Genstandsliste for Hinduisme

Ornamenteret terrakottafigur. Elefantfiguren her er et såkaldt votiv-offer som anbringes foran Aiyanar-templerne. Det mest almindelige offer til Aiyanar er heste og køer, men det kan f.eks. også være kameler og elefanter. Hestene spiller en særlig rolle, fordi Aiyanar og hans hær af guder menes at ride rundt i landsbyen om natten og bekæmpe dæmoner og onde guder.

Aiyanar er en meget anvendt landbysgud i Tamil Nadu området i Sydindien, hvor han fungerer som skytsgud (beskytter) for en landsby og dens indbyggere. Det er en udbredt skik at placere terrakottafigurer foran templerne, som tak til Aiyanar for hans hjælp. Nogle steder har der med tiden samlet sig flere tusinde figurer. Figurerne kan symbolisere forskellige ting. En figur af et barn kan f.eks. være en takkegave fra et ægtepar, som har lovet at ofre til Aiyanar, hvis han hjælper dem med at få et barn (se Hi.2). Det er karakteristisk for votiv-ofre, at man ikke ofrer på forhånd. Man ofrer først efter guderne har opfyldt deres del af aftalen (ordet votiv kommer af latin votum som betyder løfte). Der er ikke altid en forbindelse mellem det, man takker for og ofrets udformning. Elefantfigurer kan f.eks. ofres som tak for mange forskellige ting og behøver på ingen måde at betyde, at giveren har fået sig en elefant.

Læs en historie om, hvordan indsamleren af denne samling, antropolog Lars Kjærholm, konsulterede et orakel og ofrede en terrakotta-hest for at få hjælp fra Aiyanar i artikel 2.3 i lånermappens afsnit 8. Du kan også se billeder af votiv-ofringer på planche Hi.179 og på side 14 i PowerPoint 1 i lånermappens afsnit 7. 

I Tamil Nadu er man også begyndt at dyrke guden Aiyappan, som længe har været populær i naboregionen, Kerala. I den forbindelse er Aiyanar og Aiyappan blevet identificeret som den samme guddom i Tamil Nadu, og det kan du læse mere om i artikel 2.1 og 2.3 i lånermappens afsnit 8, men som du vil erfare under læsningen, tilbedes de to guder på ganske forskellige måder: Aiyappan tilbedes ikke med terrakotta votiv-ofre, han tilbedes med kærlighedssange gennem en bhakti-kult (læs mere om Aiyappan i teksten til Hi.60).

Denne ornamenterede terrakottafigur forestiller en pige på en bådformet piedestal. Figuren er et votiv-offer som anbringes foran Aiyanar-templerne (se Hi.1). En figur af et barn - som her - er en tak fra et ægtepar, der har fået et barn. Den lyse farve i ansigtet betyder at der er tale om en pige. Hvis figuren havde været mørk i ansigtet, ville der have været tale om en dreng.

Shanku (sanskrit: shankha) Denne konkylie bruges som et blæseinstrument under tempelritualer. Konkylien er ofte forbundet med den ene af de tre hovedguder, Vishnu, men den bruges også i nogle Shiva-templer som en beholder til helligt vand.

(Se planche Hi.170 for billede og beskrivelse af de tre hovedguder i hinduismen: Shiva, der ødelægger verden, Vishnu, der bevarer verden, og Brahma, der skaber verden. Og læs mere om hinduistiske guder og deres historier i artikel 1.1 i lånermappens afsnit 8).

Trishula (sanskrit).Trefork i støbt messing. Det tilspidsede skaft er lavet til at stikke i jorden, så du kan placere den, hvor du vil og bruge den som et improviseret gudealter til at tilbede Kali eller muligvis Shiva. Begge disse guder er ofte afbilledet med en trefork i deres hånd, og den kan derfor repræsentere begge guder.

Vel (tamilsk). Messingspyd med bladformet spydspids. Spydets specielle design viser, at der er tale om en repræsentation af krigsguden Murugan. Skaftet er tilspidset, så det kan stikkes i jorden og bruges som et improviseret gudealter. I spydet er indgraveret det tamilske tegn for den hellige stavelse OM. OM er lyden af kosmos og det mest brugte mantra - en hellig formula / en lydenhed, der indgår i bøn og meditation og forskellige puja-ritualer. En del hinduer har en lille tatovering med OM på hånden (se hvordan det kan se ud på kobberpladen Hi.122 og læs mere om lyden OM i artikel 4.1 (s.3) i lånermappens afsnit 8).  

Murugan er meget populær i Sydindien. Tilbedere demonstrerer deres loyalitet overfor Murugan og deres tro på den hinduistiske lære om, at sanserne er en illusion, ved at stikke små spyd, der ligner miniudgaver af dette store spyd, igennem tungen og kinden. Vi har disse ansigtsspyd i samlingen: se Hi.152-158. Se endvidere planche Hi.175 for et billede og en beskrivelse af Murugan.

Ennai vilakku (tamilsk) betyder ordret 'olie lampe'. Olielamper spiller en fremtrædende rolle i det hinduistiske puja-ritual (se tematekst 1 i lånermappens afsnit 5). Det ville være næsten utænkeligt at tilbede guderne uden at bruge en olielampe. Olielamper fås typisk i forskellige størrelser og højder og placeres foran guderne eller for eksempel ved indgangen til puja-værelset - gerne parvis, men har man kun een af en slags, så bruger man bare den. 

Flammen illustrerer hinduernes opfattelse af den højere, skjulte virkelighed, som noget der dels i høj grad er til stede, hvilket bliver tydeligt, hvis du stikker din hånd ind i flammen, dels noget som er umuligt for mennesker at indfange og forstå. Lampen har også en rituel funktion, der ligner krukkens. Ligesom krukken, identificeres lampen med forskellige dele af gudens krop, og præsten tilbeder lampen under puja. Du kan læse om krukkens betydning under Hi.150 og lære om dens rituelle funktion i PowerPoint 4 i lånermappens afsnit 7.

Man anvender bomuldsvæger til olielamperne: se Hi.10.

Langs kanten af olielampens skål stikker der syv 'tunger' ud, som giver plads til syv væger. Øverst er der en påfugl, der er forbundet med krigsguden Murugan: Påfuglen er Murugans ridedyr.

Denne olielampe er associeret med guden Aiyappan. Figuren øverst på lampen er formentlig et fallossymbol. Aiyappan er nemlig søn af Shiva (ødelæggeren), som nogen gange tilbedes i form af lingam (fallos).

Kuthu vilakku (tamilsk). Denne olielampe er en større og nyere udgave af Hi.6, udsmykket med en stiliseret påfuglefjer i topppen, som skal henlede tanken på krigsguden Murugan, idet påfuglen er hans ridedyr. Den er indsamlet i 2015 og er stort set identisk med Hi.6 som er indsamlet i 1990. Dette illustrerer, i hvor høj grad visse hinduistiske elementer beholder præcis samme udtryk over tid. 

Disse væger er lavet af bomuld og anvendes i olielamperne (f.eks. Hi.6 - Hi.9 og Hi.34). Normalt vædes de i vegetabilsk olie eller ghee, som er en slags klaret smør. Der er tre måder at tænde en olielampe på. Den ene måde er at tænde kun én væge og rette den mod det hellige rum. Den anden måde er at tænde to væger som peger i to retninger. Det tredje alternativ er at tænde alle de væger lampen giver mulighed for, så der tændes lys i alle retninger.

Denne beholder går op i en spids og har tre huller i toppen, så der kan komme vand ud. Den øverste del kan skrues af, så der kan fyldes vand i. Den bruges under pujaen, hvor præsten stænker vand på tempelgængerne.

Mani (tamilsk). Denne messingklokke bruges til puja-ritualer. For at tiltrække gudernes opmærksomhed, slår man en klokke an, når offergaverne præsenteres for guderne. Denne klokke bruges til tilbedelse af Shiva (ødelæggeren). Ved ritualer for Vishnu (bevareren) bruges en klokke med Vishnus diskos. (Du kan se Vishnus diskos på planche Hi.170 og Hi.172). 

Klokke af messing, der bruges som votiv-gave til landsbyguder. På planche Hi.179 kan man se en masse små klokker af samme type. De er hængt op på stammen af et træ, der skråner ind foran en helligdom af den lokale landsbygud Aiyanar. Klokkerne er ofret til Aiyanar. Sådanne træer fyldt med klokker ofret til guden, er et almindeligt syn foran Aiyanartempler og -helligdomme. Man behøver ikke ofre en klokke hver. Man kan f.eks. skillinge sammen ti personer om en klokke og ofre den sammen.

Karatala (sanskrit). Dette lydinstrument benyttes ved puja-ritualer. De to dele holdes i hver sin hånd og slås ind mod hinanden, så der opstår en taktfuld lyd.

Dette fad bruges ved ofringer til guderne. Det bruges til at stille olielamper og forskellige offergaver på, der skal placeres foran alteret.

Disse 10 små metalplader (i æske) med dyremotiver (a-j) er votiv-figurer. Der findes også andre motiver end dyremotiver (se Hi.97 og Hi.161). Alle sådanne votiv-figurer bruges i forbindelse med ritualer, som skal afvende en eller anden ond skæbne fra et menneske. De bruges over hele Indien i forskellige variationer. Også de kristne indere bruger votiv-figurerne.

Hvordan bruges votiv-figurer i et puja-ritual?

Først udvælger man sig bestemte figurer, der passer til det ærinde man har. F.eks. vælger man en ko/tyr, hvis man har en ko eller en tyr, der er syg (denne votiv-figur repræsenterer både en ko og tyr, og stjernetegnet Tyren). Dernæst udfører man et puja-ritual for figurerne, dvs. tilbeder guderne, sætter figurerne på alteret, tænder en olielampe, brænder røgelse og kamfer, ofrer blomster og frugter, hellig aske og  rødt kumkumam-pulver. Man smører sandalpasta og kumkumam på figurerne og reciterer nogle specielle mantraer, der ofte findes i en af ​​de mange populære bøger med mantraer og yantraer. Slutteligt forærer man figurerne væk til nogen.

I æsken finder du følgende motiver i to eksemplarer: ko, krage, skorpion, slange og gekko.

Kragen anvendes for eksempel, hvis du har Sanishvaradosham, dvs. hvis man har pådraget sig Sani's vrede. Planeten Jupiter, der kaldes Sani i Indien, rider på en krage, og han er en temmelig drilsk og stridbar guddom, som kan skabe mange problemer for de mennesker, som han af en eller anden grund bliver vred på. Hvis en krage flyver over ens hus, og den kommer til at røre ved ens hoved, vil du få problemer med Sani.

Slangen bruges af mennesker, der lider af nagadosham, ond indflydelse fra slanger. Hvis en mand har mange problemer, og han konsulterer en spåmand, kan spåmanden opdage, at mandens bedstefar engang dræbte en slange. Derfor er slangerne nu vrede på bedstefaren, og den vrede er også rettet mod sønnen og sønnesønnen og vil fortsætte i slægten, indtil man har sluttet fred med slangerne (se også Hi.159).

Gekkofigurerne kan man bruge, dersom man har fået et dårligt varsel fra en gekko. Man har forskellige måder at tage varsler af gekkoerne. Man kan gå til et bestemt tempel, hvor der er mange gekkoer. Hvis man f.eks. har en alvorlig sygdom, så siger man til sig selv, ”hvis jeg hører gekkoens stemme fra min højre side, så bliver jeg rask”. Man kan også tage varsler af gekkoen, hvis den f.eks. falder ned fra loftet eller væggen, hvor gekkoen kravler rundt i ethvert indisk hus, og rammer en. Alt efter, hvor på kroppen gekkoen rammer, så betyder det, at enten noget godt eller dårligt vil ske.

Alle kobberpladerne i samlingen har diagrammer. Diagrammerne er hellige yantraer, der repræsenterer guddomme. Yantra (sanskrit) er en af de former, som en gud kan antage, så man skal tænke, at guden faktisk er tilstede i diagrammet på pladen (en gud kan være til stede flere steder på en gang). 

De tynde kobberplader bruges kun til ceremonier i hjemmet til at afværge ulykke for visse personer og aldrig i et tempel. De tykke plader, derimod, kan bruges både i private hjem, i puja-rummet (et specielt rum, der er reserveret guderne og deres tilbedelse) og i templets allerhelligste. Ofte ser man, at folk ikke har gudebilleder eller statuer i deres puja-rum, men kun sådanne kobberplader. I Tamil Nadu regionen er de langt vigtigere end gudebilleder og statuer.

En af de vigtige funktioner ved de tykke plader er, at de medvirker til at 'vække' guden i en statue. En gudestatue, der ikke er indviet, er ikke hellig. Guden 'sover', vil man sige. Der skal en række ritualer til for at vække den og sørge for den guddommelige tilstedeværelse i statuen. Blandt andet lægger man, i hulrummet i soklen, som statuen skal stå på, en række plader af forskellige slags metal, som repræsenterer de fem elementer: jord, vand, ild, luft og rummet. Den øverste plade er af kobber og har påtrykt en hellig yantra. Der er også skrevet en hellig lydformular, et mantra, som på samme måde repræsenterer guden. En brahmin-præst har i mere end en måned reciteret mantraet henover denne kobberplade. Derfor er pladen at sammenligne med et batteri, som er ladet op med guddommeligt nærvær. (Ritualet beskrives mere indgående i PowerPoint 1 i lånermappens afsnit 7).

De tynde plader bruges på en anden måde. De bruges på samme måde som votiv-figurerne (se Hi.23) og proceduren er den samme. Hvis du har alvorlige problemer af en eller anden art, og du konsulterer en astrolog, som finder ud af, at du skal sone en eller anden synd, som du enten har gjort selv, eller som en af ​​dine forfædre har gjort, kan astrologen råde dig til at give et eller andet væk, en ko, eller en række statuer af de ni planeter. Men hvis du ikke har råd til det, kan du i stedet købe sådan en tynd kobberplade og udføre puja-ritualer for den og derefter forære den væk.

Kobberpladerne bruges primært i Sydindien både under puja og som fundament for statuer. 

Tyk kobberplade med Navagraha, de såkaldte ni planeter. 

Det er i øverste række fra venstre: Budha (ikke at forveksle med Buddha) som er planeten Merkur, Sukra som er planeten Venus, Chandran som er Månen.

Midterste række fra venstre: Brihaspati som er planeten Jupiter, Curiyan (Surya) som er Solen, Angaraka som er Mars.

Nederste række fra venstre: Sani som er planeten Saturn og Rahu som er solformørkelse og som er det udødlige hoved af en dragedæmon. Til sidst har vi den (mystiske) 9. planet, Ketu, som er Rahu-dæmonens hale. 

Rahu og Ketu er to dele af samme dæmon. Hovedet, Rahu, jager solen og månen. Tolv gange om året fanger Rahu månen og putter den ned i sit frygtelige gab og sluger den. Men da hovedet er adskilt fra halen, kommer månen ud igen forneden. Det er grunden til, at månen forsvinder en gang hver måned og kommer til syne igen. Sommetider fanger Rahu selve solen. Det er forklaringen på solformørkelse. (Du kan læse den fulde historie på side 3 i artikel 1.2 i lånermappens afsnit 8).

Tynd kobberplade med en yantra der repræsenterer krigsguden Murugan. Det fremgår af figuren, som sidder på en påfugl og holder et spyd i hånden. I yantraet er der skrevet en række stavelser med tamilske bogstaver.

Tynd kobberplade med yantra, der repræsenterer guden Ganesh: han ses i midten med sit elefanthoved. Rundt om ham vises hele den såkaldte dyrekreds, den række af stjernebilleder, som mennesker er født under. Ganesh skal tilbedes først, før man tilbeder det bestemte stjernetegn, som man mener er årsag til ens problemer. Rundt om Ganesh er der her anbragt tamilske tegn for den hellige stavelse OM, som man også finder på billeder af krigsguden Murugan.

Kamachi vilakku (tamilsk). Olielampe med en indgraveret figur af en gudinde siddende på en åkande. Denne type olielampe findes både i templer og på hjemmets husalter i puja-værelset og den bruges kun ved særlige lejligheder - altid af religiøs karakter - f.eks. særlige puja-ritualer eller det hinduistiske nytår.

Messingholder med håndtag, til afbrænding af kamfertabletter. Man lægger tabletten i skålen og tænder den, så man får en lille flamme, man kan gå rundt med. I PowerPoint 1 i lånermappens afsnit 7 findes en video, hvor en præst bærer en flamme hen til de tilbedende, og de rører ved flammen, for at mærke gudens lys og varme.

Bronzebeholder til røgelsespinde formet som en blomsterkrone med blade. I foden er der indgraveret et mønster bestående af blomster og blade. Man stikker røgelsespinde ned i de fem huller i toppen. Se Hi.37 for røgelsespinde.

Der er vedlagt ekstra poser med røgelsespinde (dem uden nummer - ved siden af Hi.37) som man gerne må tage en enkelt af, og sætte i beholderen her (Hi.36) og evt. tænde så duften kan brede sig i rummet. Vær opmærksom på at duften er ret kraftig.       

En fast del af en puja-opstilling er røgelsespinde. De kan fås med forskellige dufte. Røgelse bruges i alle ritualer og er en offergave ligesom mælk, blomster eller mad.

Der er vedlagt ekstra poser med røgelsespinde (dem uden nummer - ved siden af Hi.37) som man gerne må tage en enkelt af, og sætte i røgelsesbeholderen (Hi.36) og evt. tænde så duften kan brede sig i rummet. Vær opmærksom på at duften er ret kraftig.       

Messingdåse (a) med skruelåg (b) til opbevaring af kumkumam (fra sanskrit). Kumkumam er et rødt pulver, der er lavet af vermillion eller rød gurkemeje. Det bruges til at lave et rødt mærke i panden i forbindelse med puja-ritualer, hvor man tilbeder hinduistiske guder i hjemmet og i templet. Det bruges også under puja til at smøre på gudestatuer sammen med en masse af sandeltræpulver (se Hi. 43-a,b). Endvidere bruger man et kumkumam-mærke i panden til at markere, at man er en gift kvinde, og påførelsen af dette pandemærke for første gang, er en vigtig del af det indiske bryllupsritual. Men disse 'ægteskabs-mærker' påføres på en anden måde end puja-mærkerne, og de har forskelllige navne:    

Bindi

Når det røde pandemærke er påført som en plet mellem øjnbrynene, er der tale om en bindi. En bindi viser, at man har deltaget i et puja-ritual, hvor man har tilbedt guderne. Mærket viser tilbederens hengivenhed og beskytter mod onde elementer. Rød bindi benyttes i særdeleshed af Shiva-tilbedere, hvorimod Vishnu-tilbedere ofte bruger en tilak til dette formål (se nedenfor). Hjemme kan bindi påføres uden en præst. Med pegefingeren placerer tilbederen mærket. Det påføres uanset alder, køn eller social status. I nogle tilfælde bruger gifte kvinder i den ældre generation rød bindi til hverdag. Der findes også nogle helt andre smykkelignende bindismærkater (se HI.109), der bruges til almindelige festlige (ikke religiøse) lejligheder. De bruges mest som pynt, men siges også at beskytte mod 'det onde.'  

Sindoor

Når det røde pandemærke er påført som en plet helt oppe ved hårgrænsen og/eller en rød streg ført fra pandeshårs-grænsen og op langs hårskilningen, så er der tale om en sindoor. Sindoor bæres af alle gifte kvinder. Man kan altid kende en gift kvinde på en sindoor. Når indiske par gifter sig er det en fast del af bryllupsritualet, at gommen påfører en rød sindoor streg i panden på sin brud - og siden gør hun det selv. Nogle påfører kumkumam i hele skilningen mens andre nøjes med begyndelsen af skilningen tættest på panden. Metoder og stilarter af sindoor varierer både i forhold til personlige præferencer og regionale skikke. (Sindoor går også under andre navne i andre områder af Indien).

Et rødt pandemærke er således ikke, som mange fejlagtigt tror, ​​et 'kastemærke'. Det siger absolut intet om en persons kaste.

Tilak

Der findes endnu et pandemærke, og det hedder tilak, men det laves typisk af hvidgult sandeltræ-pulver eller hvid helligaske (se Hi.42-Hi.43, Hi.50-Hi.51), og det påføres normalt aldrig i panden som en plet. Tilak bruges altid i religiøs sammenhæng. Tilhængere af Vishnu har normalt en lodret gul/hvid streg og/eller et mærke, der ligner et langstrakt U. Nogen gange kan dette U være rødt. Helt generelt findes der mange variationer over tilak. Shiva-tilbedere bruger normalt hvid helligaske, og de laver tre vandrette streger over panden og/eller en enkelt lodret streg eller cirkel i midten, som det tydeligt fremgår af planche Hi.181 hvor både Shiva og hans to sønner bærer Shiva-tilak. Tilak kan påføres på tolv dele af kroppen: hoved, pande, nakke, begge overarme, begge underarme, bryst, begge sider af overkroppen, maven og skulderen.

Oftere og oftere ser man at det traditionelle sandeltræ-pulver udskiftes med kunstige præparater, da sandeltræ er ret dyrt.

Plastikbeholder med rødt kumkumam-pulver til rødt mærke i panden. (Vær forsigtig. Åben ikke dåsen - det farver voldsomt). Plastikbeholderen er tilføjet af Moesgaard Museum af illustrative grunde. I indien opbevares pulveret i små fine messingbeholdere som Hi.38.

Pose med rødt kumkumam-pulver (må ikke åbnes) det røde mærke i panden, som man ser mange indere gå rundt med. Du kan se pulverets flotte røde farve i den vedlagte plastikbeholder Hi.39. 

Pose med rødt kumkumam-pulver (må ikke åbnes) til det røde mærke i panden, som man ser mange indere gå rundt med. Du kan se pulverets flotte røde farve i den vedlagte plastikbeholder Hi.39. I Indien lægges pulveret over i små fine messingbeholdere som f.eks. Hi.38.

Messingdåse (a) med skruelåg (b) til opbevaring af samthanam, hvidgult sandeltræ-pulver, som påføres i panden i forbindelse med tilbedelsen af hinduguder. Det påføres f.eks. som en streg (næsten aldrig som en plet). Læs om de forskellige pandemærker der findes under Hi.38.

Plastikdåse (a) med låg (b) med samthanam tabletter i, som bruges til at lave hvidgult sandeltræ-pulver. Det bruges når man tilbeder guderne. Tabletterne opløses i vand, så de har konsistens som yoghurt, og påføres i panden f.eks. som en streg (næsten aldrig som en plet). I indien opbevares pulveret i en lille fin messingbeholder som f.eks. Hi.42. Læs om de forskellige pandemærker der findes under Hi.38.

Vibuthi madal (sanskrit: vibhuti). Dette kar bruges til at opbevare helligaske: vibuthi (se Hi.51). Helligaske påføres i panden - lidt på samme vis som det røde og det hvidgule pulver (Hi.38 - Hi.43). Det benyttes i forbindelse med tilbedelse af hinduguderne og påføres af en præst eller af en selv. Asken samles fra ildofringer eller laves af brændt komøg. Pandemærket er en anden variation af tilak, og det bruges ofte af Shiva-tilbedere, der laver tre vandrette streger over panden med en enkelt lodret streg eller cirkel i midten. Det kan også bruges af Vishnu-tilbedere, som dog ville bruge et andet mønster. Læs mere om de forskellige pandemærker der findes under genstand Hi.38.

Vibuthi. Pose med helligaske (må ikke åbnes), som påføres i panden og benyttes i  forbindelse med tilbedelse af guderne. I indien hælder man helligasken over i et lille fint kar: Se Hi.50. (Samme sted kan du også læse mere om helligaske).

Denne beholder bruges til at opbevare typisk flydende væsker som mælk eller vand, som præsten så distribuerer til tempelgængerne enten under eller efter et ritual / en bøn.

Denne krukke bruges til helligt vand. Under pujaen omdanner præsten vandet i krukken til helligt vand fra Indiens hellige floder. Derefter giver han symbolsk vandet til guden, dels for at drikke og dels til at bade i. I templerne overhælder man bogstaveligt gudestatuerne med vandet og samler det i en anden krukke. Når vandet har været i kontakt med guden, er det blevet helliggjort, og de tilbedende drikker af det og hælder det i deres hår. Krukker som denne findes i mange størrelser: se Hi.96 og Hi.150. Læs om krukkens særlige betydning under Hi.150. 

Denne lille kande bruges til at opbevare helligt vand i under pujaen i templet. Præsten hælder lidt ud i tempelgængerens hånd, som denne enten drikker og/eller smører på hovedet.

Rudraksa (sanskrit). Kæde af frugtkerner på snor. Hver kerne er femdelt, og henviser til guden Shivas fem ansigter. Der kan være forskellige antal kerner på kæden. Denne halskæde bæres af hellige mænd og kvinder, som går med dem altid, eller den bruges i en kortere periode af pilgrimme, for at vise pilgrimmens hellige status og asketiske tilstand under prilgrimsfærden. (Læs om pilgrimsfærden i artikel 2.1 i lånermappens afsnit  8.)

Rudraksa (sanskrit). Kæde af frugtkerner på snor. Nogle kerner er seksdelte og symboliserer krigsguden Murugan og hans seks hoveder (se teksten til planche Hi.175). Kæden bæres af hellige mænd og kvinder, som går med dem altid, eller de bruges i en kortere periode af pilgrimme. (Læs om pilgrimsfærden i artikel 2.1 i lånermappens afsnit 8).

Dette er en rekonstruktion af en irumudi-pose - fremstillet af Moesgaard Museum. 

Irumudi er en ganske særlig stofpose, der medbringes af pilgrimme på deres pilgrimsrejse til Aiyappan-templet i Sabarimala. Det er på ingen måde en almindelig ’rejsetaske’. Irumudi er meget vigtig del af hele pilgrimsritualet:

Tasken har to rum. Det forreste rum indeholder en kokosnød fyldt med ghee (en slags klaret smør) og andre ofre til Aiyappan. Det bageste rum indeholder pilgrimmens egen mad. Fyldningen af ​​irumudi er et vigtigt ritual udført af guruen. Hver pilgrim kommer og sætter sig foran guruen. De hælder begge ghee i kokosnødden. Ghee er essensen af ​​livet, den evigt levende sjæl. Kokosnødden er kroppen, der ikke tjener noget formål, efter at sjælen er gået videre. Når den er fyldt, lukkes den og placeres i det forreste rum af irumudi’en.

Ris tages håndfuld for håndfuld og hældes i det bageste rum. Også familiemedlemmer træder frem og hælder ris i. Dette refererer til den hinduistiske dødsrite, hvor de pårørende tilbyder ris til den afdøde. Derved har man sikret sig, at pilgrimmen ikke går glip af dette essentielle sidste ritual, hvis pilgrimmen skulle dø under pilgrimsfærden.

Irumudierne pakkes og bindes forsvarligt af guruen, og pilgrimmene knæler foran guruen, som placerer irumudierne på deres hoveder. Derpå rejser pilgrimmene sig og drejer rundt om sig selv tre gange, og går til slut baglæns væk, på respektfuld vis, uden at vende ryggen til guruen.

Fra nu af må irumudien ikke fjernes fra pilgrimmens hoved uden guruens tilladelse. Når pilgrimmen først har modtaget irumudi, er vedkommende medlem af det hellige broderskab og kan under ingen omstændigheder vende tilbage til sit hjem, før han har gennemført sin pilgrimsrejse. Og man må kun betræde Aiyappan-templets hellige 18 trin, hvis man har en irumudi på hovedet (se Hi.60).

Pathinettampadi. Denne miniaturetrappe er en model af de 18 trin, der fører op til det hellige Aiyappan-tempel i Sabarimala, og den er en vigtig rekvisit i ethvert Aiyappan-alter. På planche Hi.180 kan du se den i brug. Se også PowerPoint 2 i lånermappens afsnit 7.  

Aiyappan og bhakti-tilbedelse 

Guden Aiyappan er meget tilbedt i den sydindiske region, Kerala. Her findes også det berømte tempel for Aiyappan ved Sabarimala. Imidlertidig er pilgrimsrejser til dette tempel blevet populært blandt tamiler i naboregionen, Tamil Nadu. Allerede i 1984 besøgte omkring fem millioner pilgrimme templet i løbet af tre dage i januar, og mere end halvdelen anslås at være kommet fra Tamil Nadu. Antallet er ikke blevet mindre med tiden, og som noget helt nyt - siden 2018 - må kvinder i den fødedygtige alder nu også deltage i pilgrimsfærden. Men det er bestemt ikke uden komplikationer. I oktober 2018 blev over 2.000 personer anholdt for at have forsøgt at forhindre kvinder i at nå frem til templet i Sabarimala.

I Tamil Nadu er man i den senere tid begyndt at identificere Aiyappan som den samme guddom som Aiyanar - den populære landsbygud, som længe har været tilbedt i Tamil Nadu. 

Aiyappan tilbedes gennem en bhakti-kult, hvilket er en følelsesmæssig form for tilbedelse, hvor tilbederen har et direkte og personligt forhold til guden. Bhakti-bevægelser står derved i kontrast til brahminerne, der almindeligvis fungerer som mellemmænd mellem mennesker og guder. Målet er at blive eet med guden - især gennem kærlighedssange til guden. At tage på pilgrimsrejse og tilbede Aiyappan er en sæsonbestemt ting, der i løbet af en kort periode kan forene alle mennesker i et universelt broderskab, hvor alle er lige - for gud - hvad enten de er hinduer af forskellige kaster, eller måske endda muslimer eller kristne. Du kan læse mere om Aiyappan-kulten og høre om antropolog Lars Kjærholms (indsamlerens) egen deltagelse i en pilgrimsvandring til Aiyappan-templet i artikel 2.1 og 2.2 i lånermappens afsnit 8.

Hvilke andre guder end Aiyappan, der egner sig til bhakti-tilbedelse, fremgår også af artikel 2.2. I samlingen er der plancher med Aiyappan: Hi.177, Hi.178, Hi.180.

Trappen ved Aiyappan-templet i Sabarimala

De oprindelige 18 trin ved Aiyappan-templet var rå granitblokke, men siden 1985, hvor trappen blev renoveret, har de været belagt af en speciel sammensætning af guld, sølv, kobber, jern og tin. Det antages, at de første 5 trin betyder de fem sanser (syn, hørelse, lugt, smag og følesans). De følgende 8 trin er følelser (ragas): kærlighed, vrede, glæde, begær, stolthed, usund konkurrence, jalousi og praleri. De næste 3 trin er kvaliteter (gunas): godhed, lidenskab og mørke, mens de sidste 2 trin er viden og uvidenhed.

Trappen kan symbolisere forskellige ting. Nogle mennesker mener, ​​at de hellige 18 trin symboliserer de 18 hellige tekster (puranas), mens andre mener, at trinnene symboliserer de 18 våben, som Aiyappan mestrer. Trinnene repræsenterer også de 18 bakker omkring regionen Sabarimala.

Det siges, at man løsriver sig fra de jordiske bånd, der binder én til verden, ved at klatre ærbødigt op ad de 18 trin. Først når man har løsrevet sig, kan man blive modtagelig for 'den ultimative skaber' og blive ét med denne substans. At klatre op ad de 18 trin er så helligt, at man ikke må gå på dem, uden at bære irumudi (se Hi.59) og gennemføre den strenge 41 dages faste.

En Aiyappan-tilbeder går op ad de hellige 18 trin to gange under pilgrimsrejsen til Sabarimala; op til templet og ned fra templet. Før de stiger op eller ned, bryder pilgrimmene en kokosnød, som et offer til trinnene. Når man går ned, skal man bevæge sig baglæns med fronten mod Sanctum Sanctorum, det vil sige det helligste sted i templet.

Mala (sanksrit). Kæde af plastik- og stofblomster. Blomsterkæder kan fås i forskellige størrelser og farver. De bruges til at sætte på et billede eller en figur af en gud og til at tage om halsen - f.eks. under bryllupper og pilgrimsfærd. De indgår som en del af puja-ritualet og bruges som orfring til guderne, oftest dog i form af friske blomster. Den mest almindelige blomst er morgenfrue, men hver gud foretrækker forskellige blomster. Typisk lægges der nye blomster hver dag ved puja-bordet. Blomsterkæder er en essentiel del af hinduismen.

Selvom friske blomster til enhver tid foretrækkes, så bruges der kunstige stofblomster, hvis der ikke er mulighed for friske, eller hvis blomsterne skal have en mere blivende karakter, f.eks. til at dekorere biler, husgavle osv.                       

Klædestykke i hvidt bomuld. Vesthi er en traditionel hverdagsdragt, der bæres af mænd. Den ses ikke så ofte i gadebilledet som for en til to generationer siden. Stofstykket kan have forskellige længder og vikles rundt om lænden. Veshtien er langt mere formel end lunghien (se Hi. 67-Hi.68).

Farvet klædestykke i bomuld, der bæres af mænd. Stofstykket kan have forskellige længder og vikles rundt om lænden. I modsætning til den hvide veshti (Hi.63 - Hi-64) vil disse farver oftest blive båret af præsterne i templerne. Traditionelt båret over et lændeklæde.

Klædestykke i bomuld, der bæres af mænd. I modsætning til den hvide veshti (Hi.63 - Hi-66) kan stoffet være syet sammen - men er det ikke her. Dette er langt mere uformelt og bæres oftest i hjemmet eller nogle tilfælde på arbejdet. Oftest vil denne type lunghi kun kunne ses udenfor hjemmet, hvis den bæres af præster eller den fattigere del af befolkningen. De fleste andre bruger bukser i stedet. Lunghien er typisk kortere end veshtien.

På internettet findes der mange fine videoanvisninger og step-by-step tegninger af, hvordan man tager en lunghi på: Prøv at søge på 'how to wear a lunghi'. 

Hovedtørklæde, rød bomuld med applikationer af guldbånd og kvast. Det bæres af mænd, der besættes af lokale guder i Tamil Nadu.

I Sydindien er det almindeligt at blive besat af en gud. Faktisk er det endnu mere almindeligt, at kvinder bliver besat. Den besatte person fungerer som et orakel, som andre kan konsultere - guden taler gennem den besatte - eller rettere guden træder frem i den besatte. Besættelse - og religion generelt - er en vigtig del af Indiens sundheds- og behandlingssystem. Besættelsesritualer foregår både til hverdag og ved særlige begivenheder. Når en sydindisk familie mødes til den årlige familiefest, hvor der f.eks. kan være op til  600 mennesker samlet, er det et af højdepunkterne, når kvinderne bliver besat. Læs mere i artikel 3.3 'Her bliver inderne besat hver fredag' (i lånermappens afsnit 8).

Sort bomuld med applikation. Bukser af denne type bæres af mænd, der ønsker at være besat af sydindiske lokale guder (læs mere under Hi.80).

Sort kunstigt stof med applikation og kvaster. Bæres af mænd, der ønsker at være besat af sydindiske lokale guder (læs mere under Hi.80).

Sammensyede strimler af kunststof i forskellige farver og mønstre. Bæres af mænd, der ønsker at være besat af sydindiske lokale guder (læs mere under Hi.80).

Sort bomuld. Bæres af personer, der ønsker at være besat af sydindiske lokale guder (læs mere under Hi.80).

Flettet hamp. Brugt af de besatte ved religiøse fester i landsbyer i Tamil Nadu. Den besatte pisker sin egen ryg. (læs mere under Hi.80).

Sari bæres af kvinder. Piger begynder først at gå med sari, når de er 16 år gamle. Denne slags beklædning er meget almindelig i gadebilledet i indien, men det er ikke den eneste form for beklædning, der ses. Hvide sarier bæres af enker. Sariens nedre del vikles om livet på en særlig måde, der er forskellig fra område til område.

Typisk køber man et helt stofstykke som indeholder tre dele med hvert sit mønster. Mønsterdelen i den ene ende klippes af og sys om til en seperat bluse (a), der designes som en kort top, hvor maven er fri. Midterstykket (b) vikles om livet som et skørt, og skørtets endestykke - med det tredie mønster - slynges til sidst op over skulderen som en slags sjal eller tørklæde. Under sarien bæres typisk et skørt (findes ikke i samlingen).

På internettet findes der mange fine videoanvisninger og step-by-step tegninger af, hvordan man tager en sari på: Prøv at søge på 'how to wear a sari' (eller 'saree'). 

For en person udefra vil det let kunne virke som 'bare' et stykke stof. Det er dog langt fra tilfældet. Dragten findes i forskellige materialer, mønstre, farver og kvaliteter og udgør en hel modeindustri. Man kan få forskellige modeller, og nogle er for eksempel opkaldt efter populære Bollywood film. Desuden er nogle byer kendt for en bestemt model eller materiale. For eksempel kører folk til Kanchipuram (en by i Tamil Nadu) for at få Kanchipuram pattu (silke), hvor man kan finde nogle af de fineste håndvævede sarier i silke af den bedste kvalitet.

Beklædningssæt der bæres af kvinder. Sættet består af bukser (a), kjole (b) og et tørklæde (c), der lægges hen over den ene skulder eller begge skuldre. De fås i forskellige materialer, farver og mønstre. Den slags beklædning er meget almindelig i gadebilledet i Indien, men er på ingen måde den eneste form for beklædning, der ses. Denne churidar er af syntetisk materiale og i den mere festlige ende af spektret. Betegnelsen churidar refererer til en bestemt form for bukser nogle steder i Indien, mens det i Tamil Nadu er betegnelsen for et helt klædesæt, dvs. bukser, kjole og tørklæde.

Denne sari er en bryllupskjole. Traditionelt opfattes rød som en lykkebringende farve, hvilket er grunden til, at bryllupssarien altid har været rød. Nu til dags spiller den røde farve dog ikke den samme rolle, og brude i dag kan vælge sarier i andre farver. Generelt varierer bryllupstraditioner fra region til region. I artikel 3.1  kan du læse om Maya og Rams bryllup (se lånermappens afsnit 8).

På internettet findes der mange fine videoanvisninger og step-by-step tegninger af, hvordan man tager en sari på: Prøv at søge på 'how to wear a sari' (eller 'saree').

En kurta er en skjorte uden krave. Pasformen kan være smal såvel som løs, afhængigt af designet. Typisk længde er til knæene. Kurta kan bæres af både mænd og kvinder. Denne er givetvis til en kvinde, da den er tilrettet en kvindes krop ved barmen og i taljen. Kurta er typisk fremstillet af bomuld eller silke og findes både med og uden dekorationer. Den kan bæres med churidar-bukser (Hi.89-Hi.90) eller mere tætsiddende bukser. Nogle skoler i Indien bruger kurta som uniform for piger. Hvor andre beklædningsgenstande i samlingen, f.eks. churidar og sari (Hi.87-Hi.90), kan bruges både til daglig og til fest, er kurta primært til hverdagsbrug.

Indisk hæfte: 'Mehandi' Gala publichers, Ahmadabad - 380 021.

Mehandi betyder henna på sanskrit. Henna er en type blæk, der tørrer på huden og efterlader brun farve. Hennaen anvendes som tyk pasta, som efter tørring må tages af, hvorefter det fine mønster i huden forbliver synligt. Mehandi udtales forskelligt i forskellige dele af Indien. Ved festlige lejligheder udsmykker kvinderne sig med disse fine mønstre. Dekorationerne har ikke nogen religiøs betydning.
 

Mehandi bruges til bryllupper

Mehandi er en vigtig del af forberedelsen til det hinduistiske bryllup, hvor mehandi påføres en eller to dage før brylluppet. Traditionelt forbandt man mehandi med held og velstand.

Bruden, og i nogle regioner brudgommen, får mehandi på hænder og fødder som et tegn på held og lykke. Det er almindeligt at have brudgommens, og nogle gange også brudens, navn eller initialer skjult i brudens mehandi. Brudgommen skal derefter lede efter den skjulte besked. Under ceremonien, hvor mehandi påføres, er alle kvinder i huset samlet, og de får også henna. Der er forskellige designs, både fugle, blomster og mere abstrakte mønstre. Jo mere mehandi bevarer sin farve, jo mere lykkeligt er det for parret. Det antages også, at jo mørkere mønstret bliver, desto stærkere vil båndet være mellem bruden og brudgommen såvel som bruden og svigermoren. Nogle mennesker tror også, at mehandi er et symbol på frugtbarhed.

I dag er det almindeligt at have mehandi-ceremoni sammen med sangeet-ceremonien, der udføres i brudens hus. Ved denne ceremoni møder familiemedlemmer fra begge sider hinanden og danser og synger sammen.

I artikel 3.1 kan du læse om alt det andet, der også foregår til et bryllup (se lånermappens afsnit 8): Vi hører om Maya og Rams bryllup helt fra de forudgående forberedelser og frem til, at de lever som et ægtepar under samme tag.

Sombu (tamilsk). Denne krukke bruges til at opbevare helligt vand eller mælk i templet. Beholderen indgår også i en bryllupsleg. Du kan læse om denne leg i artikel 3.1 (s.4), hvor vi hører om en mængde forskellige ritualer, som Maya og Ram skal igennem i anledning af deres bryllup (se lånermappens afsnit 8). Krukkerne Hi.55 og Hi.150 er en mindre og en større udgave af samme slags krukke. I teksterne til disse krukker, får du mere at vide om krukkens rituelle funktion.

Disse 4 små metalplader med kvindemotiver (a-d) er votiv-figurer. 

Der findes også andre motiver end dette (se Hi.23 og Hi.161). Alle sådanne votiv-figurer bruges i forbindelse med ritualer, som skal afvende en eller anden ond skæbne fra et menneske. De bruges over hele Indien i forskellige variationer. Også de kristne indere bruger votiv-figurerne.

Motivet her med en kvinde, som hilser med sammenlagte håndflader, bruges af familier, der har en datter, der ikke kan blive gift, eller hvor man synes, at nu haster det med at få hende gift.

Puja-ritual for en kvinde man gerne vil have giftet

Man tager et antal af disse figurer, fem, syv eller ni (altid et ulige tal, fordi det bringer lykke). Derefter udfører man puja for figurerne, dvs. tilbeder guderne, sætter figurerne på alteret, tænder en olielampe, brænder røgelse og kamfer, ofrer blomster og frugter, hellig aske og det røde pulver kaldet kumkumam. Man smører sandalpasta og kumkumam på figurerne og reciterer nogle specielle mantraer, der ofte findes i en af ​​de mange populære bøger med mantraer og yantraer. 

Slutteligt giver man hver af de små metalplader til fem, syv eller ni gifte kvinder, og så skulle det meget hurtigt lykkes at få datteren gift. Sammen med metalpladen giver man også en lille gave til modtagerne.

Tåring i hvidt metal, sølvlegering, som bruges af gifte kvinder (må ikke prøves). En vigtig del af det hinduistiske bryllupsritual er, at bruden sætter sin ene fod på en sten, hvorpå brudgommen sætter ringen på hendes tå. Dernæst går de rundt om den hellige ild, og så får bruden også en ring på den anden fods tå. Kun gifte kvinder kan bære sådanne tåringe. På planche Hi.184 kan man se hvordan sådan en tåring tager sig ud på foden. Ringene sidder altid på tå nr. to: 'pegetåen'.

Thaali (tamilsk). Metal- og plastikperler på plastsnor. Kobberfiguren i midten viser en gudinde. De to runde, flade messingstykker afbilleder også en gudinde, muligvis gudinden for lykke og velstand, Lakshmi. Dette er en såkaldt thaali, den kæde, som brudgommen hænger omkring brudens hals ved det hinduistiske bryllup. Denne thaali er ret billig, købt for et par dollars ved Meenakshi-templet i Madurai. De meget fattige bruger denne meget billige version af en thaali, men folk med bedre midler erhverver sig en i rent guld. 

Hver kaste har sin måde at kombinere forskellige slags vedhæng. Forskellen mellem denne kæde og den anden bryllupshalskæde i samlingen, Hi.101, illustrerer de kastespecifikke forskelle ved kæderne. Der er også nogle fællestræk ved de fleste thaalier, f.eks. de runde metalperler findes i de fleste tilfælde.

Thaali (tamilsk). Metal- og plastikperler på plastsnor. Denne kæde er en en bryllupshalskæde ligesom Hi.100 og forskellen mellem de to kæder indikerer, at de bruges af forskellige kaster. Hver kaste har sin måde at kombinere forskellige slags vedhæng. Der er nogle fælles træk ved de fleste thaalier, f.eks. de runde metalperler findes i de fleste tilfælde. Brudgommen hænger kæden omkring brudens hals ved det hinduistiske bryllup. 

Alle smykkerne i samlingen må gerne prøves - med undtagelse af tåringen:

I indiens gadebillede vil man sjældent kunne se en kvinde uden nogen som helst smykker. Det er en fast bestanddel af beklædningen, og det er ikke unormalt at møde en kvinde med både armbånd, ørenringe, halskæde, tåring og en ankelkæde. Enker er dog en undtagelse: traditionelt må enker ikke bære smykker af nogen art. Men enker færdes sjældent i det offentlige rum. 

De simili-smykker, der er i samlingen, er ikke særegne for et specifikt område og kan findes overalt i Indien.

Guldfarvet, dobbeltlagt ankelkæde. De kugleformede bjælder rasler når man bevæger foden.  

Sæt bestående af halskæde (a) og ørenringe (b-c).

Sæt bestående af halskæde (a) og ørenringe (b-c).

Armbåndssæt i 12 dele, med røde og hvide stjerner. Armbåndene bruges samlet.

Armbånd som disse findes i forskellige farver, designs, materialer og kvaliteter. Ambåndende i samlingen her er blandet metal og plastik. Der er stor variation: nogle er mere enkle og ensfarvede, mens andre er multifarvede med perler og sten.

Armbåndssæt i 5 dele, guldfarvet metal med similisten. Armbåndene bruges samlet.

Armbånd som disse findes i forskellige farver, designs, materialer og kvaliteter. Ambåndende i samlingen her er blandet metal og plastik. Der er stor variation: nogle er mere enkle og ensfarvede, mens andre er multifarvede med perler og sten.

Armbåndssæt i 24 dele, med 4 forskellige armbånds-designs. Armbåndene bruges samlet.

12 stk. tynde, røde 

4 stk. rødplettede

7 stk. tynde, sølvfarvede

1 stk. sølvfarvet m runde plader 

Armbånd som disse findes i mange forskellige farver, designs, materialer og kvaliteter. Ambåndende i samlingen her er blandet metal og plastik. Der er stor variation: nogle er mere enkle og ensfarvede, mens andre er multifarvede med perler og sten.

Bindi. Æske med pandemærker - må ikke åbnes. Vi har vedlagt nogle æsker uden numre med flere bindi, og dem må man meget gerne prøve. De ligger ved siden af denne pakke (hvis der er flere tilbage).

Ordet bindi betyder plet (fra sanskrit: bindu). Disse pandemærker - der har lim på bagsiden og fungerer ligesom klistermærker - fås i forskellige mønstre og farver. Bindi placeres midt i panden mellem øjnbrynene for at beskytte mod onde elementer.

Disse smykkelignende bindi er i den mere spraglede ende af skalaen, og de bruges typisk til fester eller ved andre særlige lejligheder. I den anden ende af skalaen findes f.eks. nogle helt simple runde sorte bindi, og de benyttes til hverdagsbrug: se Hi.110.  

Bindi bruges altid mellem øjenbrynene og findes både som klistermærker (som her) og som det røde kumkumam-pulver (Hi.38-Hi.41), der bruges ved religiøse ritualer - og i nogle tilfælde til hverdag af gifte kvinder (det gælder mest den ældre generation).

Der findes andre pandemærker end bindi.

F.eks. bruger alle gifte kvinder en rød sindoor plet (af kumumumam-pulver) helt oppe ved hårgrænsen og/eller en rød sindoor streg ført fra pandeshårs-grænsen og op igennem hårskilningen. Derved kan man altid kende en gift kvinde (se Hi.38). Og der findes et pandemærke der hedder tilak som typisk laves af det gulhvide sandeltræ-pulver eller helligaske (se Hi.42-Hi.43, Hi.50-Hi.51) og det påføres stort set aldrig i panden som en plet. I religiøse sammenhænge afhænger det af hvilken gud og hvilket tempel, der er tale om: generelt kan man sige at Vishnu-tilbedere har tilak i panden og Shiva-tilbedere har bindi (det er dog ikke en helt nagelfast regel). 

Bindi. Æske med sorte pandemærker - man må gerne åbne æsken og prøve en enkelt bindi. Vi beklager, hvis æsken er tom. Vi fylder op en gang om året.

Ligesom smykkerne, kan disse pandemærker - der har lim på bagsiden og fungerer ligesom klistermærker - fås i forskellige mønstre og farver. Bindi placeres midt i panden mellem øjnene.

Disse meget simple bindi er til hverdagsbrug. I den mere spraglede ende af skalaen findes der bindi, der ligner smykker med similisten og som typisk bruges til fester eller ved andre særlige lejligheder. Se Hi.109 for et eksempel herpå. Samme sted kan du læse mere om, hvordan bindi og andre pandemærker bruges.

Alle kobberpladerne i samlingen har diagrammer. Diagrammerne er hellige yantraer, der repræsenterer guddomme. Yantra er en af de former, som en gud kan antage, så man skal tænke, at guden faktisk er tilstede i diagrammet på pladen. En gud kan således være til stede flere steder på en gang. 

De tynde kobberplader bruges kun til ceremonier i hjemmet til at afværge ulykke for visse personer og aldrig i et tempel. De tykke plader, derimod, kan bruges både i private hjem, i puja-rummet (et specielt rum, der er reserveret guderne og deres tilbedelse) og i templets allerhelligste. Ofte ser man, at folk ikke har gudebilleder eller statuer i deres puja-rum, men kun sådanne kobberplader. I Tamil Nadu regionen er de langt vigtigere end gudebilleder og statuer.

En af de vigtige funktioner ved de tykke plader er, at de medvirker til at 'vække' guden i en statue. En gudestatue der ikke er indviet, er ikke hellig. Guden 'sover', vil man sige. Der skal en række ritualer til for at vække den og sørge for den guddommelige tilstedeværelse i statuen. Blandt andet lægger man, i hulrummet i soklen, som statuen skal stå på, en række plader af forskellige slags metal, som repræsenterer de fem elementer: jord, vand, ild, luft og rummet. Den øverste plade er af kobber og har påtrykt en hellig yantra. Der er også skrevet en hellig lydformular, et mantra, som på samme måde repræsenterer guden. En brahmin-præst har i mere end en måned reciteret mantraet henover denne kobberplade. Derfor er pladen at sammenligne med et batteri, som er ladet op med guddommeligt nærvær. (Ritualet beskrives mere indgående i PowerPoint 1 i lånermappens afsnit 7).

De tynde plader bruges på en anden måde. De bruges på samme måde som votiv-figurerne (se Hi.23) og proceduren er den samme. Hvis du har alvorlige problemer af en eller anden art, og du konsulterer en astrolog, som finder ud af, at du skal sone en eller anden synd, som du enten har gjort selv, eller som en af ​​dine forfædre har gjort, kan astrologen råde dig til at give et eller andet væk, en ko, eller en række statuer af de ni planeter. Men hvis du ikke har råd til det, kan du i stedet købe sådan en tynd kobberplade og udføre puja-ritualer for den og derefter forære den væk.

Kobberpladerne bruges primært i Sydindien, både under puja og som fundament for statuer.

Lille, tyk kobberplade med en yantra, der repræsenterer gudinden Lakshmi, gudinde for lykke og frugtbarhed, og hustru til Vishnu (bevareren). I diagrammet er der en række stavelser skrevet med tamilske bogstaver.

Lille, tyk kobberplade med en yantra der repræsenterer gudinden Sri (eller Shri), der er identisk med Lakshmi - gudinde for lykke og frugtbarhed og hustru til Vishnu (bevareren). Sri er blot et andet navn for Lakshmi. I diagrammets hjørner er gudindens navn, Sri, skrevet med devanagari-bogstaver (et alfabet, der bruges til at skrive flere indiske sprog) og de øvrige fire tegn, er tegn for den hellige stavelse OM (se Hi.5). I toppen af diagrammet angives det med tamilske bogstaver, hvilken type yantra der er tale om.

Bhrungamalaka er et ayurvediske medicinpræparat, der helbreder søvnløshed og hovedpine og stimulerer kroppens vækst. 

Ayurvedisk medicin bygger på principper fra hellige indiske skrifter, Vedaerne, som kan dateres ca. 3.500 år tilbage. Her anvendes puls-diagnostik, og lægen hjælper med at skabe en indbyrdes balance mellem de tre egenskaber, tridoshas, der er  kroppen: ild, vand og luft.

De Vediske tekster opregner mange forskellige årsager til sygdom, f.eks. sort magi og onde ånder, og her virker urtermedicin ikke. I stedet må man tage magiske midler i brug: særlige ord-formularer (mantraer) kan drive det onde eller overnaturlige ud. Til det formål konsulterer man  en mantravati (el. mantrik), som findes i enhver indisk landsby. Psykisk sygdom tager mantravatien sig som regel også af. Er der derimod tale om sygdom, der kræver kirurgisk indgreb, så henviser den ayurvediske læge som regel til en vestlig uddannet læge (hvis patienten har råd). I artikel 4.3 kan du læse mere om Ayurvedisk medicin (se lånermappens afsnit 8).

Alle de ayurvediske medicinpræparater, der er i samlingen her (Hi.123-126 og Hi.131-134), stammer fra et ayurvedisk apotek i Madurai: de er fremstillet efter de traditionelle opskrifter og har de traditionelle indiske navne. Lægen hedder Dr. S. Velayatham og hans apotek kaldes Dhanvantri, opkaldt efter den første læge, som kom ud af urhavet, dengang guderne og dæmoner kærnede det, og som holdt en flaske amrita - eliksiren som giver udødelighed.

Ksheerabala Thaila, ayurvedisk medicin, der gives mod ledsmerter, nervelidelser og lammelse. (Se Hi.123 for mere information om ayurvedisk medicin).

Neelibhringaraja Thaila, ayurvedisk medicin, der styrker håret og forhindrer, at det bliver gråt. (Se Hi.123 for mere information om ayurvedisk medicin).

Abhayarishta, ayurvedisk medicin, der virker afførende og virker lægende på hæmorroider og mavesygdomme. (Se Hi.123 for mere information om ayurvedisk medicin).

Rumalaya, medicinpræparat, der skulle virke mod kramper og betændelse, virke smertestillende og fremme urinudskillelsen.

Lukol, medicinpræperat, der virker direkte på livmoderen og fremmer blodgennemstrømmen i denne, stimulerer æggestokkene og stopper blødning fra livmoderen.

Pilex, medicinpræparat, der virker mod åreforkalkning og generelt stimulerer venekredsløbet. Virker også imod hæmorroider og sår i endetarmen.

Speman, medicinpræparat, der fremmer mandlig sædproduktion, og som også fremmer sædkvaliteten. Derudover reducerer det størrelsen af en forstørret prostata og siges at kunne helbrede forstørret prostata uden operativt indgreb.

Chandrodayavarthi, ayurvedisk medicinpræparat, der helbreder øjensygdomme såsom trachoma og virker mod hovedpine. (Se Hi.123 for mere information om ayurvedisk medicin).

Gorojnana Matralu, ayurvedisk medicinpræparat, der bl.a. indeholder safran, pulveriseret hjortetak, sandeltræ og meget små mængder guld og koral. Det virker mod mavebesvær, feber, hosten og opkast hos små børn. (Se Hi.123 for mere information om ayurvedisk medicin).

Mahayogaraja Goggulu, ayurvedisk medicinpræparat, der indeholder mange forskellige planteudtræk og mineraler. Det virker mod uregelmæssig menstruation, mavebesvær, anæmi og virker blodrensende. (Se Hi.123 for mere information om ayurvedisk medicin).

Kumkumadi lepa, ayurvedisk salve, der virker mod bumser og misfarvet hud. Den kan også bruges som en aftershave, da den indeholder mange velduftende ting, herunder roser, safran, sandeltræ, sesamolie og kamfer. (Se Hi.123 for mere information om ayurvedisk medicin).

Disse gule, tørrede rødder af gurkemejeplanten bruges dels i pulverform som krydderi i maden, dels som et skønhedsmiddel, som bleger huden. Desuden ofrer man det i denne form til guderne sammen med frugter, blomster og røgelse.

Denne krukke bruges til helligt vand ved tilbedelse af guderne (Hi.96 og Hi.55 er mindre udgaver af samme). Krukkens betydning i hinduistiske ritualer er omfattende, men først og fremmest står den for gudens krop. Man sætter en kokosnød i åbningen, der repræsenterer gudens hoved. Man opstiller en krukke til hver af de guder, man ønsker at tilbede, og der kan derfor ofte være et større antal krukker foran alteret i templet. Når præsten reciterer mantraer, identificerer han krukken, og dermed guden, med sin egen krop. Se videoen i  PowerPoint 4 i lånermappens afsnit 7: Selvom vi ikke kan se det i filmen, er præsten så at sige 'besat' af guden, i det givne tilfælde af gudinden Lakshmi.

Denne 'flade' figur med nål på bagsiden forestiller en gudindes overkrop. Den klemmes fast på kanten af en messingkrukke, når man ønsker, at den skal repræsentere en gudinde. Figuren repræsenterer ikke nogen bestemt gudinde, men kan bruges til enhver gudinde.

Vel (tamilsk). Dette lille spyd i hvidt metal, bruges til at stikke gennem kinden eller tungen, som en del af et ritual, hvor man lader sig besætte af en gud. Ritualet udføres i tilbedelse af krigsguden Murugan, den mest populære gud i Tamil Nadu i Sydindien. Murugan er glad for at se mennesker vise foragt for smerter, og på denne måde demonstrerer tilbedere deres tro på hinduismens lære om, at alle fænomener i sansernes verden (inklusive smerte) er illusoriske. Nogle sætter også kroge i ryghuden. 

Ritualet udføres for at få Murugans hjælp eller beskyttelse, f.eks. hvis man er nervøs for udfaldet af en forestående eksamen eller en operation. Hvis sårene heler fint op bagefter, er det et godt tegn, det er tegn på, at Murugan har modtaget vedkommendes offer. Går der derimod betændelse i sårene, betyder det omvendt, at guden ikke er venligt stemt overfor den tilbedende.

I artikel 1.3 er der beskrivelser og billeder af dette smertefulde ritual (se side 1-2) og i artikel 3.3 kan du læse mere om besættelse generelt - begge dele forefindes i lånermappens afsnit 8. Se også side 12 i PowerPoint 4 i lånermappens afsnit 7. 

På planche Hi.175 kan du se billede og beskrivelse af Murugan.

Trishula (sanskrit). Dette lille spyd i hvidt metal med en trefork i enden, bruges til at stikke gennem kinden eller tungen ligesom det bladformede spyd (se Hi.152-Hi.155). Det er en del af et ritual, hvor man lader sig besætte af krigsguden Murugan, den mest populære gud i Tamil Nadu.

Ring i hvidt metal, sølvlegering, med en flerhovedet kobraslange. Denne ring er ikke beregnet at sætte på fingeren. Den er beregnet til at stille i oprejst position, så man kan tilbede den. Den bruges af folk som har nagodosham, dvs. mennesker, som mener, de har pådraget sig slangernes vrede. Hvis en mand har mange problemer, og han konsulterer en spåmand, kan spåmanden opdage, at mandens bedstefar engang dræbte en slange. Derfor er slangerne nu vrede på bedstefaren, og den vrede er også rettet mod sønnen og sønnesønnen og vil fortsætte i slægten, indtil man har sluttet fred med slangerne. (Se også votiv-figuren, der forestiller en slange, Hi.23, der bruges på samme måde).

Disse 12 små metalplader (i æske) med motiver, der forestiller forskellige kropsdele samt et kravlende barn (a-k), er votiv-figurer.

Der findes også votiv-figurer med andre slags motiver (se Hi.23 og Hi.97). Alle sådanne votiv-figurer bruges i forbindelse med ritualer, som skal afvende en eller anden ond skæbne fra et menneske, for eksempel sygdom. De bruges over hele Indien i forskellige variationer. Også kristne indere bruger votiv-figurerne.

Hvordan bruges votiv-figurer i et puja-ritual?

Først udvælger man sig bestemte figurer, der passer til det ærinde man har. Dernæst udfører man et puja-ritual for figurerne, dvs. tilbeder guderne, sætter figurerne på alteret, tænder en olielampe, brænder røgelse og kamfer, ofrer blomster og frugter, hellig aske og det røde pulver kaldet kumkumam. Man smører sandalpasta og kumkumam på figurerne og reciterer nogle specielle mantra’er, der ofte findes i en af ​​de mange populære bøger med mantra’er og yantra’er. Slutteligt forærer man figurerne væk til nogen.

Figurer, der repræsenterer kropsdele bruges i tilfælde af sygdomme eller svagheder i de berørte kropsdele. I æsken finder du følgende eksempler herpå:  øjne (3 stk.), ører (2 stk.), hoveder (2 stk.), en næse, en arm, en fod og et (kravlende) barn, samt en mave (ligner en torso). 

Figuren, som forestiller et kravlende barn, kan bruges, hvis du har et barn, der ikke er i stand til at gå på grund af en eller anden sygdom eller fysisk svaghed.

Man bruger kun disse figurer som en sidste udvej, efter man har forsøgt sig med almindelig lægehjælp.

Denne planche (i farver) viser hinduismens tre vigtigste guddomme. Fra venstre ses Shiva, Vishnu og Brahma kendt som trimurti (triade af de tre guder). Guderne bærer blomsterguirlander som Hi.61-Hi.62. De bærer også en tynd, hvid tråd om kroppen, der hænger ned fra venstre skulder. Dette viser, at de er i den øverste kaste: brahmin-kasten. Alle guder er i den øverste kaste af de fire hovedkaster (varna) som menneskene er inddelt i - et hierarki, der siges at have været her siden skabelsen af verden.  

Brahma skaber verden, Vishnu bevarer den og Shiva ødelægger den, hvorefter Brahma opbygger den på ny - i en uendelig cyklus. I hinduisme er tid cyklisk og uendelig: Det univers, vi lever i nu, er kommet efter, at et uendeligt antal universer er gået under før det, og der vil komme et uendeligt antal universer efter, at det nuværende er gået under.

Shiva - ødelæggeren af verden

Shivas rolle er at nedbryde verden, når den er blevet for kaotisk og uren, for at muliggøre en ny, frisk og ren start. Shiva repræsenteres i forskellige former. På planchen her ses han i den nøgne asketiske form. Shiva er normalt afbilledet med en blå hals. Det gør han fordi, han holder den blå gift i halsen, som blev lavet under kærningen af urhavet. Han holder den i halsen for at forhindre giften i at ødelægge verden (læs myten om kærningen af urhavet på side 2-3 i artikel 1.2  i lånermappens afsnit 8). Hans hår er sat op i en knold, og fra den løber Ganges-floden. Ganges er hellig i hinduismen og er forbundet med gudinden Ganga. Ganga er mælkevejen i himlen, men da hun faldt til jorden, lod Shiva hende falde ned på sit hoved og sive igennem hans hår, så hun ikke oversvømmede hele verden. På planchen her, bærer Shiva en slange rundt om nakken, og i sine fire hænder har han en trefork, en kranieskål og en lille håndtromme. Desuden har han et dyreskind omkring hofterne. Shiva bor på bjerget Kailash i Himalayai, som man kan se bag ham.

Shiva afbilledes normalt med en halvmåne i nærheden af ansigtet. Der er ligeledes en reference til historien om kærningen af urhavet, hvor også månen opstod, og Shiva tog den som sin prydelse. På lige netop dette billede er halvmånen dog lidt svær at få øje på, men ser ud til at være antydet som et hvidt mærke under de hvide streger i hans pande. Det hvide er helligaske vibuthi (se Hi.50-Hi.51). De tre vandrette streger af helligaske er et andet kendemærke for Shiva. De hvide mærker kan også forefindes andre steder på kroppen. I dette tilfælde på overarmene. På plancherne Hi.181 og Hi.182 er disse kendemærker meget tydelige.

Vishnu - bevareren af verden

Vishnu bevarer verden i tiden mellem verdens skabelse og destruktion. Vishnu har omkring tusinde forskellige navne, blandt andet Vasudeva, Narayana og Hari, som gentages af tilbedere for at hylde ham. Hans ansigt kan være i en blålig farvetone. Her på planchen holder han i sine fire hænder en diskos (chakra), en kølle/knippel, en lotusblomst og en konkylie (shanku) - sidstnævnte findes i samlingen (Hi.3). Om halsen har han en guldkæde med en rød sten: Kaustubha. Kaustubha blev til under kærningen af urhavet, og den hviler altid på et enkelt krøllet hår, som Vishnu altid kendes på. Lakshmi - Vishnus hustru - er til stede i denne sten, og på den måde har Vishnu altid sin hustru hos sig. Vishnu bærer en krone og sidder på slangen Shesha (se Hi.171).

Ofte er Vishnu afbilledet med en hvid U-formet tilak i panden, men den kan også være rød som her. Nogen gange flyder Uet lidt ud og bliver snarere en firkant (som i Hi.171). Men også Brahma har en rød Vishnu-tilak i dette billede og det er ret forvirrende - måske er der en særlig relation, man ønsker at skildre, i netop dette billede? Det ses ofte, at malere tager sig en del kunstnerisk frihed, og derfor bliver variationen over tilak stor på billeder. Men når mennesker i forbindelse med et ritual påfører sig tilak i panden, så holder de sig mere stringent til 'foreskrifterne' (se Hi.38). Man vil f.eks aldrig se en tilbeder af Shiva bære en U-formet Vishnu-tilak i panden.

Brahma - skaberen af verden

Triadens sidste gud, Brahma, skaber verden. Brahma er normalt afbilledet med fire ansigter. Ansigterne er symbol på forskellige ting, for eksempel de fire hellige tekster (Vedaer), de fire tidsaldre (yuga), de fire ældste kaster (varna), de fire verdenshjørner, de fire livsfaser osv. Han har også normalt fire arme. I en af ​​armene holder Brahma en lotusblomst, i en anden Veda og i den tredje en beholder til helligt vand. Han sidder på en lotusblomst. Den mest almindelig måde at fremstille Brahma på er som en gammel mand med hvidt skæg (se Hi.173 - øverst til venstre i billedet).

Du kan læse endnu mere udførligt om disse guder i artikel 1.1 i lånermappens afsnit 8. Se også PowerPoint 1 i lånermappens afsnit 7.

Denne planche (i farver) viser Vishnu (bevareren) liggende på den flerhovede kobraslange, Shesha, og hviler i tiden mellem den ene verdens undergang og den næste verdens opståen.

Under Vishnu ses nogle af de berømte repræsentationer af Vishnu i billedform og som statuer. Allernederst ser vi nogle scener fra mytologiske historier, der vedrører Vishnu.

Denne planche (i farver) skildrer løve-manden Narasimha. Narasimha er den fjerde avatar af Vishnu (bevareren). Det siges, at Vishnu kom ned på Jorden, i form af en avatar, for at genoprette den kosmiske orden.

Legenden fortæller om dæmonen Hiranyakashipu, som blev velsignet af guden Brahma (skaberen). Velsignelsen gjorde, at dæmonen ikke kunne dræbes af mennesker eller dyr, indefra eller udenfor, om dagen eller natten, og at intet våben kunne skade ham. Derfor følte han sig tryg og begyndte at plage himmel og jord. Dæmonens søn, Prahlada, var derimod hengiven overfor Vishnu, og det gjorde Hiranyakashipu vred.

En dag udfordrede dæmonen sin søn, Prahlada. Han sparkede til en stensølje, mens han spurgte sin søn: ”Hvis din gud er allestedsnærværende, er han også i denne søjle?” I det samme kom Vishnu ud af søjlen, i form af en løvemand, og dræbte dæmonen. På plancen her ses Vishnu med sine typiske Vishnu-symboler, dvs. en konkylie (Hi.3) og en diskos.

Denne planche (i farver) viser kroningen af Shri Rama. Rama er den syvende avatar af Vishnu (bevareren), hvilket blandt fremgår af den hvide, U formede Vishnu-tilak, som han har i panden (se Hi.170, Hi.171 og Hi.38). Rama repræsenterer ​​ridderlighed og dydighed.

Rama er hovedpersonen i et af ​​de store indiske sagn, Ramayana. På planchen kan man se andre fremtrædende hinduistiske guder. Rama og Sita (hans kone) er i centrum. Hanuman rører ved Ramas fødder. I baggrunden ses Brahma (skaberen) med hvidt skæg og fire hoveder (hvoraf kun de tre er synlige her), Shiva (ødelæggeren) med halvmånen og hvide streger i panden, og Shivas søn, Ganesh med elefanthovedet. Nedenfor ​​Ganesh ser man Lava og Kushu, som er sønner af Rama og Sita. Lakshmana, Ramas yndlings halvbror, ses til venstre med en bue og blåfarvet hud. Ovenfor ham står muligvis Narada med hvid hår og skæg, og Vishvamitra lidt højere oppe i billedet, ved siden af Brahma med de fire hoveder.

Rama er ofte afbilledet med blå hud og med bue og pil. Han er kendt som konge af byen Ayodhya, som antages at være Ramas fødested. Rama er modellen på den perfekte mand, og han er meget tilbedt i Indien. Rama og Krishna (se Hi.174) er de mest populære guder for bhakti-tilbedelse. Man kan læse mere om bhakti-tilbedelse under Hi.60 og i artikel 2.2 'Bhakti-digtning og Tamil kultur' (i lånermappens afsnit 8).

På billeder, i templer eller andre helligdomme er Rama næsten altid sammen med Sita, Lakshmana og Hanuman. På malerier er han afbilledet med mørk farve, som indikerer hans tilknytning til Vishnu. Han har oftest også mange smykker og en høj kegleformet hat på hovedet, der indikerer hans kongelige status.

Planchen her (i farver) viser baby Krishna (Balakrishna). Krishna er den ottende avatar af Vishnu (bevareren). Krishna er gud for kærlighed og medfølelse og er meget tilbedt i Indien.

Krishna er berømt for sin udlægning af den sande dharma i fortællingen kaldet Bhagavadgita. Han kan afbilledes i forskellige former, da der findes mange sagn om ham. På det mest almindelige motiv af Krishna, står han med det ene ben bøjet foran det andet og spiller indisk fløjte. Ofte bærer han en påfuglefjer. Typisk har han blå, mørk eller sort hud. Faktisk betyder krishna blå/mørk/sort på sanskrit.

Planchen (i farver) viser krigsguden Murugan, som er den mest populære gud i Tamil Nadu i Sydindien. I Nordindien findes han under navnet Kartikeya eller Skanda. Han er søn af en af hovedguderne i hinduismen, nemlig Shiva (ødelæggeren) og hans hustru Parvati (se planche Hi.181, Hi.182 og Hi.170). Murugan er afbilledet med sit karakteristiske kastespyd med bladformet ende. Han afbilledes gerne med dette spyd i sin højre hånd: det er hans våben. I baggrunden ser vi Murugans ridedyr, påfuglen (vahana). Foran er der nogle olielamper (se Hi.6-Hi.9) og et fad med frugter (se Hi.21-Hi.22), og bag Murugan kan man se tamilske stavelser.

Murugan er en usædvanlig stærk gud. I Tamil Nadu anser de ham for at være så stærk, at alle de andre guder søger hans beskyttelse. Han har seks hoveder i sin 'virkelige' fremtrædelsesform, selvom man som regel ser ham afbilledet med kun et hoved. Murugan er glad for at se mennesker vise foragt for smerte og tilbedere af Murugan vil gerne demonstrere deres tro på hinduismens lære om, at alle fænomener i sansernes verden, inklusive smerte, er illusoriske. Derfor stikker de f.eks. små spyd gennem kinden eller tungen under nogle særlige ritualer, hvor de lader sig besætte af Murugan. I samlingen har vi sådanne ansigtsspyd: se Hi.152-Hi158. Der er også nogen, der sætter kroge i ryggen. 

Ritualerne udføres for at få Murugans hjælp eller beskyttelse, f.eks. hvis man er nervøs for udfaldet af en forestående eksamen eller en operation. Hvis sårene heler fint op bagefter er det et godt tegn. Det er tegn på, at Murugan har modtaget vedkommendes offer. Går der derimod betændelse i sårene, betyder det omvendt, at guden ikke er venligt stemt overfor den tilbedende

Du kan du læse meget mere om Murugan i artikel 1.3 i lånermappens afsnit 8.

Denne planche (i sort/hvid) demonstrerer, hvorledes bylivet tager sig ud i Indien - i dette tilfælde under en årlig fest for guden Jagannath. Den slags begivenheder er der mange af i Indien. Der er et mylder af mennesker, dyr og cykler og mange forskellige projekter i gang, og hele sceneriet udspiller sig rundt om en mægtig tempelvogn til ære for Jagannath. 

Selvom billedet er taget tilbage i 1980'erne, er det stadig relevant i dag (2019): Der er cykel med lad, som stadig bruges, om end i mindre grad. Størstedelen af den indiske befolkning er mænd, hvilket også kan ses på billedet. Mange bærer lunghi (Hi.67-Hi-68) og vesthi (Hi.63-Hi.66). Flere kvinder i billedet bærer paraplyer - eller måske er det snarere parasoller, der skal skærme mod solen. Det er udbredt blandt kvinder i Indien, at ønske sig lys hud (se PowerPoint 4 i lånermappens afsnit 8), så måske er det derfor, de går med parasol. Kvinderne er iklædt sarier Hi-88-Hi.89. Koen er et hellig dyr i Indien, som ofte går på gaden.

Planchen her (i farver) viser Aiyappan (læs om Aiyappan under Hi.60). Aiyappan har en klokke om halsen, en bue og en pil, og han rider på en tiger. Han er her på vej ind i junglen for at finde tigermælk, der skulle kunne kurere hans mors frygtelige hovedpine. Aiyappan er søn af Shiva (ødelæggeren) og Vishnu (bevareren). Disse to hanvæsner kunne få en søn, fordi Vishnu engang tog form af ​​en smuk kvinde, Mohini, som forførte Shiva. 

Historien om Aiyappan og tigrene

En dag tog guderne barnet (Aiyappan) ned til jorden og lagde det ved bredden af ​​floden Pampa i kongeriget Pandalam. Kongen af ​​Pandalam, som ikke havde børn, fandt det lille drengebarn ved flodbredden. Han tog barnet med hjem til sit palads og opdrog ham som hans egen søn. Han kaldte drengen for Manikandan, og lod ham oplære som en prins og tronfølger. Drengen blev en tapper og dygtig kriger allerede i en alder af 12 år.

Efter at Manikandan (Aiyappan) var blevet adopteret af det barnløse kongepar, fødte dronningen en søn. Nu ønskede hun at komme af med Manikandan, så deres egen søn kunne blive konge engang. Hun lod som om, hun havde en forfærdelig hovedpine. Hendes livlæge sagde, at mælk fra en tiger var den eneste kur. Manikandan var en meget tapper dreng, som elskede sin adoptivmor. Dronningen var derfor sikker på, at hendes adoptivsøn ville drage ud i junglen og skaffe mælk fra en tiger, og så ville han blive dræbt.

Manikandan pakkede en bylt med mad og tog den på hovedet, og så drog han ud i junglen for at skaffe tigermælk. Men i virkeligheden var formålet med hans rejse at finde og dræbe en kvindelig dæmon, Mahishi, som havde en vandbøffels hoved. Hun havde hærget i himlen og jaget guderne bort. Kun et menneskeligt drengebarn, født som søn af Shiva og Vishnu, kunne dræbe hende. Det barn var netop Manikandan (Aiyappan). Han fandt Mahishi i junglen og dræbte hende.

Manikandan gik derefter ind i skoven for at hente tigermælken til sin mor, og her mødte han Shiva. På Shivas opfordring satte drengen sig op på tigeren og red tilbage til paladset, mens andre fulgte ham i form af tigere. Derefter blev Manikandans sande identitet - som Aiyappan - søn af Shiva og Vishnu -  afsløret for hans adoptivfar.

Planchen (i farver) forestiller Aiyappan (læs om Aiyappan under Hi.60). Guden sidder på hug i en meditationsstilling med et bånd omkring knæene, så han kan forblive i positionen uden at blive træt. Det er i denne form, at pilgrimme ser ham, når de kommer til hans tempel i junglen i Sabarimala.

Bag Aiyappan er der hans halvbror Ganesh (med elefanthoved) og ved siden af ham ses en ​​lingam (fallos), der symboliserer Shiva (ødelæggeren), som er deres far. Foran Aiyappan er der en konkylie, og på Aiyappans pande ses et mærke, som symboliserer Vishnu (Hi.43-a,b), da han antog kvindeformen Mohini og blev Aiyappans mor. Her ses også en klokke som den i samlingen (Hi.12), et kobberfad (Hi.21), olielamper (Hi.6), røgelsesholder (Hi.36) og en vandkande (Hi.56) som dem, der findes i samlingen.

Denne planche (i sort/hvid) viser en helligdom for den lokale gud Aiyanar. Aiyanar er en udbredt landsbygud i Tamil Nadu, hvor han fungerer som skytsgud (beskytter) mod onde ånder. Som man kan se, behøver hellgdommen ikke at være en egentlig bygning (et tempel).

Der er stillet store hestefigurer af terrakotta frem. Det en udbredt skik at placere sådanne figurer foran Aiyanar helligdomme, som tak til Aiyanar for hans hjælp. De varierer meget i størrelse. Nogle steder står der hundredvis af figurer. Hullerne i den midterste del er lavet for at kunne fragte figurerne fra pottemagerhuset til templet. Man binder pæle fast i hullerne og løfter dem således.

Votiv-ofringer ved Aiyanar-helligdommen er ofte heste, fordi Aiyanar og hans hær af guder menes at ride rundt i landsbyen om natten og bekæmpe dæmoner og onde guder. Udover hestefigurerne kan man også se nogle kameler og elefanter. I samlingen findes der to sådanne mindre terrakottafirgurer: en elefantfigur (Hi.1) samt en figur af en pige (Hi.2). Man vælger figur af personlige årsager, som kan være særlige omstændighederne for de personer, der ofrer dem.

Man kan også ofre en lille klokke til guden. Midt i billedet kan man se, at der er hængt en masse klokker på stammen af træet, der skråner ind foran helligdommen. De er ofret til Aiyanar. Sådanne træer fyldt med klokker er almindeligt foran templer og helligdomme. I samlingen er der nogle klokker af denne type: se Hi.13-Hi.18.

Midt i billedet under klokkerne ses en mand med briller. Det er den danske antropolog, Lars Kjærholm, der har indsamlet en stor del af genstandene i samlingen her. Megen af den information, der hører til samlingen, i form af genstandstekster og samlingstekster, stammer fra Lars Kjærholms  beskrivelser og analyser.    

I Tamil Nadu er man også begyndt at dyrke guden Aiyappan, som længe har været populær i naboregionen, Kerala. Aiyanar og Aiyappan er siden identificeret som den samme guddom i Tamil Nadu, og det kan du læse mere om i artikel 2.1 og 2.3 i lånermappens afsnit 8, men som du vil erfare under læsningen, tilbedes de to guder på ganske forskellige måder. 

Denne sort/hvide planche viser et lille indendørs Aiyappan-tempel. Under forberedelserne til en pilgrimsrejse for Aiyappan, omdannes det ene rum i huset til et Aiyappan-tempel, og kun mænd får lov til at komme ind i det. Der er et billede af Aiyappan og andre hinduiske guder på væggene og et specifikt Aiyappan-alter med den uundværlige model af trappen med de 18-trin (Hi.60), der leder op til Aiyappan-templet ved Sabarimala. Dette rum forbliver Aiyappan-alter i 40 til 50 dage og sættes op, når pilgrimmene bliver foræret deres rudraksha-kæde (Hi.57 og Hi.58) af guruen. (Læs om Aiyappan-kulten og pilgrimsrejsen under Hi.60).

Denne planche (i farver) viser Shiva (ødelæggeren) midt i billedet sammen med sin hustru, Parvati, på sin venstre side og deres to sønner yderst, Ganesh (med elefanthoved) og Murugan på den modsatte side. Både Shiva og hans to sønner bærer den karakteristiske Shiva-tilak med tre hvide, vandrette streger over panden. 

Ganesh er guden for 'alle tings begyndelser' og guden der fjerner forhindringer, når man gør ham ære. Man tilbeder Ganesh før alle større forehavender for at bringe lykke. Han er samtidig også skaber af forhindringer, idet han lægger forskellige fristelser ud for folk, der ikke gør ham ære, så de bortledes fra vejen mod frelse (man kommer ud af cirklen af gentagen reinkarnation). Han frister med f.eks. rigdom og fornøjelser.

Ganesh har en løkke, som illustrerer, at vi binder os gennem afhængighed af ting, andre mennesker etc. Han har også en lotusblomst og noget indisk slik, modak, der består af revet kokosnød, brunt sukker og rismel. Ganesh er glad for søde sager og afbilledes altid med en tyk mave. Han har også en spore, som repræsenterer vrede. Foran Gannesh ses en rotte, og det er hans ridedyr. (Læs også historien om Ganesh hvor han vandt en gylden mango: Hi.182). 

Parvati er en gavmild gudinde. Født som datter af bjerget Himalaya vandt Parvati Shivas kærlighed efter en periode med mange trængsler og afholdenhed. Parvati er modellen for en ideel kone.

Murugan er krigsgud og afbilledes med sit spyd (Hi.5) og sit ridedyr, påfuglen, der står foran ham. (Læs om Murugan under planche Hi.175).

Shiva kan kendes på halvmånen nær ansigtet og i dette tilfælde, er han afbilledet som 'herren over kvæg' (Pashupata): Han har en antilope i sin venstre hånd, der symboliserer hans funktion som herren over kvæg. I en anden hånd har han en økse. Foran ham er hans ridedyr, tyren Nandi. (Læs mere om Shiva under planche Hi.170).

På denne planche (i farver) ser man Shiva (ødelæggeren) der er igang med at give en gylden mango til sin ene søn, Ganesh, som står til venstre i billedet med sit karakteristiske elefanthovedet. Både Shiva og Ganesh bærer den karakteristiske Shiva-tilak med tre hvide, vandrette streger over panden. 

Shiva kan kendes på halvmånen nær ansigtet, og han er i dette tilfælde afbilledet i formen 'herre over kvæg' (se Hi.181); han har en trefork, en økse og en antilope. I luften ses Murugan med sit spyd (se Hi.5), imens han rider på sin påfugl. Det ser ud til, at Ganesh har en hummer: hummeren symboliserer hans status som beskytter af kunsten. Han har også en økse eller spore, som symboliserer vrede. Vrede gør skade på andre ligesom sporen. Ved siden af Shiva står hans hustru Parvati (se Hi.181). 

Historien om den gyldne mango

Billedet er fra en historie, der er meget populær blandt tamilerne. Shiva og Parvati, der er forældre til Ganesh og Murugan, udlover en gylden mangofrugt til den af deres sønner, som først kan bevæge sig rundt om hele verden. Murugan skynder sig og lynhurtigt flyver han på sin påfugl rundt om hele jorden. Idet han kommer tilbage, ser han Shiva give den gyldne mango til Ganesh. Kunne Ganesh have været hurtigere på sit ridedyr, rotten? Ganesh har ikke været hurtigere, men mere snedig. Stille og roligt gik han en tur rundt om sin mor, Parvati, idet han sagde "min mor er som hele verden for mig", og derfor fik han den gyldne mango.

Denne planche (i farver) viser krigergudinden Kali, hvis navn på sanskrit betyder sort. Hun står med det ene ben på sin mand Shiva (ødelæggeren) (Hi.170).

Kali er således også gift med Shiva - ligesom Parvati (se Hi.181) - men modsat Kali, er Parvati den gavmilde hustru. Både Kali og Parvati er en anden version af Den store gudinde (Maha Devi på sanskrit), men Kali er den mest frygtindgydende version, men hun kæmper for det gode. Kali befinder sig i en slags social periferi, hun hjemsøger urene kremationsgrunde og appellerer til de kasteløse urørlige grupper i samfundet. Hun befinder sig på kanten til den kontrollerede og respektable brahminske verden.

Kali er oftest afbilledet sort eller blå og delvis eller helt nøgen. Hun afbilledes også med en lang tunge og flere arme iført en nederdel af menneskelige arme, en halskæde med halshuggede hoveder og et halshugget hoved i en af ​​hendes hænder. Det er hovedet af ​​en dæmon Raktabija. Med hver dråbe blod, der drypper fra Raktabijas hoved, laver han en klon af sig selv. Det er grunden til, at Kali holder en skål, der samler blodet fra det afskårne hoved. Hun er ofte portrætteret stående eller dansende på Shiva, der ligger under hende. En af forklaringer på, hvorfor Shiva ligger der, er, at han begrænser Kalis ødelæggende kræfter. Kalis tunge, som stikker ud af hendes mund, siges at indikere hendes overraskelse og forlegenhed over at opdage, at hun tramper på sin mand. I sine arme har hun forskellige våben. Her står hun med et sværd og en trefork, som er symbol på Shiva.

På denne planche (i sort/hvid) ses en kvinde, der tegner rituelle mønstre på jorden. I dette tilfælde er mønstrene en del af et større navngivnings-ritual for det lille barn, man kan se ved kvindens fødder. Navngivnings-ritualet udføres når barnet er mellem 30 og 60 dage gammelt. Barnet er blevet anbragt herude på gårdspladsen af en ældre kvinde - som traditionen foreskriver - og solens stråler rammer nu barnet for første gang. Om lidt vil moderen komme og bære barnet ind igen og derpå følger flere andre riter inde bag døren.

At tegne mønstre foran sit hus er sig selv ikke noget unikt. Det gør kvinderne i Tamil Nadu hver morgen. Sådanne mønstre kaldes kolam. Alle kvinder må kunne lave kolam, og de laver som regel nye mønstre hver dag. Det er lidt uklart præcis, hvorfor man laver disse mønstre. Formentlig oprinder traditionen fra en ide om at mønstrene giver en eller anden form for magisk beskyttelse af huset mod 'onde øjne' eller onde ånder. Har man svært ved at finde på nye mønstre, kan man købe et hæfte med kolam-mønstre. (I PowerPoint 3 beskrives kolam også: se lånermappens afsnit 7).

Kvinden i billedet er iført en sari, den mest almindelige klædedragt for kvinder, og hun bærer et armbånd. Til højre i billedet kan man se, at en af pigerne også har armbånd på, og til højre for hende, kan man se en tåring. Tåringe bæres kun af gifte kvinder. I samlingen er der eksempler på alt dette kvindeudstyr. Se sari Hi.88-Hi.89 og armbånd Hi.106-Hi.108 og tåring Hi.98. 

Denne planche (i sort/hvid) viser en hjemme-puja, der efter alt at dømme afholdes i et velhavende hjem. Mange af genstandene i billedet findes også i samlingen: Figuren af guddommen er dekoreret med blomsterkranse (Hi.61- Hi.62), bortset fra, at dem på billedet sikkert er lavet af friske blomster. Man bruger så vidt muligt altid friske blomster. Der er fade med frugt (Hi.21-Hi.22) og muligvis ris som offergaver. Der er olielamper (Hi.6-Hi.9, Hi.34), en beholder til vand (Hi.55, Hi.96, Hi.150) og en figur, der repræsenterer en gudinde (Hi.151). Mange af kvinderne er iført sari (Hi.88-Hi.89) og har en bindi på panden (Hi.109-Hi.110). Foran en af ​​kvinderne er der en åben bog, som formentlig indeholder mantraer.

Denne planche (i sort/hvid) viser et ayurvedisk apotek. Der er et rigt udvalg af medicin. Noget fremstilles på stedet, andet købes fra fabrikker, som laver ayurvedisk medicin.

Kasper Pape Helligsøe, Line Beck, Malthe Barnkob Lehrmann (2015, 1. udg., Lindhardt og Ringhof.) Håndbogen viser, hvordan man kan lave feltarbejde og integrere det i undervisningen. Den omhandler, hvordan antropologiske metoder - deltagerobservation, interview og visulle/materielle metoder - kan bruges til at opbygge ny viden om kulturelle forhold. Trin for trin beskrives, hvordan man tilrettelægger og gennemfører et feltarbejde og bagefter formidler den opnåede viden. I sidste kapitel er der 12 afprøvelse eksempler til inspiration.

Bogen kan supplere øvelselsesinstruktionerne under tema 2 og 3, der består i at lave feltarbejde.