Genstandsliste for Grønland

Påklædningsdukke-planche til illustration af kvindedragter.

Grønlandsk-dansk planche med forslag til læringsaktiviteter.

Fremstilling: Jernblad nittet ind i et forholdsvis langt træskaft (kopi TN).

Kajakskraberen er af hvalrostand, flad og forholdsvis let. Anbringes under en tværrem foran mandehullet. (Kopi BS).

Fiskekøllen brugtes til at bedøve fisken med, straks den var trukket op af vandet. Derefter blev den slået helt ihjel med fangstkniven. Køllen medbragtes på kajakken, stukket ind under en af tværremmene. Materialet er træ. (Kopi BS).

Fjordtorsk og ulk kan fanges hele året, direkte fra bredden stående på klippen, fra et hul i isen eller naturligvis også fra båd. Denne pilk er meget typisk for perioden og fisker både torsk og ulk. Den består af fire metalkroge anbragt i et tyndt stykke ben, hvortil fiskelinen er fastgjort. Sammenføjningerne er lavet af almindeligt sejlgarn. På hver side af synkestenen er anbragt en lille benplade, som vibrerer i vandet og lokker fiskene til. Fiskelinen er i dette tilfælde af rensdyrsene. Den kunne være lavet af sejlgarn, barde eller sammenstykket af disse materialer og sælrem. (Kopi BS).

Denne pilk er beregnet til at fiske under isen med. Den adskiller sig fra andre pilke ved at øverste benplade, synkesten og krogstykke er drejet i forhold til hinanden de steder, hvor de er surret sammen. Vridningen går i samme retning og bevirker, at pilken når den sænkes ned igennem et hul i isen vil bevæge sig i en vrikkende bevægelse vandret under isdækket. Fjordtorsken og ulken, som på dette tidspunkt går i de øvre vandlag, vil da bide på. (- En gammel mand fortæller, at ulken tror, at det er en anden ulk og kommer for at hilse på…) (Kopi BS).

Denne krog er meget stærk og er beregnet til helleflynderfiskeri. Helleflynderen kan blive meget stor og skal trækkes op fra store dybder. Linens nederste stykke er lavet af et stykke sælrem, som midt på er forsynet med en surring af hvalbarde for at give den nødvendige stivhed, så linen ikke bevæger sig for meget frem og tilbage, før fisken bider på.

Helleflynderen var en fisk af stor betydning, fordi dens kød er så godt at tørre til vinterforråd. Det var desuden en forholdsvis effektiv form for fiskeri selv med de fiskeredskaber, som stod til rådighed, fordi det er en meget stor fisk. Den regnes for en stor delikatesse og spises både rå, tørret og kogt.

Helleflynderen fiskes især i Vestgrønland, hvor de store banker findes. Da det er en meget langsomt voksende fisk, kan bestanden ikke tåle massiv fiskeri. Bestanden var nær forsvundet fra bankerne som resultat af det danske kommercielle fiskeri ud for Vestgrønland i 1920’erne.

Hver sommer samledes 4-500 mennesker i en sommerlejr ved Søndre Strømfjord, Taseralik, for at fiske helleflynder. Familierne kom i konebåd fra hele kysten, fiskede og mødtes med folk andre steder fra. Tidligere var Taseralik centeret for udveksling af produkter i Vestgrønland for folk fra forskellige egne af Grønland, men efter koloniseringen ophørte dette, og stedet fungerede omkring århundredeskiftet udelukkende som sommerfangstplads.

Bennål i lædersnor til ørredfangst. Alle deltog i sommerens ørredfiskeri. Man udvalgte sig specielle sommerlejrpladser efter, hvor der var godt ørredfiskeri. Ørreden blev røget og tørret til vinterforråd, som den også bliver det i dag. (Kopi BS).

Snaren består af en flyder af træ, hvortil er fastgjort nogle løkker fremstillet af stykker af skaftet fra mågevinger. I den ene ende af flyderen er fastgjort en tynd strop af sælhud og dertil igen en figur af træ, forestillende og af størrelse som en ammassat (en lille laksefisk, som i forsommeren er meget talrig ved kysterne). Til fisken er fastgjort et stykke rem, der fra ny har været ca. ¾ m lang. Remmen har fungeret som ankersnor og har været fortøjet til bunden; fisken har da stået lidt under vandoverfladen og ”lokket”.

Bærskrabere brugt af en voksen kvinde og en lille pige. Bær af fjeldrævling, af danske kaldet ’sortebær’, blev plukket overalt i Grønland sidst på sommeren og ud på efteråret; også efter snefald. Bærrene spistes, som de var eller blev blandet med kød, lever og spæk og syltet, så de kunne holde vinteren igennem. Spæksyltning foregik på den måde, at de ting (bær, kød osv.), som skulle gemmes til senere blev puttet i sælskind skiftevis med spæk, således at det hele lå tæt i skindposen. Til slut blev skindet syet sammen, således at der ikke trængte luft ind. Spæk har som andet fedt den egenskab, at det lukker lufttæt. Spæksyltning kendes også fra bl.a. Europa, f. eks. Frankrig, hvor juleanden i visse egne er blevet slagtet og derefter syltet i svinefedt i store krukker allerede ud på efteråret. Den bliver senere taget op og stegt, når den skal bruges.

Bærskraberne, som er ens, er lavet af buede stykker af rentak forbundet med håndtag af træ. Bærskraberen blev holdt sådan, at tommelfingeren havde fat om håndtaget og de andre fingre om benpladen, dvs. at bærskraberen og hånden til sammen udgjorde en art skål.

Det var kun kvinder og børn, især piger, som samlede bær til forråd.

Pisken er det vigtigste redskab i slædekørerens styring af sit hundespand. Det er en fejl, hvis man tror, at pisken er beregnet til at straffe hundene med. Snerten rammer kun sjældent: Opmuntrende tilråb og snerten, der smælder foran snuden på en hund, opildner tværtimod spandet til at yde sit bedste. – Med piskeskaftet til hjælp kan en slædekører vove sig ind i et kobbel rasende hunde og skille dem ad, om nødvendigt. Piskeskaftet kan også bruges som redskab til at holde hundene adskilt, mens de fodres.

Fremstilling: Pisken består af tre dele. Den yderste, meget tynde spids, der laves af hvalroshud. Hvalroshud er det stærkeste læder, der findes, og kan skæres meget tyndt uden at gå i stykker; selve snerten, der laves af remmesælhud; og håndtaget, der er af træ. I piskens øverste tredjedel er snerten meget kraftig, oppe mod håndtaget er den flettet for at opnå en vis stivhed.

Skraber af hvalben med en strop af sælhud. Bemærk, at hvalben er meget tungt. Skraberen bruges til at fjerne isbelægninger under mederne. En ismejsel kan evt. også bruges. Under kørsel hænger slædeskraberen i en strop over den ene opstander. (Kopi BS).

Skydeslæden bruges ved isfangst og især om foråret, hvor sælerne kommer op på isen og ligger og soler sig. Ligesom tilfældet var med skydesejlet til kajakken er skydeslæden udviklet efter, at geværet er blevet almindeligt udbredt som jagtvåben. Skydeslæden fungerer samtidig som skjul for fangeren, der nærmer sig på maven henover isen, og som geværstøtte. Under mederne er slæden forsynet med sælskind for at frembringe så lidt støj som muligt. (Kopi BS).

Ismejsel, også kaldet tuq [tuk], bestående af et kraftigt stemmejern på et langt skaft. Tuq’en bruges til at hakke hul i isen med om vinteren, hvis man skal fiske, og til at sætte garn under isen med. Siden midten af 1800-tallet har man i Diskobugtområdet sat sælgarn under isen om vinteren, og til det formål er tuq’en uundværlig. Det foregår på den måde, at fangeren med sit redskab hakker tre huller i isen. Sælgarnet med synkesten bundet i nederste garnkant puttes ned igennem det første hul, og øverste kant fortøjes til hullet ved hjælp af et stykke is. Med tuq’en bundet til garnet skydes resten nu over til næste hul, hvor garnet trækkes op og fortøjes, inden det sendes videre til sidste hul og fortøjes der. De tre huller stoppes med is, og garnet hænger nu en til to dage, før det røgtes igen. Da er hullerne frosset til. Med sin tuq hugger fangeren et hul i et af hullerne, sænker forsigtigt et lille spejl – bundet til tuq-spidsen – ned i vandet for at se, om der er noget i garnet. Hvis der er sæl, hugges et af hullerne så store, at sælen kan trækkes op, hvorefter garnet anbringes igen.

Ulo’en (med tryk på lo) kaldes også kvindekniven. Enhver pige og kvinde havde mindst én og ofte et par ulo’er.

Ulo’en består af et halvmåneformet jernblad med en ”hals”, hvorpå håndtaget er monteret. Håndtaget på samlingens to ulo’er er af rentak. Det var ofte ellers af ben, evt. træ. Som regel købte man bladet i butikken, hvor de har været solgt i Grønland siden slutningen af 1700-tallet i omtrent uændret form. Håndtaget skal være ca. så bredt som den hånd, der bruger ulo’en.

Anvendelse:  Med sin korte, rundede æg er ulo’en et meget præcist redskab, der benyttedes, hvor vi bruger kniv og saks: ved flænsning og partering af sæler - der er kvindernes arbejde - ved udskæring af skind, osv. Til det sidste formål kunne dog også anvendes et barberblad.

Ulo’en holdes mellem pege- og langefinger med tommelfingeren som støtte bag på bladet. Ved vandrette bevægelser, f. eks. når sælen flænses (befris for skindet), bevæges ulo’en i små cirklende bevægelser med håndfladen opad. På den måde er den lettere at føre helt præcist uden at komme til at beskadige hverken skindet eller skære igennem spækket ind til kødet.

Skrabebræt tilhørende et barn.

Fingerbølholder af ben, beregnet til at hænge fastgjort udvendig på en sypose, med syringen anbragt på den lille tap, der stikker op i midten. Disse fingerbølholdere var ofte meget smukt udskårne som små fugle o.l. Dette er derfor ikke noget særsyn.

Syring fremstillet af et købt fingerbøl, hvor man har skåret låget af. Syringen anbringes på højre hånds pegefinger. Selve syarbejdet foregår på den måde, at kvinden arbejder væk fra sig og trækker nålen igennem ved et kraftigt tag med tommel og pegefinger. Dvs. at en del af syarbejdet foregår med håndfladen vendt opad til forskel fra europæiske måde at sy på.

Rynkebenet blev brugt ved fremstilling af kamikker: for at give plads til tæer og hæl må såleskindet rynkes til kamikkens overlæder. Såleskindet sys på vådt, hvor det er forholdsvis blødt at arbejde med. Når rynkerne er lavet, føres rynkebenet indefra og udefter med en snittende bevægelse, som om det var en kniv, og medens der presses nedad på folden. Derved presses rynkerne flade, og når skindet er tørt sidder folderne pænt ordnet og fladt. Dette rynkeben har været fremstillet af narhvaltand. Den opbevares i syposen.

Et andet redskab, der også brugtes ved syningen af kamikker. På festkamikker syede man altid en lille pyntekant i en kontrastfarve, som regel hvid, i kanten mellem såler og overlæder. Når den var syet på, skulle sømmen ordnes ved hjælp af dette redskab.

Sygrejet her er fremstillet som souvenir og ikke særlig pænt lavet. Materialet er knogler (I kan se de grove ”porer”) og plastic fra et rødt og et blåt sjippetov. Det er tanken, at redskaberne skal hænges op f.eks. i et vindue, så lyset falder ind igennem plastichullerne. Måden, tingene er lavet på – dekorationen med hullerne, ”blondekanten” øverst, osv.- er gammel grønlandsk og findes på andre redskaber, som er lavet til at kunne bruges. Syredskaber, fremstillet som disse, findes også i smuk og gedigen forarbejdning hos forskellige kvinder i bygden, hvor det er købt.

Dette redskab har ingen passende dansk benævnelse. Det blev brugt som hjælp ved betrækning af kajakken, og det hedder på grønlandsk en ”paggersuut”: Kanten af bådbetrækket bøjes ind under kajakringen (mandehullet) og ”knappes” på med små bentapper. Da kajakbetrækket sidder meget stramt, er det nødvendigt med dette lille instrument til at ”løfte” skindet det sidste stykke: redskabet stikkes igennem slidsen (”knaphullet”) i kajakbetrækket og presses imod bentappen indeni kajakringen, så betrækket på denne måde knappes på. Redskabet her har tilsyneladende oprindelig haft et andet formål – dette er blot en afbrækket del af noget, som har været brugt til noget andet.

Tranlampe

Til en kvindes personlige ejendele hørte også tranlampen af fedsten og den tilhørende lampestol. Denne lampe er beregnet til at bruge til belysning: den er oval og ikke særlig stor. Tidligere, før det 20. århundrede, brugtes lampen også som opvarmningskilde og til at koge over. Den var da som regel fire gange så stor, næsten rund og inddelt i flere rum. Efter indførelsen af kul-træ fyrede komfurer o. midten af 1800-tallet gled brugen af den store lampe mere og mere ud. I Diskobugtområdet fremstilledes de sidste nye lamper i dette århundrede, medens man andre steder begyndte at bruge europæisk fremstillede spæklamper af metal. Som belysningskilde har lampen været i brug mange steder i Grønland helt op til 1950-erne, hvor man fik elektricitet i alle byerne. Petroleum blev først frigivet i 1940-erne, da man havde anset det for brandfarligt.

Anvendelse: Det var kvindernes opgave at passe lampen og sørge for, at der altid var ild i den. Spækket placeredes langs den bageste rand, hvorfra det smeltede og løb frem til forkanten, hvor der lå en bomuldsvæge – som regel af små strimler bomuld. Før spækket blev lagt i lampen, blev det tygget eller hakket i stykker med ulo’en eller evt. delvis knust med en såkaldt spækbanker. Formålet med dette var at knuse fedtcellerne, så spækket hurtigere trannede (løb) i lampen. Med ulo’en lægges spækket over i lampen. Spæklampen brændte helt uden at ose, hvis man passede den rigtigt. Til dette formål brugtes en vægepind, en ganske almindelig pind af træ eller evt. ben, hvormed vægens højde blev reguleret.

Lampestol

Lampestolen benyttes som underlag for lampen. Den har en fordybning i sædet, en såkaldt drypskål, som opsamler trannet, der efterhånden siver igennem den fedtmættede lampeskål. (Det er fra denne drypskål Havets moder sender fangstdyrene tilbage til menneskene, når deres synder er sonede. Sagnfortællinger om Havets moder eller Havkvinden findes bl.a. hos Knud Rasmussen, Myter og sagn”).

Håndtenen benyttes til spinding af hare- og hundeuld. Garnet brugte man til at strikke vanter og tørklæder af. Fremgangsmåden ved spindingen var følgende: uldhårene anbragtes på sømmet øverst, hvorefter den frithængende ten blev sat i bevægelse med fingrene. Tapperne midt på tenhovedet forhindrede tråden i at filtre sammen. Ikke alle hushold havde en ten, men da det ikke var et redskab, som var i konstant brug, kunne det lånes fra en anden kvinde, hvis man ikke selv havde en. Tenen er ikke oprindeligt et grønlandsk redskab, men er kommet til Grønland via nordboerne i Sydgrønland. Materialet var træ, evt. kunne tenhovedet være fladt og af fedtsten. Originalen, som samlingens ten er lavet efter, var af træ.

Tommelbeskytteren, som manden bruger, når han arbejder i hårde materialer såsom træ og fedtsten. Beskytteren er lavet af sælskind. (Kopi BS).

Dagligkamikker til en mand. Kamikkerne har været i brug indtil 1983, men de ser ud, som de gjorde for 75 år siden. Skindet er fjordsæl, både udvendig og indvendig. Det er og var det mest almindelige til kamikker. Sålerne er remmesæl behandlet på en sådan måde, at det er vandtæt. Såleskind forarbejdes på næsten samme måde som bådeskind: Det spækkes og befris for hår. Den mørke hinde under hårene får lov at sidde på, da den gør sålerne mere vandtætte. Skindet tørres enten indendøre eller, hvis det foregår udendøre, med spæksiden imod hinanden, således at en del af fedtet trænger ind under tørringen. Skindet spændes ikke ud under tørring, og bliver derfor meget tykt og slidstærkt.

Imellem inder- og yderkamik lægges et tyndt lag tørt hø som isolation. Evt. er foden i inderstrømpen syet af hundeskind med hårene indad imod foden. På denne måde kan man holde varmen selv i meget streng kulde.

Sælskindsbukserne brugtes som kamikkerne indtil for nylig, men de ser ud som de gjorde i begyndelsen af 1900-tallet. Bukserne har frontlukning og bæres som regel med seler. I kanten af bukserne forneden sidder en kant af afhåret skind, beregnet til at slutte tæt om kanten af kamikkerne. Bukserne bruges og brugtes om vinteren, når man tog på fangst.

Kasketten er af nyere dato end vores fokusperiode, men ser ud som de kasketter af holmensklæde (som hedder sådan fordi dette stof også brugtes til den danske hærs uniformer), der blev en del af den grønlandske dagligpåklædning i løbet af 1800-tallet.

Dagliganorakken, som man brugte i sommerhalvåret, var syet af tætvævet lærred - enten blåt eller lysegrønt. Anorakken skulle slutte tæt om kroppen og hovedet men samtidig give fuld bevægelsesfrihed for manden, der bar den.

Kvindeanorak til dagligt brug, som er syet op i hvidt lærred efter gammel original. Den blev almindeligvis brugt med en fugleskinds-bluse under. Kanterne af denne bluse blev bøjet om som opslag på anorakken og som en skindkant øverst på anorakken.

Barneanorak til dagligt brug, som er syet op i hvidt lærred. Denne er beregnet til en dreng. Pigerne bar anorakker uden hætte som deres mødre.

Her er en sælskindsrest udnyttet til souvenir: man har med en maskine stanset et stykke ud, så det ligner et rigtigt sælskind, udspændt til tørring på en træramme.

Fabriksfremstillet (Grønlandsgarveriet).

Her har man syet en lille pung af sælskindsrester. Fabriksfremstillet.

Sæl syet af skindrester. Fabriksfremstillet.

Bruges til at lukke et sår på et dræbt dyr, så det flød lettere til hjemtransporten. Sårpløkker fremstilledes af træ, evt. med en antydet skruegang som på samlingens eksemplar. Skruegangen bevirkede, at den ikke så let faldt ud.

Genstanden er en model af de kajakker, som man anvendte til fangst. Da det er en turistmodel, er den kun at betragte som en grov, udetaljeret illustration. Den rummer f.eks. ikke alle de remedier en fangerkajak rettelig bør have. 

Til en fuldt udstyret kajak hørte i perioden 1900-1920 følgende redskaber:

1) Harpunen med løst hoved, line og fangstblære samt kastetræ. Under sejlads lå fangstlinen oprullet på kajakstolen foran mandhullet, medens fangstblæren lå på dækket bag manden.

2) Den store lanse beregnet til at dræbe dyret ,efter at det var blevet ramt med harpunen. Lansen kastede man ved hjælp af samme kastetræ som ved harpunen.

3) Den lille lanse, eller evt. i stedet en fangstkniv med langt skaft (som i samlingen), beregnet til at give dyret det dræbende stød.

4) Evt. en mindre fangstkniv med kort skaft til at skære hul i sælen for at fæstne bugserremmen.

5) Bugserrem (evt. flere).

6) Bugserblære til at fæstne ved det døde dyre for at holde det flydende under hjemtransporten (evt. flere).

7) Fuglespyd med kastetræ.

8) Gevær anbragt i geværposen foran på dækket; posen af afhåret sælskind.

9) Strubepløkke og evt. også sårpløkke, ofte trukket på en lædersnor.

10) Isskraber til at skrabe is af dækket med.

11) Skydesejl med hylster (på årstider, hvor der var megen is)

Et meget vigtigt redskab tidligere, blærespyddet, som brugtes ved fangst af mindre sæler især, var ikke længere standardudstyr på kajakken i den periode, som samlingen repræsenterer.

Skelettet byggedes af træ. Fra slutningen af 1800-tallet blev det efterhånden almindeligt at købe træ i butikken, hvor man tidligere altid brugte drivtræ. Til spanterne brugtes som regel grene af pilekrat, som voksede inde i fjordene. Derved blev kajakken på een gang smidig og let. Træskelettet blev lavet af manden selv, der skulle bruge kajakken, eller af faderen eller en mandlig slægtning til drengen, som skulle have en kajak. - I sjældne tilfælde kunne også piger ro i kajak. Der fortælles af og til historier om piger, der opdroges som drenge - lærte kajakfangst, klædte sig som drenge og regnedes til drengenes og mændenes socialgruppe (spiste sammen med dem, osv.). Det er forekommet i familier, hvor der ikke er født drenge – for at sikre, at man også fremover ville kunne forsørge familiens medlemmer. Disse piger og kvinder har været benævnt med mandsnavne og har i det hele taget haft social identitet som mænd.

Betrækket blev syet af afhårede sælskind, bedst blåsideskind, som er skind af unge grønlandssæler. Til en voksen mands kajak gik 3-4 skind, der blev syet på så friske som muligt for· derigennem bedre at udnytte skindenes naturlige elasticitet.

Over det meste af Grønland var kajakken et af de allervigtigste fangstredskaber, fordi kajakfangsten af havpattedyr var hele betingelsen for at skaffe sig materialer til brug ved andre former for fangst. Dette gjaldt dog ikke i Thuleområdet, hvor vigtigste transportmiddel på fangst var og er hundeslæden pga. den kortvarige åbent-vandsperiode (1 måned). 'En mand uden kajak var en mand uden levebrød. Selv ikke folk ansat ved handelen eller som kateketer (hjælpepræster og lærere) kunne leve af deres løn. Tværtimod var lønnen udmålt efter, at man forventede, de skaffede sig hovedindkommet ved fangst, jagt og fiskeri.

Kajakfangst findes ofte beskrevet en af de mest individualiserede former for fangst, der findes. Egentlig er det forkert. Til flere former for fangst, f.eks. når man jagede den store farlige klapmyds, ledsagede flere kajakker altid hinanden (Klapmydsen har store hjørnetænder og især hannen går undertiden til angreb, hvis den såres).

Oplæring i kajakfangst startede, når en dreng var 7-8 år, selvom ikke alle drenge på det tidspunkt havde deres egen kajak. Efter 5-6 år, når drengene havde haft egen kajak i nogle år, var mange i stand til på egen hånd at nedlægge en sæl. Kajakken var bygget til at passe sin ejer og efter hans individuelle mål; alle kajakker var derfor ikke af samme størrelse. Mandhullet var passet til, så manden lige akkurat kunne komme ned i kajakken. Også længde og bredde var afpasset efter brugeren: når han sad med benene ret fremad, skulle han kunne stemme imod et tværtræ med fødderne og kajakkens sider med benene, så han derved kunne få perfekt føling med fartøjet og dermed opnå fuldendt balance og manøvredygtighed. Et uheldigt kast med harpun eller lanse eller en forkert sø kunne bringe kajakken til at kæntre, og så måtte kajakføreren kunne rejse båden igen med nogle få bevægelser af kroppen; ikke alle mænd opnåede denne grad af kontrol med deres fartøj.

Plakaterne i samlingen (G 101 - 109) stammer fra forskellige oplysnings-, kulturformidlings- og politiske sammenhænge i Grønland. Plakaterne siger ikke i sig selv noget om Grønland. De er medtaget i samlingen ud fra den opfattelse, at de enkeltvis eller samlet vil kunne indgå meningsfuldt i forskellige undervisningssammenhænge, og at de pga. deres rent dekorative effekt vil kunne yde et positivt bidrag til den fysiske ramme omkring arbejdet med kasserne.

Peter Bering, 2006, Gyldendal

Peter Bering, 2011, Gyldendal

- Oqaluttuaq 1 (fortællinger). Teksten er på dansk. Denne fortælling med kunstneriske akvareller handler om Grønlands forhistorie. Den er første del af en serie, som skildrer livet i Grønland i forskellige forhistoriske perioder. Den er udarbejdet i et tæt samarbejde med arkæologer fra Nationalmuseets Etnografiske Samling. 

Tegner og forfatter: Nuka K. Godtfredsen, 2010. Special-trykkeriet  Viborg. Grønlands Selvstyre, Ilinniusiorfik Undervisningsmiddelforlag og SILA - Nationalmuseets center for Grønlandsforskning.

-Myter, ritualer og religiøse forestillinger i det traditionelle inuitsamfund. Klaus Engelbrechtsen og Jørgen Thomsen, 2013, Ilinniusiorfik Undervisningsmiddelforlag

Med dansk og grønlandsk tekst. Bent Mortensen og Jens Heinrich, 2017, Ilinniusiorfik Undervisningsmiddelforlag

Med dansk og grønlandsk tekst. Jørgen Steen, 2008, Ilinniusiorfik Undervisningsmiddelforlag

Med dansk og grønlandsk tekst. Jørgen Steen, 2008, Ilinniusiorfik Undervisningsmiddelforlag

Peter Faueby, 2012, Gyldendal

Hæftet: Shamaner og åndemanere - En verden mellem himmel og jord" af antropolog Rolf Gilberg 1992, Nationalmuseet.

Hæftet giver en let tilghængelig indføring i shamanisme og åndemaneri forskellige steder i verden - herunder Grønland. Der findes detaljerede illustrationer, fotos og og beskrivelser af shamanudstyr.

Kopi af traditionel anorak - fremstillet af designer Nauja Fleischer på Moesgård Museum 2009

Med forstykke af isbjørneklør og lukkeknap af ben. Købt ca. år 1965-70.

Legetøj i sælskind. Købt ca. år 1965-70