Genstandsliste for Tyrkiske rødder i Danmark
Guide til genstandslisten
I denne genstandsliste kan du læse om hver enkelt genstand i samlingen 'Tyrkiske rødder i Danmark'. Der har været cirka 30 personer med til at hjælpe med at lave denne samling. De fleste er født og opvokset i Danmark, mens få af dem er kommet fra Tyrkiet som børn. Det, der forener dem, er, at de bor i Aarhus, og at de er efterkommere af de tyrkiske gæstearbejdere, der kom i løbet af 1960’erne og 70’erne. Men udover det, er de meget forskellige mennesker, som lever meget forskellige liv. De vil i genstandsteksterne blive kaldt for deltagere.
Du kan møde nogle af deltagerne ved at læse om genstandene og lytte til fortællingerne på hjemmesiden. Her taler de om, hvordan de knytter sig til deres tyrkiske rødder. Og de giver dig et indblik i, hvad det vil sige at befinde sig i spændingsfeltet mellem det danske og det tyrkiske.
"Forundringsgenstande" - Disse genstande lægger op til debat og stiller spørgsmål som: Hvad er kultur egentlig? Kan man vælge sin identitet? Hvad skal med i en museumssamling?
"Det har andre sagt om genstanden" - Til nogle genstande er der udtalelser fra flere forskellige deltagere, for de var ikke altid enige om, hvad der skulle med i samlingen.
"Forundrings-genstand"
Rød julekugle af metal med sølvdekoration. Julekuglen har været i indsamlerens familie i mange år, hvor den er blevet brugt til at pynte juletræ juleaften, den 24. december.
Indenfor Islam er julen ikke traditionelt en højtid, som man fejrer. Mange i Tyrkiet var og er muslimer, og derfor var det få af de gæstearbejdere, der kom fra Tyrkiet til Danmark, der var vant til at fejre jul. Nogle af deres efterkommere er begyndt på det, én af dem er 24-årige Deniz. Hun fortæller:
"Der er på en eller anden måde, igennem alle generationer, en større accept af den danske kultur og de danske normer. Vi fejrer for eksempel juleaften - så er vi sammen og hygger og har julemad. Altså vi har and og flæskesteg - en stor del af min familie spiser gris. Og vi giver julegaver til hinanden. Det er jo bare en kultur for os, det er bare en hyggelig dag, og vi gør det jo ikke på grund af religion på nogen måde. Vi gør det bare, fordi vi synes, det er sjovt og skide hyggeligt, og så er det en undskyldning for at mødes alle sammen."
Hjemme hos Deniz har de juletræ og julepynt – blandt andet denne her slags røde julekugler.
Hvad synes du julekuglen fortæller?
"Forundrings-genstand"
Ældre billedramme i metal og glas, købt i en butik på Park Alle i Aarhus C. Der kunne have været et billede af Tyrkiets første præsident Kemal Atatürk i rammen. Men det er der ikke.
Mustafa Kemal Atatürk blev født i 1881 i Det Osmanniske Rige. Riget strakte sig over et stort område, blandt andet det vi i dag kender som Grækenland, Tyrkiet og dele af Mellemøsten. Efter 1. Verdenskrig brød riget sammen, og i 1923 udråbte Atatürk området, det nuværende Tyrkiet, som selvstændig republik. Han var officer samt politiker og blev udnævnt til Tyrkiets første præsident. Der blev indført et sekulært styre - dvs. et styre hvor stat og religion er skilt ad - samt gennemført en række reformer med det formål at gøre Tyrkiet til, hvad han anså som et moderne land. Blandt andet indførte han stemmeret for kvinder, forbud mod at bære tørklæde i offentlige institutioner, og han erstattede det arabiske alfabet med det latinske. Atatürk døde i 1938.
Kemal Atatürk deler vandene. Både dengang og i dag. Mange er stolte af ham og hylder ham som Tyrkiets forfader. Flere deltagere fortæller, at de har et billede hængende af ham i deres hjem. Andre er mere kritiske overfor Atatürks sekularisering og til tider hårde linje overfor blandt andet det kurdiske mindretal. De ville ikke kunne finde på at hænge et billede op af ham i deres stue. Holdningen til Atatürk kan stadig, mere end 70 år efter hans død, skabe stor debat både i Tyrkiet og i Danmark.
Billedet af Atatürk er et vigtigt symbol – synes du, det er en rigtig løsning, ikke at have et billede af ham med i samlingen?
Bog, titel: Koranen på dansk. Paperback. Forlag: Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse. 2014.
Koranen er religionen Islams primære hellige skrift. Den består af 114 suraer (kapitler), som er opdelt i 30 djuz (dele). Ifølge Islam er Koranen Guds ord, åbenbaret gennem profeten Muhammed omkring 600-tallet. Denne koran er købt i samarbejde med Ayşe, en ung kvinde på 23 år. Hun studerer på universitet i Aarhus og holder meget af at læse bøger om filosofi og religion.
For Ayşe betyder islam rigtig meget i hendes liv. Hun fortæller:
"Mange som er opvokset i Danmark har en meget tyrkisk præget kultur derhjemme, og så når man er ude af døren - så er det danskhed. Og der er forskel på værdier i den tyrkiske kultur og i den danske kultur. Det kunne godt virke lidt forvirrende til at starte med, men lige nu så er jeg mere neutral i det. Jeg føler mig hverken som tyrker eller som dansker. Selvfølgelig hvis jeg skal vælge en nationalitet eller to, så ville det være tyrkisk og dansk, og jeg ville nok hælde mere til det tyrkiske, fordi noget af kulturen i den tyrkiske kultur er udviklet fra religionen Islam (...) men nej, jeg vil ikke sige, at jeg skulle vælge det ene frem for det andet. Jeg forholder mig mere neutralt lige nu, og så er min identitet - det er en muslim."
Indsamleren og Ayşe diskuterede frem og tilbage, om der skulle være en koran på dansk, arabisk eller tyrkisk i samlingen. Vi endte med at købe en dansk. Så kan danske unge, der ikke kender til Koranen, prøve at læse i den, hvis de har lyst. Desuden er der nogle særlige regler for, hvordan man skal håndtere den arabiske koran, idet den anses som hellig. Der gælder ikke de samme regler for en oversat koran. Ayşe har ikke en koran på dansk, hun foretrækker den engelske oversættelse, og så har hun taget undervisning i arabisk, så hun også kan læse den på originalsproget. Hun synes, medierne ofte fremstiller Islam forkert, og derfor vil hun gerne vise et andet billede af religionen.
Det har andre sagt om koranen i samlingen:
- Jeg synes måske ikke, at Koranen passer så godt ind i samlingen. Religion har ikke noget med min tyrkiske baggrund at gøre, det er noget andet (Kvinde, sidst i 30'erne).
- Der kunne godt være flere ting i samlingen, der har noget at gøre med Islam. For eksempel den lille taburet, som man lægger Koranen på (Mand, omkring 40 år).
"Forundrings-genstand"
Spisepinde lavet af træ, med kinesisk skrift. Købt i asiatisk butik på banegårdpladsen i Aarhus.
I de interviews, der er blevet lavet i forbindelse med skabelsen af denne samling, blev der blandt andet spurgt til, om der var nogle ting der gik igen i tyrkiske hjem. Hertil svarede Mahmut, en ung mand i starten af 20’erne:
"Mahmut: hvad har mange tyrkere i deres hjem? Det er meget forskelligt, skal du tænke på, fordi folk de kommer jo fra forskellige steder i Tyrkiet. Så de er forskellige, også i deres egen kultur jo.
Marie: Der er ikke én ting, som sådan går igen?
Mahmut: Øhm, jo.... Nazar boncuk – det blå øje der. Den har alle tyrkere. Alle tyrkere.
Marie: Har du den også?
Mahmut: Nej. Alle undtagen mig, jeg har den sgu ik'. Nej. Jeg har kinesiske spisepinde og italiensk frysepizza. Men jeg er også ved at skifte kultur."
Et halvt år efter denne samtale, blev Mahmut præsenteret for samlingen, blandt andet de kinesiske spisepinde. Han grinede og sagde: "ja dem har jeg ikke mere – nu er det noget nyt".
"Forundrings-genstand"
Fjernbetjening købt i Aarhus. Sort plastic.
En kvindelig deltager i midten 20’erne fortæller:
Andre har sagt om fjernbetjeningen:"Det er de valg, der gør, at jeg tænker, jeg lever meget mere tyrkisk, end jeg lever dansk. Hvis jeg havde valgt at se dansk tv, hvis jeg havde valgt at høre dansk musik, jamen så havde det jo været noget andet. Hvis jeg havde valgt at spise dansk mad. Mere end det er vi jo ikke forskellige – tyrkere er også mennesker og danskere er også mennesker. Jeg ved ikke helt, hvordan vi er forskellige på andre områder."
- Jeg ser både dansk og tyrkisk fjernsyn.
- Nu er det nemt at følge med i, hvad der sker i Tyrkiet, men før i tiden, inden parabolen og internettet kom, var det svært.
Bandet Hudna er en dansk trio, og dette er deres første CD. Den er doneret til samlingen af bandets forsanger Orhan Özgür Turan.
Ordet Hudna stammer fra arabisk og betyder ’våbenhvile’. Bandets fundament er den tyrkiske folkemusik, men mellemøstlige rytmer og en folk-inspireret guitar blander sig med de tyrkiske toner og skaber en ny lyd. På deres hjemmeside skriver de om dem selv:
"Vi kommer fra tre forskellige religioner, tre forskellige kulturer og tre forskellige baggrunde, og den virkelighed udgør rødderne i vores arbejde. Den forståelse, som udgår fra disse rødder, hjælper os med at skabe en solid base, der både kan bære og forene vores forskelligheder." (Oversat fra engelsk).
Se mere på Hudnas hjemmeside: www.hudna.net
"Forundrings-genstand"
Plastik-tøfler fra Tyrkiet. Lavet af sort plastik med mønster-prægning. Kvindemodel. Indsamlet i midten af 1980'erne i en landsby i Tyrkiet.
De fleste af de mennesker, der kom til Aarhus som gæstearbejdere i 1960’erne, kom fra det område i Tyrkiet, der hedder Anatolien. Her havde de efterladt deres familier, hvoraf mange boede i små landsbyer udenfor byerne Sivas og Çorum. Disse tøfler stammer fra én af de landsbyer. De blev indsamlet i 1983 af en antropolog, og taget med til Moesgaard Museum. I forbindelse med skabelsen af denne samling, blev tøflerne vist frem. Da Kadir, en ung mand i starten af 20’erne, fik øje på dem, fortalte han følgende historie:
Den årlige ferie i Tyrkiet er et must for mange familier med tyrkiske rødder. Her besøger de familie og holder ferie. Nogle af de unge, som har hjulpet med samlingen, gider ikke længere hvert år til Tyrkiet. De vil hellere bruge deres sommerferie på at rejse til andre lande med deres venner. Èn af dem fortæller dog, at når han selv får børn, så vil han helt sikkert tage dem med til den landsby, hvor familien kommer fra. Her har han mange minder fra, og han vil gerne have, at hans børn skal opleve Tyrkiet og samtidig forstå, at de er heldige at bo i Danmark."De her sko kan jeg godt huske. Hver sommer, da jeg var dreng, var vi på ferie i landsbyen i Tyrkiet, og der rendte alle børnene rundt i sådan nogle. Jeg havde selv nogle gode Nike-sko, men jeg plagede min mor om at få sådan nogle plastik-tøfler og græd, da hun sagde nej. Det har hun drillet mig meget med siden. Der kom nogle sigøjnere kørende til landsbyen og solgte den her slags sko – jeg fik vist nok et par til sidst."
"Det blå øje" (Nazar Boncuk)
På tyrkisk betyder 'nazar' ondt øje. 'Boncuk' (eller boncuğu) betyder perle eller amulet. Nazar boncuk er altså ’det onde øjes perle’. Kendetegnet er den mørkeblå farve og det runde øje i midten med hvid, sort og evt. gul. Ofte laves perlerne i glas. Det er et meget populært symbol i Tyrkiet og Mellemøsten, og ses mange steder foran hoveddøre, i udsmykning og ikke mindst som souvenir til turister. Nazar boncuk siges at beskytte dig mod onde øjne i form af jalousi og onde tanker fra andre. Den blå farve og øjet vil opfange den dårlige energi, så den ikke rammer dig. En del af de personer, som har hjulpet med at lave 'Tyrkiske rødder i Danmark' ejer én eller flere nazar boncuk. Det kan være i form af smykker, pynt eller amuletter. Men det er forskelligt, om de tror på, at "det blå øje" virker, eller de bare bruger det som pynt. I samlingen er der tre eksempler på, hvordan nazar boncuk indgår i nogle af deltagernes hverdag.
Pyntegenstand af glas og plastik. Købt i Tyrkiet på en sommerferie omkring år 2001.
Denne pyntegenstand har stået i Nuzyies hjem i Aarhus i mange år. Nuzyie er i 40’erne, gift og har to voksne børn. Hun kan godt lide nazar boncuk, og hun tror på, at det er en amulet, der beskytter mod ondt. Træet købte hun på en ferie i Tyrkiet, et år hvor denne type var meget moderne. Nuzyies mand og børn går ikke op i nazar boncuk, og de har aldrig brudt sig om træet. Det har derfor samlet støv bagest på en køkkenhylde i mange år. Nuzyie er glad for, at træet kunne blive en del af denne samling, for hun kunne ikke nænne at smide det ud.
Nøglering med perler, blandt andet nazar boncuk og hestesko i glas og plastik. Købt på en ferie i Tyrkiet.
Denne nøglering har hængt ved siden af hoveddøren hos en familie i Aarhus i et par år. Da indsamleren fortalte, at hun ledte efter en nazar boncuk til samlingen, tog moderen i huset straks denne nøglering ned og gav den til hende. Moderen fortalte, at hun bare havde hængt den op for sjov, hun troede ikke rigtig på, at den virkede. De havde bare købt den med hjem fra Tyrkiet som souvenir, og så havde hun hængt den op ved døren og ikke tænkt mere over det.
Denne lille amulet består af to perler og en ’guldmønt’ i plastik, som er fastgjort på en bodystocking med en sikkerhedsnål. Bruges til at beskytte nyfødte mod 'onde øjne'.
Nazar boncuk bruges ofte som amulet, enten som et smykke, eller i dette tilfælde, som en amulet fastgjort til tøjet med en sikkerhedsnål.
Én af deltagerne er blevet mor til en lille pige. Hun fortæller:Denne amulet har en af deltagerne lavet til samlingen. ’Guldmønten’ er én hun havde gemt fra et påskeæg engang. Man vil normalt bruge ægte guld, men det er blevet meget dyrt, fortæller hun."Lige da hun blev født så sagde min svigermor: har du ikke en nazar boncuk? Hun skal have den på. Jo jo, sagde jeg. Det er ikke noget, man tilbeder som sådan, men det er jo en amulet for os. Vi læser nogle vers op fra Koranen, som også beskytter. Først og fremmest er det jo Gud selv, der beskytter os. Men det er også bare rart, at man har noget, man kan give videre."
Tom tallerken i porcelæn med slidt guldkant. Købt i genbrugsforretning i Aarhus.
MAD! - er noget af det første, der bliver nævnt, når deltagerne er blevet spurgt til, hvad der er vigtigt for dem i forhold til deres tyrkiske baggrund. Tyrkisk mad. De fortæller, at tyrkisk mad er retter med bulgur, tyrkisk peber, baklava (en kage), mantı (en slags pasta), kebab, köfte (en slags kødboller), dolma og meget mere.
En af deltagerne fortæller, at det ikke bare er maden, der er vigtig, det er hele stemningen omkring måltidet. Hun fortæller:
"Jeg kunne godt tænke mig at tage dig med hjem til min familie, så du fik lidt - hvad kan man sige - følelser med ind over. Jeg har prøvet at have nogle danske veninder med hjem på besøg: hold da op, der var bare nærmest et festmåltid: ”spis og spis, og du skal også smage det her”. Den der gæstfrihed. Der bliver ikke kigget på en med fremmede øjne, vi sidder til bords, og der er vi simpelthen på lige fod."
Te
Mange af deltagerne har peget på, at det var vigtigt, at tyrkisk te kom med i samlingen. Den bliver drukket til hverdag og fest og er således en fast bestanddel af mange af deltagernes liv. Ofte kommer selve teen ikke fra Tyrkiet, det er måden, som man laver den på, der er det vigtige. Og den skal serveres i glas, så man kan se farven. Teen drikkes gerne med sukker.
Løse tørre teblade i papæske. Med kardemomme. Mærket er Ahmad Tea. (Må gerne bruges af!).
Pakken med teblade er købt i Bazar Vest i Gellerup, en bydel i Aarhus, hvor der bor mange med anden etnisk baggrund. Hvis du kigger efter, kan du se, at teen ikke kommer fra Tyrkiet. De fleste af deltagerne køber ikke te fra Tyrkiet, da de mener, at den er af dårlig kvalitet. Der er forskellige præferencer for, hvilken te det skal være. Özlem, som har hjulpet med at købe tekande og te, foretrækker kardemommete. "Men det skifter lidt", fortæller hun. Tyrkisk te drikkes ofte med sukker.
Teglas med hank. Købt i Bazar Vest i Gellerup.
I forbindelse med indsamlingen blev det diskuteret, hvilken type glas, der skulle med i samlingen. Nogle af deltagerne syntes det var vigtigt, at der var hank på, så man ikke brænder fingrene. De mente, at det især var de ældre, der efterspurgte denne type.
Glas uden dekoration med underkop og lille teske. Købt i Bazar Vest i Gellerup.
Dette glas ligner det, som Selma (som har doneret teglas 1) bruger til hverdag. Det var de mest moderne glas, hun kunne finde i Tyrkiet, da de var på sommerferie i 2015. Hvert år kigger hun efter nye glas eller køkkenudstyr, når de besøger familien i Tyrkiet.
Glas med påmalede dekorationer og tilhørende underkop, samt lille teske. Del af sæt på 6 glas.
Dette glas er doneret til samlingen af Selma på 38 år, som har fået sættet i bryllupsgave. Men det er aldrig blevet taget i brug, fordi familien synes, at glassene er for små.
Teglas uden dekoration, underkop i metal, samt lille teske. Indsamlet i en landsby i Tyrkiet i midten af 1980’erne.
Dette teglas er fra en ældre UNESCO-samling fra Tyrkiet. En af deltagerne argumenterede for, at netop dette glas skulle med. Hun er 25 år, født og opvokset i Danmark, og bor hjemme hos sine forældre. Hun forklarer:
"Jeg vil være glad for, at netop det der glas kom med. Jeg føler, at det er noget… jeg ved godt, det er den samme te man drikker, men jeg synes, det betyder noget andet, når man drikker det fra det glas. Så jeg vil selv holde fast ved det, fordi det lidt er noget kulturelt. Når jeg får mit eget hjem, mit eget hus, så vil jeg helt klart også have de der glas derhjemme."
Tekande i metal med plast-håndtag. Består af to dele: en lille og en stor kande med tilhørende låg. Købt i butik i Bazar Vest i Gellerup.
Kanden placeres direkte på kogepladen. Vandet koges i nederste del og hældes over tebladene, som er i øverste del.
Der findes mange forskellige slags kander i mange forskellige størrelser og udformninger. Nogle er med strøm, således at man kan have den stående i stuen, når der er gæster. På den måde behøver man ikke at løbe frem og tilbage mellem køkkenet og stuen, når glassene skal fyldes op.Denne kande er købt i samarbejde med Özlem, der kom fra Tyrkiet til Danmark som ung. Hun har købt en lignende kande til sin søn. Da han flyttede sammen med sin danske kone, ønskede han sig nemlig en kande, så han kunne lave tyrkisk te til sine gæster.
"Forundringsgenstand"
Dansk flag på den ene side, og tyrkisk på den anden. Specialsyet til samlingen.
En af deltagerne, Mustafa, fortæller om at være både tyrkisk og dansk:
"Jeg er bare heldig, jeg har to nationaliteter. Det plejer jeg at sige til folk: jeg er en af de få, der er heldige, og jeg er stolt af begge farver. Så får jeg nogle gange smidt det der spørgsmål i hovedet: Hva' så hvis Danmark og Tyrkiet spiller fodboldkamp mod hinanden? Eller går i krig mod hinanden? Hvad gør du så? Jamen prøv lige at høre her, hvad skulle jeg gøre? Jeg bor i Danmark, jeg har aldrig været i militæret i Danmark, og jeg har aldrig været i militæret i Tyrkiet. Jeg vil prøve at undgå at skulle gå i krig. Sådan er det."
Dette instrument kaldes for en Cura ( TD 41a) og er en lille udgave af det tyrkiske strengeinstrument ’saz’. Instrumentet har i alt ni metalstenge og er lavet af morbærtræ. Man spiller på det med en lille plektor. (TD 41b)
Saz er et af hovedinstrumenterne i tyrkisk folkemusik. Mange af deltagerne fortæller, at de har en saz derhjemme. Nogle kan ikke selv spille på den, men den bliver brugt, hvis der kommer en gæst forbi, der kan spille. Det instrument, de fleste har derhjemme, kaldes for en ’baglama’, men den var for stor til at være i den trækasse, som samlingen er pakket i. Derfor endte det med at være den lille udgave af baglamaen, curaen, som er blevet en del af samlingen.
Denne cura er købt af Niyazi Arpac, som ejer en tæppehandel i Aarhus. Han fortæller, at curaen er skåret ud af ét stykke morbærtræ, hvilket giver en flot lyd. Instrumentet er importeret fra Tyrkiet til Danmark for cirka 15 år siden.
Der medfølger et hylster (Td 41c) til at opbevare Curaen i.
Brudeudstyr. Slør i form af rødt stykke transparent stof med mønster i sølvglimmer. Rødt bånd med broderier, som bindes om livet.
Begge dele er købt fra nyt i en stofforretning i Bazar Vest i Aarhus og har derfor ikke været i brug. Det er en tyrkisk tradition, at bruden får et rødt slør over hovedet og et rødt bånd om livet, inden hun forlader sine forældres hjem. Brudgommen tager sløret af hende, når hun ankommer til festen.
Arzu, som er 26 år gammel, har udvalgt sløret og båndet til samlingen. Hun blev selv gift for 7 år siden med sin mand. Indtil hun blev gift, boede hun hjemme hos sine forældre, og efter brylluppet flyttede de begge to hjem til hendes svigerforældre. Her sparede de sammen til at købe deres eget hus, hvor de nu bor med deres lille datter. På loftet i deres hus har Arzu gemt sit slør og det røde bånd, som hun fik bundet om livet til deres bryllup. "Det er sådan noget man gemmer", fortæller hun. Båndet og sløret i denne samling minder meget om hendes eget, men hendes blev købt i Tyrkiet – dér er det billigere.
Mange af deltagerne har sagt, at de føler sig allermest tyrkiske, når de er til et tyrkisk bryllup i Danmark. Der er mange ritualer forbundet med bryllup, og ofte er det en stor fest med mange gæster. 300 til 500 gæster er ikke unormalt.
Det har andre sagt om brudeudstyret og tyrkiske bryllupper i Danmark:
Kvinde i 20'erne: "Det røde bånd symboliserer, at kvinden er jomfru. Nogle tager det røde bånd på alligevel, selvom om de ikke er jomfru, men det synes jeg er forkert."
Kvinde i 20'erne: "For mig er det bare en tradition med det røde bånd. Det er ikke så vigtig, om man er jomfru eller ej."
Kvinde i 40'erne: "Jeg synes, danske bryllupper er sådan lidt kolde. Jeg elsker tyrkiske bryllupper, der er dans og masser af mennesker."
Kvinde i 40'erne: "De tyrkiske bryllupper er for store. Nogle, jeg kender, er begyndt at invitere færre mennesker, omkring 150 personer. Så er det mere hyggeligt."
Fodbold
Fodbold er en stor ting i Tyrkiet, og rigtig mange med tyrkisk baggrund i Danmark følger med i den tyrkiske liga. I samlingen er der en trøje fra hver af de tre store klubber i Tyrkiet. De er indkøbt af en af deltagerne, Buket, som er stor fan af klubben Fenerbahçe. De tre klubber hører alle hjemme i Istanbul og er tilknyttet hver deres kvarter i den store by. De har store fanklubber, som følger holdene tæt.
Sort- og hvidstribet spillertrøje fra fodboldklubben Beşiktaş.
Buket har købt trøjen i Tyrkiet, da hun var på sommerferie med sin familie. Hendes bror, Öztürk, er stor fan af Beşiktaş, ligesom sin far. Han har blandt andet sengetøj og et maleri på væggen af klubbens logo.
Her er et link til Beşiktaş' officielle hjemmeside på engelsk: http://www.bjk.com.tr/en/, hvor du blandt andet kan læse om klubbens historie, legenden om "de sorte ørne" og klubbens værdier.
Gul og rød spillertrøje fra klubben Galatasaray.
Galatasaray er den første og eneste tyrkiske klub, der har vundet UEFA-cup. Det er deres fans meget stolte af.
Du kan læse mere om klubben på Galatasarays officielle hjemmeside: http://www.galatasaray.org/en/anasayfa. Der findes også en dansk fanside på facebook: https://www.facebook.com/GalatasarayEU/?fref=ts
Blå og gul spillertrøje fra fodboldklubben Fenerbahçe.
Fenerbahce fejrer officielt den 19/07 som "Fenerbahçe-dag", da Fenerbahçe blev grundlagt i 1907. Denne dag er der shows på stadion og ude på gaderne.
Fenerbahçe har den største officielle sejr mod Galatasaray, en kamp der endte 6-0 den 6. november 2002. Denne dag fejres stadig af mange Fenerbahçe-fans.
Du kan læse mere om klubben på deres officielle hjemmeside på engelsk: http://www.fenerbahce.org/eng/