Søg genstande i databasen

Her kan du søge i alle UNESCO Samlingernes omkring 4.000 genstande fra hele verden. Start din søgning ved for eksempel at indtaste en genstandstype, du gerne vil finde, i ’genstandsnavn’ eller ’fuldtekstsøgning’. Med de blå bokse til højre kan du derefter filtrere din søgning i forhold til bestemte emner, indsamlingslande og samlinger. Du kan også gå på opdagelse i de blå bokse uden at have valgt en bestemt genstandstype (i venstre side).

Viser 1 - 3 af 3
Genstandsnummer: G.23
Samling: Grønland
Emneord: Køkkenting og redskaber til madfremstilling
Uddrag: Bærskrabere brugt af en voksen kvinde og en lille pige. Bær af fjeldrævling, af danske kaldet ’sortebær’, blev plukket overalt i Grønland sidst på sommeren og ud på efteråret; også efter snefald. Bærrene spistes, som de var eller blev blandet med kød, lever og spæk og syltet, så de kunne holde vinteren igennem. Spæksyltning foregik på den måde, at de ting (bær, kød osv.), som skulle gemmes til senere blev puttet i sælskind skiftevis med spæk, således at det hele lå tæt i skindposen. Til slut blev skindet syet sammen, således at der ikke trængte luft ind. Spæk har som andet fedt den egenskab, at det lukker lufttæt. Spæksyltning kendes også fra bl.a. Europa, f. eks. Frankrig, hvor juleanden i visse egne er blevet slagtet og derefter syltet i svinefedt i store krukker allerede ud på efteråret. Den bliver senere taget op og stegt, når den skal bruges. Bærskraberne, som er ens, er lavet af buede stykker af rentak forbundet med håndtag af træ. Bærskraberen blev holdt sådan, at tommelfingeren havde fat om håndtaget og de andre fingre om benpladen, dvs. at bærskraberen og hånden til sammen udgjorde en art skål. Det var kun kvinder og børn, især piger, som samlede bær til forråd....
Genstandsnummer: G.24
Samling: Grønland
Emneord: Køkkenting og redskaber til madfremstilling
Uddrag: ...
Genstandsnummer: G.34
Samling: Grønland
Emneord: Køkkenting og redskaber til madfremstilling, Øvrige redskaber, Materialer og redskaber til håndværksproduktion
Uddrag: Ulo’en (med tryk på lo) kaldes også kvindekniven. Enhver pige og kvinde havde mindst én og ofte et par ulo’er. Ulo’en består af et halvmåneformet jernblad med en ”hals”, hvorpå håndtaget er monteret. Håndtaget på samlingens to ulo’er er af rentak. Det var ofte ellers af ben, evt. træ. Som regel købte man bladet i butikken, hvor de har været solgt i Grønland siden slutningen af 1700-tallet i omtrent uændret form. Håndtaget skal være ca. så bredt som den hånd, der bruger ulo’en. Anvendelse:  Med sin korte, rundede æg er ulo’en et meget præcist redskab, der benyttedes, hvor vi bruger kniv og saks: ved flænsning og partering af sæler - der er kvindernes arbejde - ved udskæring af skind, osv. Til det sidste formål kunne dog også anvendes et barberblad. Ulo’en holdes mellem pege- og langefinger med tommelfingeren som støtte bag på bladet. Ved vandrette bevægelser, f. eks. når sælen flænses (befris for skindet), bevæges ulo’en i små cirklende bevægelser med håndfladen opad. På den måde er den lettere at føre helt præcist uden at komme til at beskadige hverken skindet eller skære igennem spækket ind til kødet....