Søg genstande i databasen

Her kan du søge i alle UNESCO Samlingernes omkring 4.000 genstande fra hele verden. Start din søgning ved for eksempel at indtaste en genstandstype, du gerne vil finde, i ’genstandsnavn’ eller ’fuldtekstsøgning’. Med de blå bokse til højre kan du derefter filtrere din søgning i forhold til bestemte emner, indsamlingslande og samlinger. Du kan også gå på opdagelse i de blå bokse uden at have valgt en bestemt genstandstype (i venstre side).

Viser 1 - 5 af 5
Genstandsnummer: BOL.D.27
Samling: Bolivia D
Emneord: Materialer og redskaber til håndværksproduktion, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst)
Uddrag: Der væves på en opretstående væv.(a) Mønstret sættes op fra begyndelsen, og kvinderne plukker mønstret ud tråd for tråd. Denne lille væv bruges af de unge piger og de voksne kvinder til at væve tasker og mindre tæpper. Der findes større væve, som kun bruges af de voksne kvinder til bl.a. vævning af hængekøjer og større tæpper samt ponchoer. De unge piger må først bruge den store væv, når de er blevet voksne kvinder. Trænålen af huaracan-træ bruges til at føre islætten gennem trenden.(b) Trenden slås med en lille spids kæp af zoto-træ, iyuka.(c) Kæppen føres ind mellem trenden og med håndkraft presses den nedad, så mønstret bliver stramt.  Som led i pigernes opdragelse lærer de forskellige væveteknikker og mønstre. Først lærer den unge pige at væve "Kara kara pepo", som netop kan ses på det lille sort/hvide vævestykke på væven. (d) Mønstret repræsenterer himlen, rummet, stjernene, alt det der er relateret til uendeligheden, livets fortsættelse og det, som kommer efter den fysiske død. Denne stil er en af de allerhelligste i indianernes kultur. Gennem denne teknik fortæller kvinderne deres personlige historie. Pigerne drømmer om slangen, når de er modne til at lære at væve. De bliver oplært af deres mor og ældre søstre.   ...
Genstandsnummer: BOL.D.135
Samling: Bolivia D
Emneord: Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Undervisning og skole, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst)
Uddrag: Maleriet viser billedligt de forskellige dimensioner ved guaraníkulturen og deres omgivelser samt miljø. Produceret i forbindelse med undervisning i miljøbevarelse i skolerne....
Genstandsnummer: BOL.D.176
Samling: Bolivia D
Emneord: Smykker, kropsbåren pynt og accessories, Kommunikations- og informationsteknologi, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Beklædning og stof
Uddrag: Håndvævet mobiltaske - med mobil indeni (Bol.D.177). Vævestilen er kara kara pepo, og den er vævet af en ung skolepige. Se temaet 'Vævningens særlige betydning' I lånermappens afsnit 8....
Genstandsnummer: Ddl.A1
Samling: De dødes liv A
Emneord: Fest eller ritual, Religion og magiske genstande, Materialer og redskaber til håndværksproduktion, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Yamsmaske fra abelam-folket i Sepik, flettet af lokale plantematerialer. På det lokale sprog kaldes denne maske meira. Yamsmasker produceres stadig, og ved festlige begivenheder bliver de smukt dekoreret. Moesgaard Museum modtog masken her i 2008. Yamsmasker af denne type lægges på nogle gigantiske yams-rodknolde, der bliver fremavlet til at blive op mod tre meter lange, og som især tidligere var meget hellige for abelam-folket. Ved spektakulære ceremonier, hvor knoldene blev udvekslet mellem mandlige rivaler eller fjender fra nabolandsbyer, blev knoldene overdådigt pyntet med masker, fjer, maling, blomster, skaller og andet pynt. På denne måde blev de kraftfulde forfaderånder, gwaalndu, som knoldene var besjælede med, ansporet til at hjælpe menneskene. I 1970erne, da antropologen Richard Scaglion studerede abelam-folket, havde denne udveksling og dyrkning af yams en fuldkommen gennemgribende betydning for hele abelam-folkets samfundsform. En mands sociale status, magt og prestige afhang i høj grad af hans evne til at dyrke og give større yamsknolde, end han modtog af sine rivaler. Hvert år, når yamsen var høstet, blev der over en periode på flere måneder afholdt yamsfestivaler, hvor landsbyerne på skift inviterede hinanden til at inspicere og udveksle yamsknolde og søgte at overgå hinanden i fornærmelser og bespisning (som kvinderne bidrog med). Ved disse begivenheder blev der hver aften danset, trommet, rivaliseret og sunget sange med tekster designet til at fornærme rivalerne. Der blev udkæmpet ritualistiske kampe med spyd, som til tider endte i rigtige slagsmål, og i de sene aftentimer blev der indgået slet skjulte seksuelle forbindelser. Disse festivaler stod i skærende kontrast til det liv, abelam-folket førte i det halvår, hvor yamsen blev opdyrket. I den periode var sex, krigerisk opførsel og nedlæggelse af dyr strengt tabu. De hellige yamsknolde, som bar forfædrenes sjælesubstans i sig og som blev pyntet på en sådan måde, at de lignede menneskekroppe, groede nemlig bedst under rolige og ’kølige’ forhold. Sagen var, at yamsknoldene havde en særlig sensorisk evne til at mærke ’varme’ aktiviteter såsom sex, skænderi, slåskamp og drab på dyr og mennesker. At gro store yamsknolde krævede derfor total afholdenhed fra disse aktiviteter, og man undgik for enhver pris alle sociale konflikter. Først under de store yamsfestivaler fik de konflikter, der havde været lagt under låg i hele yamsdyrkningsperioden, lov til at komme til udtryk. Her kunne dampen blive lukket ud indenfor nogle (nogenlunde) kontrollerede og regelstyrede ritualiserede rammer. Når et ungt par blev gift, bragte de hver deres slægts yams med ind i ægteskabet, hvor de symbolsk forenede dem ved at plante dem i den samme have. De medbragte yams havde deres egen slægtstavle. De var det forædlede resultat af tidligere generationers selektion af de fineste (største) knolde, som igen og igen var blevet skåret op og brugt som frø til næste års afgrøde. Familierne såede de samme yams (genetisk set) som deres forfædre. Yamsen døde således aldrig. Den blev genfødt hvert år, når den nye afgrøde groede op. Yamsen repræsenterede således livets videreførelse og dermed også forfædrene. Man får et lille indblik i en del af den krigeriske historie, som abelam-folket bærer rundt på, ved at læse om Richard Scaglions besøg i 1970erne. På det tidspunkt var mændenes høje ceremonihuse (tamberan house) nemlig stadig prydet af menneskekranier, som man havde erhvervet sig ved hovedjægerpraksis. Den stamme, Scaglion besøgte, havde dog kun taget hovederne fra vigtige mænd, ifølge deres egne udsagn, og dem havde de så ladet ligge i et vandløb, til kødet var rådnet bort. De rene kranier var blevet dekoreret med maling, og øjenhulerne var blevet udsmykket med orange bær. Derefter var de blevet placeret i ceremonihusene som rituelle objekter, der gav unge deltagere i et overgangsritual styrke til at slås. Heldigvis for Scaglion havde man skrinlagt hovedjægerpraksissen allerede inden han ankom, men under alle omstændigheder var han nok ikke blevet offer for den. Han mente selv, at han nok ikke ville have været vigtig nok, og ifølge en (lidt morsom) kommentar fra en af Scaglions informanter gik hovedjagten mest ud over en ganske bestemt gruppe fjender: “We were never very interested in headhunting anyway, certainly not as much as the eastern Abelam were. We only took their heads to make them mad. We didn’t bother to take the heads of our other enemies” (Richard Scaglion, 2003, s.8).   Papua Ny Guinea i det 21. århundrede PNGernes fortid som hovedjægere er i mellemtiden blevet verdenskendt og foreviget i historiebøger kloden rundt. På den måde har deres kuriøse fortid stadig betydning i dag. Den har indskrevet sig i befolkningens selvforståelse og omverdenenes opfattelse af Papua Ny Guinea. De næsten lige så verdenberømte yamsmasker produceres som nævnt stadig i dag, og ved festlige lejligheder bliver de dekoreret efter alle kunstens regler. Men den rituelle udveksling af yams praktiseres kun enkelte steder af den ældre generation. I løbet af de sidste 50 år har hele den religiøse kontekst generelt set forandret sig meget i Papua Ny Guinea. Kristendommen har indfundet sig, og man har fundet nye måder at kommunikere med ånderne på. I en hybrid mellem en gammel og ny åndeverden, spiller de døde fortsat en vigtig rolle. Nogle steder har man endog inddraget moderne teknologi for at kommunikere med de døde (se Ddl.A 2 Himmeltelefon og læs Christiane Falcks artikel i lånermappen).  Den primære kilde til genstandsteksten er Scaglion, Richard. "Abelam: Giant Yams and Cycles of Sex, Warfare and Ritual" (2007)....
Genstandsnummer: Ddl.A15
Samling: De dødes liv A
Emneord: Fest eller ritual, Religion og magiske genstande, Dans, Smykker, kropsbåren pynt og accessories, Undervisning og skole, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Maske fra Bolivia (a) flankeret af to store fuglevinger (b,c). Denne fjermaske kaldes aña-aña på guaraní, hvilket betyder ’ånd’. Fjermasken repræsenterer en afdød slægtning. Disse masker bliver som regel lavet af en tom, udhamret metaldåse – som masken her – og dekoreret med ternet kladdepapir fra et skolehæfte, spejle i dekorative mønstre, små stofstykker i forskellige farver og små rebstykker eller hår, som bruges til overskæg. På masken monteres de to fuglevinger, som ofte stammer fra garza-fuglen, der er i slægt med hejren. I gamle dage blev maskerne skåret i træ fra toborochi-træet, der er let som bambus. Masken er grotesk og overdrevet, med åben mund, smalle øjne og langt overskæg. Masken bæres sammen med et skærf af hvide lagner, der poser lidt og således slører maskebærerens kropsfigur. Fjermasken laves i forbindelse med Arete Guasu-festen i februar, der holdes når majsen er klar til at blive høstet. Udformningen af den enkelte maske er individuel og ideelt set inspireret af forfædrene gennem hellige drømme. Fremstillingen af masken foregår i skjul; ingen må vide, hvem der er maskebæreren, før den store majsfest hvor masken træder i karakter. Under dansen vender forfædrene tilbage og bytter sjæl med den maskedansende. Masken neutraliseres igen ved festens afslutning: Masken destrueres for at slippe den afdøde sjæl fri, og maskebæreren afslører sin identitet, hvis han da ikke er blevet afsløret inden. Fjermasken er guaraní-indianernes forbindelsesled mellem liv og død, et billede på indianernes cykliske tidsopfattelse. Læs mere om majsfesten Arete Guasu og guaraní-indianernes liv med ånder og forfædre, religion og mytologi, i Annie Oehlerichs artikler i lånermappen og i tidsskriftet Religion, der ligger i UNESCO kassen. Fjermasken her er blevet lavet specielt til Moesgaard Museum af to guaraníbrødre, Angel og Justo Yandura fra Kapiatindi i Isoso. Den blev lavet i år 2000 i forbindelse med særudstillingen ”Bolivias sidste krigere”, som handlede om guaranífolket i Bolivias lavland. Den har ikke været brugt i et ritual og er derfor ikke besjælet, hvilket er grunden til, at vi har fået lov at beholde den og kan have den med i samlingen her. Havde den været besjælet, skulle den destrueres. Stativet bagpå masken er tilføjet af Moesgaard Museum i forbindelse med udstillingen. Almindeligvis fastgør man vingerne til masken, ved at sætte vingestængerne igennem hullerne i siderne på masken. Men i dette tilfælde hører vingerne oprindeligt til en anden boliviansk aña-aña maske, og derfor passer vingestængerne ikke til hullerne. ...