddannelses- og omskæringslejr, der går under fællesbetegnelsen ’mukanda’. Mukanda praktiseres fortsat (2015).  Mukanda er et overgangsritual, hvor unge mænd bliver indviet i de voksnes rækker og hvor forfædrenes ånder kommer til live gennem makishi-masker for at lære de unge mænd god moral og korrekt opførsel, især over for kvinder. De skal også give de unge sociale og håndværksmæssige kompetencer, viden om seksualliv, sang og dans, samt den historiske og religiøse viden, som en voksen mand forventes at besidde. Makishierne skal endvidere beskytte lejren, samfundet og mændenes privilegerede, hemmelige viden (læs mere på side 85f., 94f., 109f. i ’Makishi Lya Zambia’, 1998, der ligger som uddrag i lånermappen. Sidetalsangivelser i denne tekst henviser til disse uddrag, hvis ikke andet nævnes). En del af den hemmelige viden består i, at det er mænd fra landsbyen, der har bygget makishi-maskerne, som forfædrene bringes til live gennem; det ved hverken kvinder, børn eller de unge mænd, der skal indvies. Man mener, at de unge derved er mere modtagelige for undervisning. En makishi vækkes til live ved, at man bryder en flaske olie ved en afdød slægtnings grav, og makishien får navnet på denne specifikke, afdøde person (s. 9f.og 19f. i ’Mukanda and Makishi’, 1972). Selve mukanda-lejren er cirka 6x9 meter, og ritualerne og oplæringsprocessen kan vare i et par måneder eller op til et helt år. For de drenge, der går i skole, organiseres en kortere mukanda, der kan afvikles i løbet af en skoleferie. Mukanda finder sted langs Zambezi-flodens øvre del, i det vestlige Zambia og det østlige Angola, samt i det sydlige og centrale Congo. Det udføres af folkeslag, der politisk og kulturelt har været tilknyttet Lunda-riget; grupper, der går under navne som Chokwe, Luchazi, Lunda, Lwena, Mbunda, Ndembu, Ngangela, Lwimbi og Mbwela (læs mere på s. 11, 91, 94). Pwevo-makishien spiller en central og fremtrædende rolle i mukanda-ritualet Pwevo er Zambias mest kendte makishifigur. Hun er den oprindelige urkvinde – en kvindelig forfaderånd, der opsummerer alt godt, smukt og rigtigt for kvinden. I sin optræden dramatiserer Pwevo-danseren hvordan idealkvinden bevæger sig, taler, ser ud, danser og opfører sig, og understreger desuden kvindens vigtige rolle i samfundet som den, der bringer liv. Hun er en beskyttende ånd, der har positiv indflydelse på dem, der skal indvies, og på samfundet som sådan (s. 109). I Moesgaard Museums udstilling De Dødes Liv (2014-2017), kan du se flere udgaver af Pwevo-masken og nogle flotte eksemplarer af andre makishimasker, som ser helt anderledes ud end Pwevo.  Hvordan er Pwevo-makishiens hoved og krop bygget op, og hvordan benyttes dragten? De forskellige ansigtstatoveringer, som man kan se på maskerne, genfinder man stadig i dag på ældre kvinders ansigter i det vestlige og nordvestlige Zambia. Pwevo repræsenterer almindeligvis den modne kvinde (læs mere på s. 109f. og 112). Øjnene kan være udfyldt af glas fra indersiden, måske for at understrege forfædrenes glans i øjnene. Maskernes udformning varierer lidt fra egn til egn i forhold til øjenstørrelse og -form, hudfarve, tænder mm. (se s. 130). Ofte er én maske resultatet af mange forskellige maskemageres frembringelser, hvor delopgaverne varetages af hver sin specialist i f.eks. vævning af håret, udskæring af masken eller strikning af dragten (s. 49). Mange makishi-masker er udelukkende lavet af bark og andre plantefibre og stof. Men Pwevo-maskerne er i reglen skåret i træ, ligesom også denne Pwevo. Håret laves for sig, som en paryk der fastgøres til huller i maskens kant. Håret består af vævede plantefibre, der er farvet med mudder, okker eller (i dag) motorolie (s. 112). Danseren kan erstatte eller ændre håret og udskifte dekorationerne efter smag og behag. Således kan selve masken være ældre end håret. Nogle makishi-masker tilintetgøres umiddelbart efter mukanda-lejren. Andre masker bevares, især træmaskerne, der overdrages fra generation til generation og opbevares i særlige skrin eller begraves sammen med danseren, når han dør (læs mere s. 94 og 102). Man gør sig stor umage med at fastgøre alle elementer forsvarligt til masken. Danseren har en assistent med til at opsamle perler eller små fibre, der måtte falde af under en optræden, for hvis tilhørerne får fingre i det, kan de frembringe kraftfuld medicin, der kan skade danseren eller mukanda-lejren. Kloge dansere spytter endvidere i deres masker inden de tager dem på, for symbolsk at ære den forfader, de skal til at repræsentere. Af samme grund kommer blandt andet Pwevo-dansere også noget hvidt ler (’pemba’) på maskens inderside før de optræder (s. 100-102 og 143). Nogle dansere kigger ud gennem øjenhulerne når de danser. Andre bærer masken på panden og kigger ud gennem det strikkede fibernet, der udgør makishiens hals (se foto s. 113; tekst s. 130). Sammen med masken bæres en heldragt af strikkede eller hæklede plantefibre eller bomuld (se foto s.109). Der hører også kunstige bryster til. De er lavet i træ og fastgjort til dragten. Pwevo-makishien bæres nemlig – ligesom alle de andre makishier – af en mand! Som skørt bærer han lange tekstiler med print og på fødderne bærer han rasler. På ryggen og hofterne er der fastgjort stofbundter med raslende objekter i for at understrege dansens rytme og bevægelser (s. 112f.). I hvilke sammenhænge indgår Pwevo-makishien? Pwevo-danseren udfører akrobatiske danse, hvor han hænger fra pæle og går på stylter for at understrege Pwevos overnaturlige evner. Mødre, bedstemødre og søstre til de unge mænd, der skal indvies, deltager aktivt i Pwevos optrædener. De danser med hende og fejrer de nyindviede ved at synge og give penge eller alkoholiske drikke til danseren. Og de bedste kvindelige dansere udfordrer Pwevo-danseren for at teste, om han kan leve op til deres standarder. Hvis ikke, kan de finde på at ’jage ham på porten’ og så må mændene i gang med at finde en, der er dygtigere til at repræsentere Pwevo. I løbet af de sidste tre dage af mukanda, hvor de nyindviede genintroduceres i samfundet, danner man et optog med alle de makishier, der har været  involveret i mukandaen  (op mod et dusin). Her bliver de kvindelige slægtninge pyntet med kropsmaling og får perler i håret, og så danser de med Pwevo (Se foto s. 97). Pwevo danser i denne sammenhæng for at understrege det bånd, der er mellem mukanda og kvinderne, og den transformation som kvinderne undergår, når de giver afkald på deres små drenge og får dem tilbage igen som voksne mænd efter det lange overgangsritual, der kan vare måneder. Til tider optræder Pwevo side om side med andre makishier for at fremhæve hendes positive egenskaber. Hun kan eksempelvis danse med Ndondo, der er en forfaderånd med tåbens upassende adfærd: Han truer tilhørerne med våben, kravler rundt og tigger om penge og niver kvinderne i brysterne. Derved kontrasterer han Pwevos udsøgt gode manerer. Tilhørerne bliver på den måde undervist i, hvad der er uacceptabel og acceptabel adfærd (læs mere s. 111 nederst). Ved afslutningen af mukanda optræder Pwevo sammen med Chisaluke, der er en moden, mandlig forfaderånd med lederagtig status. De besøger sammen en ældre leder i området for at bede om lov til at afslutte aktiviteterne i lejren. Med sig bringer de gaver og øl brygget i landsbyen. Lederen vil taknemmeligt acceptere gaverne fra forfaderånderne og give sit tilsagn, hvorved afslutningen sanktioneres (se foto s. 107 og tekst s. 96 og 115). Pwevo har i øvrigt ansvaret for de musikalske akkompagnementer, der hører til ritualer og danse under hele mukandaen. Pwevos optrædener bruges også som underholdning for publikum ved den årlige konfirmering af lokale ledere og ved vælgermøder og andre politiske begivenheder under den nationale valgkamp....
Genstandsnummer: Ddl.A4
Samling: De dødes liv A
Emneord: Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Fest eller ritual, Religion og magiske genstande, Undervisning og skole, Drama eller teater, Dans, Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Disse to små makishi-figurer af bemalet, brændt træ er blevet indsamlet i det nordvestlige Zambia i 1987. Figurerne er miniaturemodeller af de store makishier, der medvirker ved mukanda-overgangsritualet blandt luvale-folket. Ritualet foregår i en mukanda-lejr, der er placeret væk fra landsbyen, og her kommer forfædrenes ånder til live gennem de rigtige (store) makishier: voksne mænd forvandles til forfædre, når de iklæder sig makishimasker og heldragter af hæklede, indfarvede barkstrimler. Disse makishier skal lære de unge mænd hvad der forventes af en voksen mand.  Den dag i dag er det slet ikke usædvanligt at se de imponerende makishier komme løbende langs landevejene, for eksempel for at bringe bud mellem mukanda-lejren og landsbyen. Under beskrivelsen af Pwevo-masken (Ddl.A 3) kan du læse meget mere om ritualerne og makishierne. Hvad angår vores to små makishi-figurer, så omtaler specialisterne M. Felix og M. Jordan faktisk nogle ”carved wooden representations of makishi in the form of miniature masks, figures, or figurines” på s. 86 i deres bog ’Makishi Lya Zambia’ (1998; se uddrag i lånermappen). Og det er interessant, for det beskrives hvordan de bruges til healing og spådom i forbindelse med luvale-folkets forfaderkult og i forbindelse med, at en leder symbolsk markerer sin politiske magt. Hvis hekse får fingre i dem, bliver de også brugt i ondskabens tjeneste til at skade eller dræbe eller til at bedrive en form for voodoo. Makishi-figurerne ”… are used in divination and healing, in conjunction with the mahamba ancestral cult, and in chiefs’ insigna of political power. Figurative makishi may also be manipulated by witches (uloji) in the practice of evil (wanga) to harm, kill, or serve as replacements for the bodies of victims” (s. 86). På side 123 fortæller de videre, at små, udskårne træ-repræsentationer af makishi-figuren Chikuza bruges til at sikre succes på ekspeditioner. Den store Chikuza-makishi, med dens karakteristiske lange og spidse hat, kan i øvrigt ses i sin mandshøje heldragt i Moesgaard Museums udstilling De Dødes Liv fra 2014 til 2018 (Se også foto s. 122). Små, kvindelige miniatureudgaver af Chikuza bæres også af kvinder som middel mod barnløshed. Disse miniature-figurer synes med andre ord at have rigtig mange magiske egenskaber.   Vi ved ikke, om vores to små makishi-figurer er af den magiske slags som M. Felix og M. Jordan taler om. Måske er de blot kopier af de magiske figurer, solgt som turistgenstande. Måske er de magiske. Der er også den mulighed, at de ikke ligner de magiske figurer ret meget. Måske er de små pyntedukker eller modeller, der alene skal tjene som gode og sjove illustrationer af, hvordan de store makishier ser ud....
Genstandsnummer: Th.A.190
Samling: Thailand A
Emneord: Fest eller ritual, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Religion og magiske genstande, Undervisning og skole
Uddrag: Landsbybørn i skoleuniformer der forbereder gaver til munkene i form af bakker med frugt. Billedet er fra 1970'erne, så tøjstilen har ændret sig. Men ritualerne er i store træk de samme i dag (2017)....
Genstandsnummer: Th.A.191
Samling: Thailand A
Emneord: Fest eller ritual, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Religion og magiske genstande, Undervisning og skole
Uddrag: Ordination af munk / indsættelsesritual. Det er den hvidklædte mand til højre i billedet (med guldkanter på kappens ærmer og kant), der skal ordineres. Hans familiemedlemmer bærer det udstyr, der indgår i ritualet: madskålen og viften (til venstre i billedet) samt andre gaver bestående af redskaber og personligt udstyr. Slægtninge opnår (også) religiøs fortjeneste, 'bun', ved at give gaver, og ved at et familiemedlem bliver munk. Billedet er fra 1970'erne, men ritualerne er i store træk de samme i dag (2017)....
Genstandsnummer: Th.A.192
Samling: Thailand A
Emneord: Fest eller ritual, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Religion og magiske genstande, Undervisning og skole
Uddrag: Munke under religiøs ceremoni i landsbyens mødehus. Det er en del af et begravelsesritual (se billedserie C). Billedet er fra 1970'erne, men ritualerne og sceneriet her er i store træk de samme i dag (2017)....
Genstandsnummer: Th.A.193
Samling: Thailand A
Emneord: Fest eller ritual, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Religion og magiske genstande, Undervisning og skole
Uddrag: Ældre munke sammen med novicer: børn og unge munke som er under oplæring, men endnu ikke er fuldt indviede. Opstillingen er foranlediget af, at et begravelsesritual er vel overstået (se billedserie C). Billedet er fra 1970'erne, men munkene tager sig ligesådan ud i dag (2017)...