Søg genstande i databasen

Her kan du søge i alle UNESCO Samlingernes omkring 4.000 genstande fra hele verden. Start din søgning ved for eksempel at indtaste en genstandstype, du gerne vil finde, i ’genstandsnavn’ eller ’fuldtekstsøgning’. Med de blå bokse til højre kan du derefter filtrere din søgning i forhold til bestemte emner, indsamlingslande og samlinger. Du kan også gå på opdagelse i de blå bokse uden at have valgt en bestemt genstandstype (i venstre side).

Viser 1 - 10 af 163
Genstandsnummer: BAH.26
Samling: Bahrain
Emneord: Handel, Fiskeri
Uddrag: Næseklemmen blev brugt i forbindelse med dykningen efter perler, for at dykkerne kunne holde sig længe under vandet. Ofte dykkede de flere minutter ad gangen og over 20 gange i løbet af en arbejdsdag. Disse næseklemmer er købt i Kuwait i 2013 i en forretning, der handler med traditionelle ting og souvenirs. Perlefiskeri var vigtig i hele Golfen, såvel Kuwait som Bahrain og en vigtig del af, hvad man lokalt forstår som det traditionelle, førmoderne samfund....
Genstandsnummer: Ddl.A5
Samling: De dødes liv A
Emneord: Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Religion og magiske genstande, Fest eller ritual, Turisme, Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Tupilak-figur i hvid rensdyrtak fra Grønland. Den består af fire uhyggelige væseners ansigter – ingen kroppe eller lemmer. Moesgaard Museum modtog den i 2014. Vi ved ikke, hvornår den er lavet. Tupilak-figurer som denne kendes under navnet ’tupilak’ af enhver turist, der besøger Grønland, men det er i virkeligheden misvisende, for disse figurer er alene små illustrationer af de rigtige tupilakker, som er magiske, ulykkebringende åndevæsener, som man kan sende efter sine værste fjender for at slå dem ihjel. De berømte små tupilak-figurer i f.eks. fedtsten, kaskelottand eller, som her, rensdyrtak, er altså ikke i sig selv magiske. Ofte forestiller en tupilak-figur et åndevæsen sammensat af flere væsener. Ofte er den endvidere i krybende position, men den kan også stå oprejst som denne. Vi ved hvornår de første tupilak-figurer blev skåret i Grønland og hvad der foranledigede det. Det skete nemlig i slutningen af 1800-tallet i Østgrønland, da besøgende danskere undrede sig over, hvordan tupilakkerne mon så ud – disse dræbende ånder, som grønlænderne berettede om. Såvel polarforskeren Gustav Holm som eskimoforskeren William Thalbitzer skal have efterspurgt en illustration af disse dræberånder. Og i stedet for at tegne en tupilak, så skar åndemaneren figurer af bl.a. drivtømmer som illustration. Det var de første tupilak-figurer. Siden er der kommet mange til. I starten lignede figurerne meget de sammensatte åndevæsener, der blev berettet om, men med tiden udartede tupilak-figurerne sig i mere og mere grotesk retning i takt med at de europæiske og amerikanske opkøberes begejstring steg. I dag er det et kunsthåndværk med lang tid og tradition bag sig, og det udøves med stor fantasi. Den genkendelige skabelon udgøres af de groteske og uhyggelige elementer, referencerne til det mytiske univers samt størrelsen og de materialer, der bruges. De magiske tupilakker er uhyggelige og farlige En tupilak er et ulykkebringende trolddyr skabt gennem magi, som ethvert menneske kunne frembringe hvis man fulgte de rette anvisninger og lærte sig at beherske magien. Det var heksekunst, men det var ikke forbeholdt åndemaneren. Man skulle i al hemmelighed sammensætte dele fra forskellige dyr, knogler fra både dyr og mennesker og gerne dele fra et barnelig. Det var også godt at tilføje noget, der havde at gøre med den person, man gerne ville bringe ulykke over, for eksempel lidt hår eller neglerester. Så skulle tupilakken gøres levende ved at synge bestemte trylleviser og blive stor ved at suge af sin skabers kønsdele. Dernæst skulle den almindeligvis søsættes, og så ville den selv finde frem til sit offer og dræbe det. Men det var en risikabel affære, for hvis offerets kraft var større end afsenderens, så ville tupilakken følge offerets vilje og vende tilbage til sin skaber og dræbe ham i stedet. Den eneste måde, fremstilleren da kunne redde sit skind på, var ved at gå til bekendelse. I Bodil Kaalunds bog ’Grønlands kunst’ (2011), er der på side 28 en lille beretning om en pige, der under sin alvorlige sygdom – af angst for at være blevet offer for egen trolddom – bekender at have bygget en tupilak. Her får man også fortalt hvordan tupilak-byggeriet konkret gik for sig. På side 30 er der en anden, lige så kort, beretning om hvordan en grønlandsk åndemaner har frembragt en tupilak. Begge beretninger er fra begyndelsen af 1900-tallet, men så sent som i 1970erne har østgrønlandske fangere berettet om en kajakmand, der var blevet trukket ned i dybet, da han havde harpuneret en tupilak fordi han troede, det var en sæl. Fangerne skar en tupilakfigur af uhyret som illustration (s. 32). Tupilakken gik til angreb som det dyr, den lignede. Hvis den antog sælens form, trak den således offeret ned under vandet og druknede det, men hvis den havde form som en isbjørn, åd den offeret. Hvis tupilakken var usynlig, skræmte den offeret til døde eller ranede offerets sjæl. Efter sin gerning opløstes tupilakken. Tupilakken lignede efter den vest- og sydøst-grønlandske opfattelse et almindeligt dyr, men kunne skifte form til et andet dyr. Den kunne omdanne sig til ethvert af de dyr, hvis knogler var blevet brugt til at lave den. I den nordøst-grønlandske opfattelse lignede tupilakken flere forskellige dyr på én gang. Tupilakkens religiøse kontekst I en artikel om den grønlandske tupilak beskriver Robert Petersen en del af det religiøse univers, som tupilak-troen indskriver sig i: ”Tupilakmagien er ikke noget isoleret fænomen indenfor eskimoernes religion. Man kan ikke rigtig skille den fra religionen, fordi en række religiøse og magiske grundopfattelser var betingelsen for tupilaktroens eksistens. Af disse grundideer kan følgende nævnes: 1) I troen på dyrenes formering indgik den opfattelse, at dyreknogler ville få kød på igen og igen blive til fangstdyr. Når man smed sælknogler i vandet var det jo meningen, at disse knogler ville blive til et nyt dyr. 2) Anvendelse af de forskellige dyreknogler skyldtes ikke blot den nævnte regenerationstro, men også – ligesom i amulettroen – den tanke, at man derved kunne udnytte de forskellige dyrs ledsjæle, og dermed deres egenskaber. Et enkelt leds sjæl kunne så repræsentere et helt dyr med dets udseende, størrelse og opførsel, og ikke mindst dyrets angrebsform. 3) Den sorte magi tænktes at skulle virke ved handlingens hemmeligholdelse, ved trylleviser, efterligning og berøring. Alle disse dele indgik i tupilakmagien. 4) Åndetroen befolkede naturen med stærke væsener, der ikke selv havde nogen vilje, men måtte adlyde et viljesvæsen, når dette havde lært at beherske magien” (1987-88, s. 50-51). Tupilaktroen havde betydning for grønlændernes hverdagsliv I Grønland var tupilaktroen engang så virkelig, som noget kan blive. Tupilakken var i dén grad levende for de folk, der sammensatte knogler og sang viser over dem, eller døde i sikker forvisning om, at de var ofre for egen trolddom. Og den var virkelig for de folk, der overværede seancer, hvor åndemaneren jagtede og tilintetgjorde en tupilak. Men hvad oplevede åndemaneren selv i sit indre, spørger Robert Petersen afslutningsvis (s. 51). Det ved vi i sagens natur ikke. Men tupilak-byggeriet har været et redskab til, i al hemmelighed, at forsøge at håndtere visse typer af konflikter i samfundet. Og tupilaktroen har udgjort en vigtig bestanddel i samfundets forklaringsmodel for sygdom, død og ulykke: Hvorfor er min tante dødeligt syg? Måske har nogen sendt en tupilak? (Teksten bygger på Tinna Møbjerg, 2001, Rolf Gilberg, 1986, Bodil Kaalund, 2011, og Robert Petersen, 1987-88)....
Genstandsnummer: Ddl.A6
Samling: De dødes liv A
Emneord: Leg eller fritid, Religion og magiske genstande
Uddrag: Brummer med snor og holdepind – legetøj og kultgenstand. Trædelene er lavet af fyrretræ mættet med linolie, og snoren er af skind fra en remmesæl (sælen har netop fået sit navn, fordi dens skind er godt at lave remme af). Brummeren er blevet snittet på foranledning af Moesgaard Museum i 2014, af Andreas Sianale fra Tasiiq i Grønland. Andreas legede selv med brummere da han var barn. Brummere har været kendt af alle grønlændere, og helt op til begyndelsen af 1900-tallet har man brugt det lydfrembringende legetøj i religiøse sammenhænge. For de voksnes var det kultgenstande, og man hørte åndernes stemmer i de summende lyde, brummerne frembragte. Brummeren her er ikke en helt eksakt rekonstruktion, men den er lavet efter et specifikt forlæg, nemlig en ca. 100 år gammel, østgrønlandsk brummer, som blev indsamlet af eskimo-forskeren William Thalbitzer under en ekspedition i 1909. Originalen er fra Tsiilak i Ammassalik-distriktet, og befinder sig nu på Nationalmuseet i København. Du må gerne prøve den. Når brummeren slynges rundt i luften vil den begynde at snurre om sin egen akse, og så opstår lyden. Efter et lille stykke tid vil snoren være tvunget så meget den ene vej, at brummeren stopper og begynder at dreje den anden vej. Dette vil resultere i en mystisk stigende og faldende tone. Hver brummer har sin egen lyd, og flere brummere sammen lyder som noget, der hører en helt anden verden til – åndernes verden. Vi kender også brummere fra andre verdensdele og tidsaldre. I Danmark har man fundet en 8.000 år gammel ’Kongemose Brummer’, der er lavet af en knogle fra en hjort. Kongemose Brummeren har en glat kant i modsætning til modellen i samlingen her. Grønlandske brummere er typisk udsmykket med en takket kant. Det er den flade form og rotationen, der frembringer lyden, ikke kantens udformning....
Genstandsnummer: Ddl.A7
Samling: De dødes liv A
Emneord: Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Drama eller teater, Dans, Religion og magiske genstande, Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Disse to ansigtsmasker stammer fra Østgrønland, og Moesgaard Museum modtog dem i 1998. De er udskåret i sortfarvet træ og har indsatte tænder, der formentlig er lavet af tand eller ben. Det er et par, mand og kvinde. Man kan se, at den ene maske er en kvinde (7a) på grund af hårtoppen, typisk for grønlandske kvindemasker, og smykkerne. Kvindens top er ofte pyntet, her med et orange hårbånd af stof hvorfra der hænger perler af ukendt art. Vi ved fra en maske i Bodil Kaalunds bog ’Grønlands Kunst’ (2011), at perlepyntet f.eks. kan være lavet af ammassæt-fiskens ryghvirvler eller af glas, og at man også har lavet hårbånd af strimler af afhåret sælskind (fig. 95). Kvinden her bærer endvidere ørenringe af perler og et trekantet vedhæng, der formentlig er af ben eller tand. Mandens (7b)  mund er forvreden og begge masker har adskillige lyse, parallelt løbende streger udskåret på hage, pande, kinder, næseryg og ved øjnene. Formodentlig er maskerne af nyere dato, da ører og indsatte tænder typisk ses på nyere masker. Snorene bagpå tyder på, at det alene er ansigtsmasker af type, men ikke af anvendelse: de har været anvendt som vægophæng. Vores viden om disse to specifikke masker er imidlertid sparsom – vi har ikke engang en datering. Det er derfor relevant at inddrage mere generel information om grønlandske masker fra Bodil Kaalunds bog, der ligger i UNESCO kassen. Dette kan hjælpe os til at analysere vores maskepar bedre og forstå hvilke mulige fortolkninger der kan være. De mest relevante oplysninger er samlet her: Fra omkring 1880erne kender man flere masker, der tydeligt hører sammen som par, mand og kone. Med tiden er det blevet mere og mere almindeligt. ”I vor tid er det næsten obligatorisk at skære et maskepar” siger Kaalund (s. 80), og andetsteds forklarer hun, at parret som en naturens ligevægt ofte ses afbilledet i Grønland. Menneskeparret optræder således også som dukker, som amuletter eller i små håndmasker med et mandeansigt på den ene side og et kvindeansigt på den anden (læs mere på side 27).   Grønlandske masker forestiller altid ånder eller mennesker, aldrig dyr Man ser meget sjældent farver på træmaskerne, bortset fra sort. Den sorte farve fremstilles af lampesod og tran eller (i dag) plastikmaling. I gamle dage var træmaskerne lavet af drivtømmer, i dag bruges forskellige slags importeret træ. Mundene er åbne og altid udadkrængende og rektangulære i formen, aldrig runde som man f.eks. ser det på masker fra Sibirien eller Alaska. Grønlandske masker varierer meget i forhold til funktion, form og materiale. Der findes dansemasker, teatermasker, personportrætter, håndmasker, husmasker, små masker skåret af børn, masker af træ, skind, tøj og papir, og masker med ansigt på begge sider. Man har sågar set en maske lavet i rugbrødsdej og ”en meget udtryksfuld og smuk maske forarbejdet i det højest uædle materiale polystyrenskum, brugt som emballage for en transistorradio” (s. 84). Masker kan laves af hvad som helst. Masker laves også ved at smøre ansigtet ind i sort lampesod (sort anses for at være en farlig farve) og omdanne næsen til en opstoppertud ved at binde en snor tværs hen over næse og kinder. Som du kan se i minifilmen i lånermappen, kan man også spile kinderne ud ved at anbringe en pind på tværs i munden. Samtidig forvrænges stemmen.”Denne metode bruges endnu af mitaartut-udøvere (se side 34), og for dem gælder det om at være ukendelige for hinanden, for bopladsfællerne. Når åndemaneren derimod gjorde sit ansigt og sin stemme ukendelig, så var det ikke for sine stammefrænder, for de vidste nok, hvem han var. Det var for magternes skyld, ånderne, som nødigt skulle kunne kende og eventuelt hævne sig på den, der påkaldte og udfordrede dem” (s. 28, 70-84 og citat: s. 72). Hvad betyder striberne i ansigtet? Bodil Kaalund forklarer, at det er i Østgrønland, man kan tale om en egentlig maskekultur og at ”træmaskerne var langt de fleste … Hovedparten er skåret ud i den såkaldte skeletornamentik, eller skindstrimler er sat på med samme lineære virkning. … Den ældste grønlandske maske, vi kender, er en lille håndmaske fundet i en husruin ved Ammassalik ... Masken er stærkt furet, med tværgående linjer henover næseryggen og panden, rundt om øjnene og enten udgående fra eller rundt om munden. Det er de samme linjer vi finder igen og igen, omend med variation. Forestiller de et tatoveret ansigt? Eller betyder ornamentikken noget kultisk, både når de bruges som tatoveringer og som udskæringer på en maske?” spørger Kaalund (s. 70, 77). Fra visse områder i Grønland kender man til sådanne tatoveringsstriber på kvinders ansigter, forklarer Kaalund videre. De markerede vigtige begivenheder i kvindens liv: ”første menstruation, giftermål, første fødsel, første drengefødsel, første sæl fanget af ældste søn (dette sidste blev markeret med lodrette striber på hagen). Alt sammen begivenheder, der havde med forplantning og fangst at gøre, overlevelse, slægtens videreførelse … man kunne så at sige aflæse hendes livsforløb i hendes ansigt”. Denne type tatoveringer blev brugt helt op til 1900-tallet, og ”det hører med i vurderingen af tatoveringernes dybe sammenhæng med livets fortsættelse, at den straffende Månemand blev vred og holdt fangstdyrene tilbage, hvis kvinderne var dårligt tatoverede – Månen havde jo også magt over menstruation og fødsel” (s. 78-79). Men ornamenterne kan også være udtryk for en dødekult, foreslår Kaalund: ”Det er min mening, at de indridsede ornamenter – den såkaldte skeletornamentik – på de fleste masker er udtryk for en nu glemt, kultisk forseelse og efterhånden er blevet en tradition, som tiltaler kunstneres sans for dekorative virkninger”(s. 79). Et tredje element, man skal holde sig for øje, er at ”linjerne (kan) markere vigtige centre, såsom stedet mellem øjnene hvor forstanden bor, eller sanseorganerne pointeres: øjne, næse, mund. Ørerne er ikke med på de gamle masker, først i vor tid dukker de op, men uden større betydning” (s. 79).   Der er således nogle oplagte fortolkningsmuligheder, men som man måske kan fornemme er det meget lidt, man ved med sikkerhed om de specifikke maskers betydning. Kaalund fremhæver derfor flere mulige fortolkninger og bruger sin store, generelle viden om grønlandsk kunst og kultur til at argumentere for, hvorfor hun hælder mest til en bestemt fortolkning:    ”Måske gør man sig for mange tanker om disse ornamenter. Kunne det ikke bare være et portræt af en rynket gammel kone?” spørger Kaalund og svarer: ”Jeg tror det ikke. De deciderede portrætmasker, vi kender, er alle glatte i ansigtet, omend karakteristiske furer er med. Men disse parallelt løbende indskæringer, der dels understreger visse former, dels går på tværs af og derved opløser formen, må have enten kultisk mening eller være en kunstnerisk abstraktion” (s. 79).  ”At maskekunsten har kultiske rødder er vel hævet over enhver tvivl, og selve systematikken i stregornamenterne: tre-fire streger henover panden, tre-fire streger ved næseroden, streger rundt om øjnene, markering af næsefløjen mv. tyder på en særlig mening, en fast tradition, der må have med kult at gøre. Men at kunstnerne ’realistisk’ har kigget på sig selv og deres nærmeste, når de har gengivet et ansigt, synes også klart. Selv masker, der skulle forestille hjælpeånder, kunne være realistisk opfattede, idet disse væsener blev accepteret som værende af et ganske bestemt udseende og observans. Ingen drog i tvivl at de så ud som beskrevet af åndemaneren. De var realiteter” (84). Nye og gamle masker - og deres anvendelse Kaalund kommer med følgende beskrivelse: ”I 1921 var alle østgrønlændere døbt, men maskerne og trommen har nok været i brug endnu nogle år, omend i det skjulte. Og langsomt overgår masken til at blive et salgsobjekt og husflidsprodukt. I disse masker fra 30’erne og op til i dag kan man spore en søgen mod et stadig mere vildt og grotesk udseende. Det er som om, at jo længere væk man kommer fra brugen af masker, jo mere outreret bliver stilen. Det virker som en slags kulturens krampetrækning. Hver maskeskærer har sin stil inden for de givne rammer: naturlig størrelse, sort bundfarve, indsatte tænder i munden og udskæringer, der går ned i træet, således at striben står lyst mod den sorte bundfarve. De indsatte tænder kan være rigtige dyretænder eller tilskårne ben- og trætænder. I nutidige masker ses også tit en tunge bag tænderne. Indsatte øjne af ben eller tand kendes i enkelte tilfælde. På masker fra Scoresbysund bruges at sætte hår og sommetider skæg af moskusoksehår på, og nu og da ser man øjenbryn markeret med skind eller fjer. Hovedsageligt skabes virkningen dog i træets materiale alene, med den sorte farve til hjælp.” (s. 80f.).    ”Vi ved”, siger Kaalund, ”at maskerne før kristendommens indførelse har været brugt som dansemasker til kultiske danse, og det stemmer også godt overens med den bevægede, slyngede ornamentik og de ofte forvredne munde og næser (fig. 89 og 90): maskerne har afgjort ikke været beregnet til statisk ophøjethed som afgudsbilleder eller dødsmasker. De har været beregnet til bevægelse, dans, været et led i en dramatisk, kropslig udtryksform, og de har ved deres ornamentik og udtryk forstærket dansens virke” (s. 74). Som allerede nævnt ved vi ikke meget med sikkerhed om maskens brug i kultisk sammenhæng. Derfor stiller Kaalund en række kvalificerende spørgsmål: ”Har maskerne haft en særlig kultisk funktion, været en fast rekvisit ved frugtbarhedsceremonier eller ved begravelsesritualer? Forestiller de måske afdøde forfædre, og har de været brugt ved mindefester omkring en dødekult? Når der er forholdsvis få masker i de arkæologiske fund, er det så fordi maskerne har været en helt privat ejendom og blev begravet eller brændt ved deres bæreres død? Eller har de været så hellige, at de efter deres brug i ritualer måtte tilintetgøres?” (s. 72). Vi ved at ”nidkære missionærer og præster beordrede især masken og trommen brændt ved kristendommens indførelse. Herved er mange masker beklageligvis gået tabt, men samtidig er forbuddet i sig selv bevis på, at maskerne har været nødvendige redskaber i en kultisk handling” skriver Kaalund. Hun forklarer videre at ”en af de kultiske handlinger vi kender til, er åndemaning, der havde til formål at skaffe bedre fangst”. Når der var dårlig fangst eller dårligt vejr, foretog åndemaneren rejser til havets bund for at rede og rense håret på Havets Moder. Hun sendte så sødyrene op til havets overflade igen som tak for hjælpen. I den forbindelse, skriver Kaalund, havde åndemaneren ”sine helt nødvendige og personlige hjælpeånder, og en af fortolkningerne går ud på, at maskerne forestiller hjælpeånder” (s. 74.). Læs mere om åndemaning på side 32-33. Ansigtsmasker i træ har helt sikkert været brugt som dansemasker og teatermasker I perioden fra 1880erne til kristendommens dominans i 1930erne har vi mere konkret viden om de forskellige maskers anvendelser, og Kaalund grupperer dem på følgende måde: Dansemasker, som blev brugt til forskellige ceremonier, for eksempel trommedans før lampeslukningsleg eller sangkamp. Nogle dansemasker gengav danserens mimik – latter eller skræk. Teatermasker blev brugt til underholdning, blandt andet en åndemaningsleg, hvor man imiterede en virkelig åndemaning. Den, der spillede åndemaner, bar masker der forestillede hans hjælpeånder. De små håndmasker blev brugt til at illustrere fortællinger og sange, idet de på skift blev trukket frem fra et raslende tarmskindsforhæng under fremførelsen. Mitaartut-masker, der ofte er lavet af skind eller de føromtalte sortmalede ansigter, blev brugt fra nytårsaften til helligtrekongersdag, og her gjaldt det om ikke at blive genkendt. For de, der ikke kunne genkende personen bag masken, måtte give personen gaver, forklarer Kaalund. Husmasker beregnet til vægophæng repræsenterede ’husets ånd’ i mindre størrelse. De var opsat på husets østre væg. Fremmede mistede deres kraft ved at se på dem og derved beskyttede de husets beboere. Endelig havde man små, massive masker, der ikke var beregnet til at tage på og som var skåret af børn og unge. De betragtes som maskekopier eller håndmasker, som blev brugt i børnenes leg og som formentlig blev snittet som en del af oplæringen (s. 34, 73, 83).      Souvenir-objeker og moderne kunst trækker på gammel grønlandsk mytologi og maskeskærertradition Fra hedensk tid og overgangsperioden til kristendommen har man kun omkring 200 masker på museer og i private samlinger, og ingen af disse kan dateres før slutningen af 1800-tallet. Mange masker blev nemlig brændt ved kristendommens indførelse. Kaalund forklarer, at ”da de gamle trosforestillinger blegnede, blev maskerne brugt til at skræmme børnene med, når de blev for urolige. Senere endnu, i de sidste årtier, blev den traditionelle maske reduceret til et souvenir-objekt. I samtidskunsten derimod er masken som begreb genstand for mange fine kunstneriske fortolkninger, både i teatrets og billedkunstens verden” (s. 74). Det er her oplagt at fremhæve Tukak-teatret i Vestjylland, og det deraf affødte Grønlands Nationalteater, som har fortsat masketraditionen i kunsten. Og i lånermappen kan man se et fint eksempel fra malerkunstens verden (maleri af Mike J. Kristiansen, født og opvokset i Sisimiut. Udstillet i Aasiaat Museum, Sisimiut Museum og Kulturhuset i Sisimiut). Når man som her har gennemgået Kaalunds analyse af den grønlandske maske bliver det tydeligt, at selvom de grønlandske masker, der laves i dag, ikke er rekvisitter til udøvelse af religion, men derimod produceres som souvenirs og kunst med henblik på salg, så formgiver grønlænderne fortsat deres masker ud fra en skabelon, der rækker langt tilbage i tiden med referencer til hele det grønlandske mytologiske univers og den gamle fangerkulturs forståelse af sig selv og sin omverden. Derved bliver det måske mindre vigtigt, om vi kan tidsfæste vort maskepar præcist eller ved, hvordan netop disse masker er blevet brugt. Blot i kraft af deres grundform bærer de den grønlandske maskeskærerkultur i sig.  ...
Genstandsnummer: Ddl.A8
Samling: De dødes liv A
Emneord: Leg eller fritid, Religion og magiske genstande, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Denne lille, ansigtsløse figur i birketræ er en tro kopi af en træfigur fundet i en grønlandsk grav. Tag den gerne op og studér dens former. Originalen findes på Moesgaard Museum. Vi kender ikke dateringen, men vi ved, at den blev givet til museet i 1954, og i den sparsomme beskrivelse, der fulgte med overdragelsen, hedder det sig, at det er en ”mandsfigur, armløs, forarbejdet af (fyrre?)træ. Anorakklædt uden ansigtstræk” (Moesgaard Museums genstandsdatabase, EA 11-11). I Grønland findes en rig tradition for at skære sådanne små figurer af såvel dyr som mennesker i træ, ben eller fedtsten. Manden og kvinden er et yndet motiv, det skildres igen og igen med simple virkemidler, nogle gange i selskab med sæl, telt, kajak og konebåd – hele bopladsens lille verden (læs mere i Kaalund, 2011, s. 27). De første grønlandske menneskeskulpturer, man kender, er fra Dorset-kulturen (500 f.kr.-1300 e.kr.), og stilistisk set er der ”en kraftig tråd fra dukkerne og op til moderne grønlandsk kunst” (Kaalund, 2011). Mange af figurerne er uden arme og fødder. Nogle er som denne uden ansigt, mens andre har ansigtstræk. Kvinden skildres nogle gange med et barn i amaat – rygpose. Kvindefigurerne kan være med eller uden bryster, men i reglen med en hårtop – kvindens pryd. På andre figurtyper fremhæves de kønslige attributter dog kraftigt. Faktisk så kraftigt, at flere eksperter mener, de må have haft forbindelse til en frugtbarhedskult. De mere groftskårne dukker – som denne – har ofte været beregnet til at blive påklædt. Nøjagtige minikopier af traditionelle, grønlandske festdragter eller hverdagsdragter er blevet syet og sat på figurerne. Man kan finde fotos af forskellige figurtyper og påklædning på side 23-27 i Keld Hansens bog ’Legetøj i  Grønland’ (1979), og på side 150-159 i Bodil Kaalunds bog ’Grønlands Kunst’ (2011). Der kan du også læse mere om, hvordan dukkerne er blevet brugt, og hvilke slags figurer, der findes. Begge bøger ligger i UNESCO kassen.      Legetøj og forfader-pusledukker Som nævnt har nogle figurtyper (med store attributter) muligvis været anvendt til regulære kultiske formål, men langt de fleste har været brugt som legetøj til børn – helt almindelige dukker. Og dog, helt almindelige var de måske alligevel ikke efter dansk målestok. Ofte blev dukkerne nemlig navngivet efter afdøde personer. Det samme gjaldt for øvrigt børnene, fortæller Keld Hansen, og ”dette gjorde man for at navnene ikke skulle blive glemt og for at hædre de afdøde. Og man kan ikke udelukke, at det i visse tilfælde har været med den hensigt, de voksne har gjort så meget ud af at fremstille mange dukker. Dette er der bl.a. flere eksempler på fra Østgrønland. Og på den måde kunne pigerne pusle om de afdøde, skifte deres tøj og give dem mad” (Hansen, 1979, s. 26f.). De levende kunne således fortsætte med at have en form for relation til forfædrene, selvom de var døde. Ifølge den grønlandske tradition har en persons navn en helt særlig betydning. Det hænger sammen med opfattelsen af menneskets opbygning: Mennesket har tre dele: et navn, et legeme og en sjæl. Og ”når en person døde, blev hans navn tilbage og skulle have bolig i et andet menneske” (Møbjerg og Rosing, 2001, s. 23). Navnetraditionen er ikke helt begravet i Grønland I en mail til Moesgaard Museum (2014) beretter en museumsinspektør fra Grønland om følgende interessante begivenhed, der fandt sted under det såkaldte ’Mitaartut’ (’Mitaartoq’ i flertal), hvor udklædte mennesker (mitaat/mitaaq) går fra dør til dør for at skræmme folk. Det foregår fra nytårsaften og hver dag frem til helligtrekonger: ”Det stærkeste jeg selv har oplevet var følgende: 2-3 mitaat kom på besøg hos os 6. januar i 1998 oppe i Nuussuaq (Upernavik). Den ene var en kvinde med det ene bryst blottet og en fuglevinge klistret hen over maveskindet. Huden var dækket med sovsekulør. I tre snore om halsen hang der seks døde nyfødte hundehvalpe med snor om halsen. Det så meget makabert ud og voldsomheden forklares sådan: Hendes mor var død få år forinden. En lille pige var navngivet efter hende. Denne lille pige var denne dag ude at gå mitaartoq for første gang (mitaarqaarpoq). For at ’støtte’ denne lille pige, og for at støtte sin afdøde mor, skulle hun nu selv gøre alt hvad hun kunne for at blive en god mitaaq. Derfor den voldsomme udklædning - det skulle vise, hvor glad hun var for den lille piges navn. I den situation har disse mitaat noget med afdøde at gøre, men det er fordi det går igennem navneskikken. Havde den lille pige f.eks. spillet fodbold på isen ville den samme kvinde også skulle udklædes i fodboldkostume og næsten ’klovne’ sig igennem en foldboldkamp, for at gøre opmærksom på sig selv, den lille pige og i sidste ende mindet om den afdøde”....
Genstandsnummer: G.1
Samling: Grønland
Emneord: Beklædning og stof, Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Undervisning og skole
Uddrag: Påklædningsdukke-planche til illustration af kvindedragter....
Genstandsnummer: G.2
Samling: Grønland
Emneord: Billeder, foto, plancher, plakater, tegninger, Undervisning og skole
Uddrag: Grønlandsk-dansk planche med forslag til læringsaktiviteter....
Genstandsnummer: G.9
Samling: Grønland
Emneord: Fiskeri, Jagt, Øvrige redskaber
Uddrag: Fremstilling: Jernblad nittet ind i et forholdsvis langt træskaft (kopi TN)....
Genstandsnummer: G.12
Samling: Grønland
Emneord: Materialer og redskaber til håndværksproduktion
Uddrag: Kajakskraberen er af hvalrostand, flad og forholdsvis let. Anbringes under en tværrem foran mandehullet. (Kopi BS)....
Genstandsnummer: G.13
Samling: Grønland
Emneord: Fiskeri
Uddrag: Fiskekøllen brugtes til at bedøve fisken med, straks den var trukket op af vandet. Derefter blev den slået helt ihjel med fangstkniven. Køllen medbragtes på kajakken, stukket ind under en af tværremmene. Materialet er træ. (Kopi BS)....