Søg genstande i databasen

Her kan du søge i alle UNESCO Samlingernes omkring 4.000 genstande fra hele verden. Start din søgning ved for eksempel at indtaste en genstandstype, du gerne vil finde, i ’genstandsnavn’ eller ’fuldtekstsøgning’. Med de blå bokse til højre kan du derefter filtrere din søgning i forhold til bestemte emner, indsamlingslande og samlinger. Du kan også gå på opdagelse i de blå bokse uden at have valgt en bestemt genstandstype (i venstre side).

Viser 1 - 10 af 111
Genstandsnummer: ---235
Samling:
Emneord: Beklædning og stof, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger
Uddrag: Skabelon til at sy en barneanorak efter. Er fundet løstliggende på magasinet i april 2019 med dette UNESCnr. (G..235). Kan se på original genstandsliste, at den har været del af samlingen, da den blev etableret. Er muligvis forelæg til  - eller frembragt på baggrund af - G.80 Anorak, dreng -  der ikke længere er i samlingen.(30/4-19. MBG).     ...
Genstandsnummer: BAH.26
Samling: Bahrain
Emneord: Handel, Fiskeri
Uddrag: Næseklemmen blev brugt i forbindelse med dykningen efter perler, for at dykkerne kunne holde sig længe under vandet. Ofte dykkede de flere minutter ad gangen og over 20 gange i løbet af en arbejdsdag. Disse næseklemmer er købt i Kuwait i 2013 i en forretning, der handler med traditionelle ting og souvenirs. Perlefiskeri var vigtig i hele Golfen, såvel Kuwait som Bahrain og en vigtig del af, hvad man lokalt forstår som det traditionelle, førmoderne samfund....
Genstandsnummer: Ddl.A1
Samling: De dødes liv A
Emneord: Fest eller ritual, Religion og magiske genstande, Materialer og redskaber til håndværksproduktion, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Yamsmaske fra abelam-folket i Sepik, flettet af lokale plantematerialer. På det lokale sprog kaldes denne maske meira. Yamsmasker produceres stadig, og ved festlige begivenheder bliver de smukt dekoreret. Moesgaard Museum modtog masken her i 2008. Yamsmasker af denne type lægges på nogle gigantiske yams-rodknolde, der bliver fremavlet til at blive op mod tre meter lange, og som især tidligere var meget hellige for abelam-folket. Ved spektakulære ceremonier, hvor knoldene blev udvekslet mellem mandlige rivaler eller fjender fra nabolandsbyer, blev knoldene overdådigt pyntet med masker, fjer, maling, blomster, skaller og andet pynt. På denne måde blev de kraftfulde forfaderånder, gwaalndu, som knoldene var besjælede med, ansporet til at hjælpe menneskene. I 1970erne, da antropologen Richard Scaglion studerede abelam-folket, havde denne udveksling og dyrkning af yams en fuldkommen gennemgribende betydning for hele abelam-folkets samfundsform. En mands sociale status, magt og prestige afhang i høj grad af hans evne til at dyrke og give større yamsknolde, end han modtog af sine rivaler. Hvert år, når yamsen var høstet, blev der over en periode på flere måneder afholdt yamsfestivaler, hvor landsbyerne på skift inviterede hinanden til at inspicere og udveksle yamsknolde og søgte at overgå hinanden i fornærmelser og bespisning (som kvinderne bidrog med). Ved disse begivenheder blev der hver aften danset, trommet, rivaliseret og sunget sange med tekster designet til at fornærme rivalerne. Der blev udkæmpet ritualistiske kampe med spyd, som til tider endte i rigtige slagsmål, og i de sene aftentimer blev der indgået slet skjulte seksuelle forbindelser. Disse festivaler stod i skærende kontrast til det liv, abelam-folket førte i det halvår, hvor yamsen blev opdyrket. I den periode var sex, krigerisk opførsel og nedlæggelse af dyr strengt tabu. De hellige yamsknolde, som bar forfædrenes sjælesubstans i sig og som blev pyntet på en sådan måde, at de lignede menneskekroppe, groede nemlig bedst under rolige og ’kølige’ forhold. Sagen var, at yamsknoldene havde en særlig sensorisk evne til at mærke ’varme’ aktiviteter såsom sex, skænderi, slåskamp og drab på dyr og mennesker. At gro store yamsknolde krævede derfor total afholdenhed fra disse aktiviteter, og man undgik for enhver pris alle sociale konflikter. Først under de store yamsfestivaler fik de konflikter, der havde været lagt under låg i hele yamsdyrkningsperioden, lov til at komme til udtryk. Her kunne dampen blive lukket ud indenfor nogle (nogenlunde) kontrollerede og regelstyrede ritualiserede rammer. Når et ungt par blev gift, bragte de hver deres slægts yams med ind i ægteskabet, hvor de symbolsk forenede dem ved at plante dem i den samme have. De medbragte yams havde deres egen slægtstavle. De var det forædlede resultat af tidligere generationers selektion af de fineste (største) knolde, som igen og igen var blevet skåret op og brugt som frø til næste års afgrøde. Familierne såede de samme yams (genetisk set) som deres forfædre. Yamsen døde således aldrig. Den blev genfødt hvert år, når den nye afgrøde groede op. Yamsen repræsenterede således livets videreførelse og dermed også forfædrene. Man får et lille indblik i en del af den krigeriske historie, som abelam-folket bærer rundt på, ved at læse om Richard Scaglions besøg i 1970erne. På det tidspunkt var mændenes høje ceremonihuse (tamberan house) nemlig stadig prydet af menneskekranier, som man havde erhvervet sig ved hovedjægerpraksis. Den stamme, Scaglion besøgte, havde dog kun taget hovederne fra vigtige mænd, ifølge deres egne udsagn, og dem havde de så ladet ligge i et vandløb, til kødet var rådnet bort. De rene kranier var blevet dekoreret med maling, og øjenhulerne var blevet udsmykket med orange bær. Derefter var de blevet placeret i ceremonihusene som rituelle objekter, der gav unge deltagere i et overgangsritual styrke til at slås. Heldigvis for Scaglion havde man skrinlagt hovedjægerpraksissen allerede inden han ankom, men under alle omstændigheder var han nok ikke blevet offer for den. Han mente selv, at han nok ikke ville have været vigtig nok, og ifølge en (lidt morsom) kommentar fra en af Scaglions informanter gik hovedjagten mest ud over en ganske bestemt gruppe fjender: “We were never very interested in headhunting anyway, certainly not as much as the eastern Abelam were. We only took their heads to make them mad. We didn’t bother to take the heads of our other enemies” (Richard Scaglion, 2003, s.8).   Papua Ny Guinea i det 21. århundrede PNGernes fortid som hovedjægere er i mellemtiden blevet verdenskendt og foreviget i historiebøger kloden rundt. På den måde har deres kuriøse fortid stadig betydning i dag. Den har indskrevet sig i befolkningens selvforståelse og omverdenenes opfattelse af Papua Ny Guinea. De næsten lige så verdenberømte yamsmasker produceres som nævnt stadig i dag, og ved festlige lejligheder bliver de dekoreret efter alle kunstens regler. Men den rituelle udveksling af yams praktiseres kun enkelte steder af den ældre generation. I løbet af de sidste 50 år har hele den religiøse kontekst generelt set forandret sig meget i Papua Ny Guinea. Kristendommen har indfundet sig, og man har fundet nye måder at kommunikere med ånderne på. I en hybrid mellem en gammel og ny åndeverden, spiller de døde fortsat en vigtig rolle. Nogle steder har man endog inddraget moderne teknologi for at kommunikere med de døde (se Ddl.A 2 Himmeltelefon og læs Christiane Falcks artikel i lånermappen).  Den primære kilde til genstandsteksten er Scaglion, Richard. "Abelam: Giant Yams and Cycles of Sex, Warfare and Ritual" (2007)....
Genstandsnummer: Ddl.A2
Samling: De dødes liv A
Emneord: Religion og magiske genstande, Kommunikations- og informationsteknologi
Uddrag: Denne Alcatel mobiltelefon med rød bagside, som Moesgaard Museum modtog i 2014, er en såkaldt ’himmeltelefon’, der er blevet brugt til at tale med de døde. Mange steder i Papua Ny Guinea er tidligere tiders rituelle verden forsvundet, men ånderne og kommunikationen med dem forbliver en vigtig kilde til magt og velstand. De ofringer og magiske formularer, som man tidligere brugte til at kommunikere med ånderne, er i dag erstattet af ny teknologisk kommunikation og sat i nye religiøse rammer. Det gælder for eksempel for nyamura-folket i landsbyen Timbunmeli (Vest Iatmül), hvor bønnemøder med healing og kristen kirkegang i dag har overtaget wagen-kulten i landsbyen, og hvor folk taler med de døde i særlige ’bridgephones’ eller ’heavenphones’, som man også kan bruge til at søge om hjælp hos ånderne og til ofringer ved at indsætte pengebeløb. Man kan også købe taletidskort med forud indtalte magiske formularer, der kan heale modtageren, eller som kan bruges til at sende kærlighedsmagi eller sort magi til udvalgte personer. For nyamura-folket er de dødes rige, undumbunge, som nu om dage også kaldes ’himmelen’ eller ’paradis’, ikke et sted over os eller langt væk, men en usynlig parallelverden, der er en del af deres egen verden.   En enke fra bønnegruppen the Thomas Souls’ Ministry i Timbunmeli blev for eksempel af ’the spirit Thomas’ (lederen af the Thomas Souls’ Ministry) instrueret i at købe en ny mobiltelefon for at komme i kontakt med sin afdøde mand. Hun har benyttet en af himmeltelefonerne, der i dag er i Moesgaard Museums samlinger, til at tale med sin døde mand. Denne ’heavenphone’ måtte alene benyttes til at tale med de døde, for hvis hun brugte den til at tale med levende (jordiske) mennesker, ville forbindelsen blive afbrudt – for jordiske mennesker er syndige. Derfor havde kvinden også anskaffet sig en anden, separat mobiltelefon, en ’ground phone’ (Nokia model), som hun så brugte til at tale med de levende. I Christiane Falcks artikel i lånermappen kan du læse mere om himmeltelefoner og anden teknologi, der i dag anvendes til at kommunikere med de døde. Du får også indblik i, hvad en ånd egentlig er, og hvordan skabelsesberetningen tager sig ud, for nyamura-folket....
Genstandsnummer: Ddl.A3
Samling: De dødes liv A
Emneord: Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Religion og magiske genstande, Drama eller teater, Dans, Undervisning og skole, Smykker, kropsbåren pynt og accessories, Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Maske fra Zambia, skåret i træ og prydet med hår af plantefibre. Moesgaard Museum modtog masken i 1973. Masketypen hedder Pwevo, men kendes også under navne som Pwo, Nalindele og Mubanda. Pwevo er en makishi, hvilket vil sige en forfaderånd. Sammen med de mere end 100 andre makishi-masketyper, der findes, indgår Pwevo-masken i det ritual og den uddannelses- og omskæringslejr, der går under fællesbetegnelsen ’mukanda’. Mukanda praktiseres fortsat (2015).  Mukanda er et overgangsritual, hvor unge mænd bliver indviet i de voksnes rækker og hvor forfædrenes ånder kommer til live gennem makishi-masker for at lære de unge mænd god moral og korrekt opførsel, især over for kvinder. De skal også give de unge sociale og håndværksmæssige kompetencer, viden om seksualliv, sang og dans, samt den historiske og religiøse viden, som en voksen mand forventes at besidde. Makishierne skal endvidere beskytte lejren, samfundet og mændenes privilegerede, hemmelige viden (læs mere på side 85f., 94f., 109f. i ’Makishi Lya Zambia’, 1998, der ligger som uddrag i lånermappen. Sidetalsangivelser i denne tekst henviser til disse uddrag, hvis ikke andet nævnes). En del af den hemmelige viden består i, at det er mænd fra landsbyen, der har bygget makishi-maskerne, som forfædrene bringes til live gennem; det ved hverken kvinder, børn eller de unge mænd, der skal indvies. Man mener, at de unge derved er mere modtagelige for undervisning. En makishi vækkes til live ved, at man bryder en flaske olie ved en afdød slægtnings grav, og makishien får navnet på denne specifikke, afdøde person (s. 9f.og 19f. i ’Mukanda and Makishi’, 1972). Selve mukanda-lejren er cirka 6x9 meter, og ritualerne og oplæringsprocessen kan vare i et par måneder eller op til et helt år. For de drenge, der går i skole, organiseres en kortere mukanda, der kan afvikles i løbet af en skoleferie. Mukanda finder sted langs Zambezi-flodens øvre del, i det vestlige Zambia og det østlige Angola, samt i det sydlige og centrale Congo. Det udføres af folkeslag, der politisk og kulturelt har været tilknyttet Lunda-riget; grupper, der går under navne som Chokwe, Luchazi, Lunda, Lwena, Mbunda, Ndembu, Ngangela, Lwimbi og Mbwela (læs mere på s. 11, 91, 94). Pwevo-makishien spiller en central og fremtrædende rolle i mukanda-ritualet Pwevo er Zambias mest kendte makishifigur. Hun er den oprindelige urkvinde – en kvindelig forfaderånd, der opsummerer alt godt, smukt og rigtigt for kvinden. I sin optræden dramatiserer Pwevo-danseren hvordan idealkvinden bevæger sig, taler, ser ud, danser og opfører sig, og understreger desuden kvindens vigtige rolle i samfundet som den, der bringer liv. Hun er en beskyttende ånd, der har positiv indflydelse på dem, der skal indvies, og på samfundet som sådan (s. 109). I Moesgaard Museums udstilling De Dødes Liv (2014-2017), kan du se flere udgaver af Pwevo-masken og nogle flotte eksemplarer af andre makishimasker, som ser helt anderledes ud end Pwevo.  Hvordan er Pwevo-makishiens hoved og krop bygget op, og hvordan benyttes dragten? De forskellige ansigtstatoveringer, som man kan se på maskerne, genfinder man stadig i dag på ældre kvinders ansigter i det vestlige og nordvestlige Zambia. Pwevo repræsenterer almindeligvis den modne kvinde (læs mere på s. 109f. og 112). Øjnene kan være udfyldt af glas fra indersiden, måske for at understrege forfædrenes glans i øjnene. Maskernes udformning varierer lidt fra egn til egn i forhold til øjenstørrelse og -form, hudfarve, tænder mm. (se s. 130). Ofte er én maske resultatet af mange forskellige maskemageres frembringelser, hvor delopgaverne varetages af hver sin specialist i f.eks. vævning af håret, udskæring af masken eller strikning af dragten (s. 49). Mange makishi-masker er udelukkende lavet af bark og andre plantefibre og stof. Men Pwevo-maskerne er i reglen skåret i træ, ligesom også denne Pwevo. Håret laves for sig, som en paryk der fastgøres til huller i maskens kant. Håret består af vævede plantefibre, der er farvet med mudder, okker eller (i dag) motorolie (s. 112). Danseren kan erstatte eller ændre håret og udskifte dekorationerne efter smag og behag. Således kan selve masken være ældre end håret. Nogle makishi-masker tilintetgøres umiddelbart efter mukanda-lejren. Andre masker bevares, især træmaskerne, der overdrages fra generation til generation og opbevares i særlige skrin eller begraves sammen med danseren, når han dør (læs mere s. 94 og 102). Man gør sig stor umage med at fastgøre alle elementer forsvarligt til masken. Danseren har en assistent med til at opsamle perler eller små fibre, der måtte falde af under en optræden, for hvis tilhørerne får fingre i det, kan de frembringe kraftfuld medicin, der kan skade danseren eller mukanda-lejren. Kloge dansere spytter endvidere i deres masker inden de tager dem på, for symbolsk at ære den forfader, de skal til at repræsentere. Af samme grund kommer blandt andet Pwevo-dansere også noget hvidt ler (’pemba’) på maskens inderside før de optræder (s. 100-102 og 143). Nogle dansere kigger ud gennem øjenhulerne når de danser. Andre bærer masken på panden og kigger ud gennem det strikkede fibernet, der udgør makishiens hals (se foto s. 113; tekst s. 130). Sammen med masken bæres en heldragt af strikkede eller hæklede plantefibre eller bomuld (se foto s.109). Der hører også kunstige bryster til. De er lavet i træ og fastgjort til dragten. Pwevo-makishien bæres nemlig – ligesom alle de andre makishier – af en mand! Som skørt bærer han lange tekstiler med print og på fødderne bærer han rasler. På ryggen og hofterne er der fastgjort stofbundter med raslende objekter i for at understrege dansens rytme og bevægelser (s. 112f.). I hvilke sammenhænge indgår Pwevo-makishien? Pwevo-danseren udfører akrobatiske danse, hvor han hænger fra pæle og går på stylter for at understrege Pwevos overnaturlige evner. Mødre, bedstemødre og søstre til de unge mænd, der skal indvies, deltager aktivt i Pwevos optrædener. De danser med hende og fejrer de nyindviede ved at synge og give penge eller alkoholiske drikke til danseren. Og de bedste kvindelige dansere udfordrer Pwevo-danseren for at teste, om han kan leve op til deres standarder. Hvis ikke, kan de finde på at ’jage ham på porten’ og så må mændene i gang med at finde en, der er dygtigere til at repræsentere Pwevo. I løbet af de sidste tre dage af mukanda, hvor de nyindviede genintroduceres i samfundet, danner man et optog med alle de makishier, der har været  involveret i mukandaen  (op mod et dusin). Her bliver de kvindelige slægtninge pyntet med kropsmaling og får perler i håret, og så danser de med Pwevo (Se foto s. 97). Pwevo danser i denne sammenhæng for at understrege det bånd, der er mellem mukanda og kvinderne, og den transformation som kvinderne undergår, når de giver afkald på deres små drenge og får dem tilbage igen som voksne mænd efter det lange overgangsritual, der kan vare måneder. Til tider optræder Pwevo side om side med andre makishier for at fremhæve hendes positive egenskaber. Hun kan eksempelvis danse med Ndondo, der er en forfaderånd med tåbens upassende adfærd: Han truer tilhørerne med våben, kravler rundt og tigger om penge og niver kvinderne i brysterne. Derved kontrasterer han Pwevos udsøgt gode manerer. Tilhørerne bliver på den måde undervist i, hvad der er uacceptabel og acceptabel adfærd (læs mere s. 111 nederst). Ved afslutningen af mukanda optræder Pwevo sammen med Chisaluke, der er en moden, mandlig forfaderånd med lederagtig status. De besøger sammen en ældre leder i området for at bede om lov til at afslutte aktiviteterne i lejren. Med sig bringer de gaver og øl brygget i landsbyen. Lederen vil taknemmeligt acceptere gaverne fra forfaderånderne og give sit tilsagn, hvorved afslutningen sanktioneres (se foto s. 107 og tekst s. 96 og 115). Pwevo har i øvrigt ansvaret for de musikalske akkompagnementer, der hører til ritualer og danse under hele mukandaen. Pwevos optrædener bruges også som underholdning for publikum ved den årlige konfirmering af lokale ledere og ved vælgermøder og andre politiske begivenheder under den nationale valgkamp....
Genstandsnummer: Ddl.A4
Samling: De dødes liv A
Emneord: Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Fest eller ritual, Religion og magiske genstande, Undervisning og skole, Drama eller teater, Dans, Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Disse to små makishi-figurer af bemalet, brændt træ er blevet indsamlet i det nordvestlige Zambia i 1987. Figurerne er miniaturemodeller af de store makishier, der medvirker ved mukanda-overgangsritualet blandt luvale-folket. Ritualet foregår i en mukanda-lejr, der er placeret væk fra landsbyen, og her kommer forfædrenes ånder til live gennem de rigtige (store) makishier: voksne mænd forvandles til forfædre, når de iklæder sig makishimasker og heldragter af hæklede, indfarvede barkstrimler. Disse makishier skal lære de unge mænd hvad der forventes af en voksen mand.  Den dag i dag er det slet ikke usædvanligt at se de imponerende makishier komme løbende langs landevejene, for eksempel for at bringe bud mellem mukanda-lejren og landsbyen. Under beskrivelsen af Pwevo-masken (Ddl.A 3) kan du læse meget mere om ritualerne og makishierne. Hvad angår vores to små makishi-figurer, så omtaler specialisterne M. Felix og M. Jordan faktisk nogle ”carved wooden representations of makishi in the form of miniature masks, figures, or figurines” på s. 86 i deres bog ’Makishi Lya Zambia’ (1998; se uddrag i lånermappen). Og det er interessant, for det beskrives hvordan de bruges til healing og spådom i forbindelse med luvale-folkets forfaderkult og i forbindelse med, at en leder symbolsk markerer sin politiske magt. Hvis hekse får fingre i dem, bliver de også brugt i ondskabens tjeneste til at skade eller dræbe eller til at bedrive en form for voodoo. Makishi-figurerne ”… are used in divination and healing, in conjunction with the mahamba ancestral cult, and in chiefs’ insigna of political power. Figurative makishi may also be manipulated by witches (uloji) in the practice of evil (wanga) to harm, kill, or serve as replacements for the bodies of victims” (s. 86). På side 123 fortæller de videre, at små, udskårne træ-repræsentationer af makishi-figuren Chikuza bruges til at sikre succes på ekspeditioner. Den store Chikuza-makishi, med dens karakteristiske lange og spidse hat, kan i øvrigt ses i sin mandshøje heldragt i Moesgaard Museums udstilling De Dødes Liv fra 2014 til 2018 (Se også foto s. 122). Små, kvindelige miniatureudgaver af Chikuza bæres også af kvinder som middel mod barnløshed. Disse miniature-figurer synes med andre ord at have rigtig mange magiske egenskaber.   Vi ved ikke, om vores to små makishi-figurer er af den magiske slags som M. Felix og M. Jordan taler om. Måske er de blot kopier af de magiske figurer, solgt som turistgenstande. Måske er de magiske. Der er også den mulighed, at de ikke ligner de magiske figurer ret meget. Måske er de små pyntedukker eller modeller, der alene skal tjene som gode og sjove illustrationer af, hvordan de store makishier ser ud....
Genstandsnummer: Th.A.1
Samling: Thailand A
Emneord: Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner), Fest eller ritual, Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Messingfigur af Buddha i siddende stilling. Til udsmykning af husalter (Th.A.126). Buddha placeres altid øverst, over alt andet på alteret. Figuren hedder 'Den mediterende Buddha' og den regnes for den smukkeste af Buddhas positioner. Den viser Buddha, der sidder i skrædderstilling under bodhitræet og mediterer. Denne siddestilling kaldes lotusstilling eller meditationsstilling. Bodhitræet er en figenart, 'Ficus Religiosa', og det var under et sådant træ at Buddha, på denne vis, blev oplyst. Figuren forbindes i øvrigt med mennesker, der er født på en torsdag. Se evt. genstand Th.A.210 - 216, der viser de forskellige ugedages buddhafigurer samlet på et podie....
Genstandsnummer: Th.A.2
Samling: Thailand A
Emneord: Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner), Fest eller ritual
Uddrag: Messingstage til udsmykning af husalter (Th.A.126). Stearinlyset Th.A.27  kan sættes i stagen (men det må ikke tændes, det er en del af samlingen)....
Genstandsnummer: Th.A.3
Samling: Thailand A
Emneord: Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner), Fest eller ritual
Uddrag: ...
Genstandsnummer: Th.A.7
Samling: Thailand A
Emneord: Religion og magiske genstande, Bolig og udsmykning i boligen (også nips og gardiner), Fest eller ritual, Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Figuren symboliserer med ni trin det royale eller kongemagten. Til udsmykning i et tempel eller på husalteret (Th.A.126)....