Genstandsliste for Ghana

Sovemåtte vævet i plastikmateriale. Denne type måtter har erstattet palmebladsmåtter. De er mere holdbare og nemmere at holde rene.

Olielampe af genbrugsdåse. Der sættes en væge i åbningen, og olie fyldes i dåsen. I mange landsbyer er der ikke elektricitet, derfor benytter man disse lamper.

Fyrfad lokalt produceret. Trækul kommes i den øverste del, gryder placeres ovenpå, i den nedre del bruges kviste til optænding. Udover trækul med fyrfad, bruges træbrænde på bålsteder til madlavning i landsbyerne, mens nogle familier i byerne i dag bruger flaskegas. Elektricitet er der få familier som bruger til madlavning, da prisen for strøm (til samme) er meget høj sammenlignet med trækul, brænde eller flaskegas. Flaskegas vinder dog frem i byerne.

Vifte, som bruges i forbindelse med madlavning til at holde ilden ved lige. Den bruges også til at vifte sig selv med, når varmen bliver for slem. Viften er flettet af palmeblade.

Aluminiumsgryde til madlavning. Husgeråd i aluminium er forholdsvis billige i Ghana sammenlignet med Ghanas nabolande, idet en større fabrik i Tema fremstiller aluminium med subsidieret strøm fra Akosombo-dæmningen.

Træsleve til madlavning. Træsleve benyttes udelukkende til omrøring af ”banku” eller ”tze-zet”, som begge er grødformer. (Førstnævnte gæret, sidstnævnte ikke gæret) baseret på majs, som indgår i de daglige måltider.

Sort keramikmorter. Bruges især til at støde chili, ingefær og tomater. Skålen er rillet, så man kan støde og knuse grøntsagerne ved hjælp af træstøderen. Man tilsætter salt ved stødningen af chili for at få saften til at trænge ud, hvilket letter forarbejdningen.

Kalabasskåle bruges til at drikke vand af. Lokalt fremstillet palmevin eller øl. Sidstnævnte kaldes ”pito”.

Rivejernet bruges ved madlavning. F.eks. kan maniok rives herpå ved fremstilling af gari. Gari er en form for pulver fremstillet af knoldplanten kassava også kaldet maniok. Kassavaen skrælles og rives enten på et rivejern eller, hvad der i dag er mere almindeligt, en form for mekanisk hakkemaskine. Herefter kommes kassavaen i en sæk, idet det er vigtigt at presse vand og stivelse ud, da det indeholder blåsyre. Sækken placeres på en balje, hvorpå der er lagt to pinde, som danner et kryds, så sækken kan hvile ovenpå disse og vandet løbe fra. Ovenpå sækken lægges en tung sten som presse. Således skal sækken med indhold stå i tre dage eller længere, så kassavaen tørrer mest muligt. Herefter tages kassavaen ud af sækken og spredes til yderligere tørring i solen. Kassavaen sigtes og ristes i en meget varm wok-lignende gryde. Efter endt risting lægges pulveret til yderligere tørring en time i solen. Processen gør det muligt at opbevarer kassava i længere tid. Se billeder af processen og se nogle af samlingens genstande i brug i billedserie 1: billede 28-32 (i lånermappen). Søg gerne opskrifter på gari på nettet. 

Bruges når kassava skal presses fri for blåsyre. Dette er et element i fremstillingen af gari: se GHA. 10. 

Sigte flettet af bambus med spanskrørsramme. Bruges til at sigte gari før ristningen: se GHA. 10.

Gryden er fremstillet af aluminium. Den bruges til at riste gari i (se GHA. 10). Ved hjælp af spatlen holder man kassavaen i bevægelse. Gryden anvendes ligeledes til friturestegning.

Morteren bruges til at støde kassava (se GHA.10), yams, plantaner eller cocoyam til ”fufu” (en form for grød).

Denne type morter bruges til fremstilling af rød palmeolie. Kødet fra palmefrugten koges og stødes i morteren. Fibrene sigtes fra, og olien skilles fra væsken og koges. Rød palmeolie er meget næringsrig, og har et lavt syreindhold. Bruges til madlavning. Kan købes i afrikanske forretninger i de større byer i Danmark.

Kurve af denne slags laves primært i det sydlige Ghana. De flettes af lokale vidjer af mænd og bruges i husholdning såvel som på markederne eller landevejssalg. Kurvene kan fås i forskellig størrelse.

Kurve af denne type fremstilles i det nordlige Ghana, og de bliver efterhånden i stigende grad eksporteret til Europa (inklusive Danmark) og USA. De flettes af farvede plantefibre.

Plastikkedel, rød-/hvidstribet. Bruges til vand i forbindelse med vask af hænder før måltid. Har man et kloset, står der en lignende kedel dér til vask ved toiletbesøg.

Plastdugen bredes ud på en måtte på gulvet eller på et bord ved måltider. Den kan også anvendes, når maden forberedes.

Emaljetallerkener. Disse er fremstillet i Kina. Der produceres også emalje i Vestafrika, men de, der er importeret fra Kina, regnes for lidt finere. 

Plasttallerkener til servering af mad.

Suppeske af aluminium.

Mad indtages som regel med fingrene. Men morgenmaden, som ofte er ”koko” - rissuppe, spises med en ske. 

Gryderne bruges til opbevaring og servering af madvarer. Ghanesere, som arbejder på kontor i byerne, har ikke ”madpakke” med, men medbringer ofte mad i en gryde med låg. Er et medlem af familien syg, tager man mad med på hospitalet i en lignende gryde.

Emaljebalje med blomster- og frugtmotiv.

Emaljefad. Også dette fad er produceret i Nigeria. Det er dekoreret med et minde om Nigerias fodboldsejr i 1996. Disse fade bruges ligeledes i husholdningen og ved salg af madvarer.

Dørslag, bruges f.eks. når grøntsager skylles.

Strygejernet fyldes med glødende trækul, idet der som regel ikke er elektricitet i landsbyerne, eller når familien ønsker at spare penge. Elektricitet er meget dyr i Ghana. Det anses for væsentligt at have velstrøget tøj i Ghana.

Stangsæbe købes på lokale markeder. Den er drøjere og billigere end det importerede Omo- vaskepulver. Mange kvinder foretrækker stangsæbe til tøjvask, da de mener, at tøjet derved bliver renere. Man knækker et stykke af ad gangen, og ofte bliver stangsæben solgt i mindre stykker. Denne stangsæbe kaldes ’Key Soap’, fordi varemærket er en nøgle. Key Soap fabrikken i Ghana har eksisteret i over 50 år. Der findes også Duck Soap, som har en and som varemærke. Den friske citronduft kommer fra udtræk fra Citronnellagræs, som i Ghana dyrkes specielt til denne sæbefremstilling. Citronellagræs koges også til lokal medicin, som bruges i tilfælde af malaria.

Vaskegræs bruges både til opvask og til vask af kroppen. Vaskegræs er lavet af banket bark.

Vaskegræs, finere fibre.

Spejlet er hjemmefremstillet. Indkøbt på Makola-markedet, Accra.

Hårnet bruges både som en form for hovedbeklædning og til at dække curlers rullet i håret.

Pakke med plastikcurlers med hårpinde. (Der medfølger ni hvide curlerpinde - uden nummer).

Fiberhår indflettes i kvinders eget hår, når de ønsker at få længere fletninger. Det er meget populært blandt ghanesiske kvinder at få en damefrisør til at flette små fletninger i håret. ”Behandlingen” tager op til fem timer, og det er, hvis der er tre, der fletter på én gang. Piger plager deres forældre for at få lavet fletninger eller andre frisurer. Regeringsskolerne og de fleste privat-skoler tillader dog ikke dette, da skolen betragtes som et lærested (for alle) og ikke som modehuse. Men når pigerne har været på ferie, weekend eller til fest, er der jo ingen grund til at ødelægge frisuren om mandagen – vel?

Parykken består af hårnet, hvorpå fiberhår er fæstnet og flettet i masser af små fletninger. Det er ligeledes damefrisører, der laver disse parykker, som bl.a. bruges af kvinder med meget kort hår, der så hurtigt kan skifte frisure, når man ønsker det. I det lange løb er det billigere at have paryk end at gå til frisøren ofte.

Kammen er meget velegnet til at rede det krusede hår.

Kammen bruges af frisøren, når curlers isættes.

Bruges, hvis man ønsker at glatte sit krøllede hår. Glattet hår er moderne blandt en hel del ghanesiske kvinder. Der findes et utal af denne type produkter.

Talkum er dejligt forfriskende for kroppen i varmen.

Traditionel ”tandbørste”. Mange fortrækker at holde tænderne rene ved hjælp af tandpinde som disse. Træsorten, der benyttes til fremstillingen, vokser i regnskovsområdet, og flere steder er træerne forsvundet pga. efterspørgselen  på tandpindene. 

Frisørplakat med forskellige kvindefrisurer.

Frisørplakat med forskellige mandsfrisurer.

1970’ernes afrohår er helt passé for mændenes vedkommende. I dag er det amerikanske og afrikanske rap-sangere og fodboldstjerner som, er dem, der fører an og giver inspiration til hårmoden for mænd i Ghana. De sidste fem år har det været højeste mode at være helt kortklippet: Ved nakke og tindinger bruges ragekniv, og håret rages af, mens resten ordnes med en hårklipper. Hvis man er helt med på moden, får man også lavet en eller flere”fartstriber”. Disse laves igen med barberkniv. Ingen mænd bliver kronraget med barberkniv. Dette opfattes som en straf i Ghana. Det er bl.a. en udbredt straf i hæren og  indenfor politiet, hvis en ansat har begået en alvorlig forseelse. En sådan ”frisure” kaldes ”sakura”. Nogle mænd fastholder dog stadig en gammel tradition, hvor man rager alt håret af – ”sakura” – hvis man er i sorg over en nær slægtnings død. Den meget korthårede mode er ikke kun for de unge. Mænd i alle aldre lader sig klippe på denne måde. Ghanesiske mænd mener, at de ser yngre ud, hvis de er helt korthårede. Er håret gråt, ses det heller ikke så tydeligt– og er man ved at blive skaldet, er det også et smart trick til at se yngre ud. Denne meget ungdommelige mode er dog ikke tilladt for folk i offentlige stillinger. Således har skolelæreren ingen ”fartstriber” i håret, ligesom de ansatte på offentlige kontorer heller ikke har det. Der vanker påtale fra chefen eller skoleinspektøren, hvis en skolelærer forsøger sig.

Vokstryk, lys gul bund med mørkeblå striber. Rødt/blåt fuglemotiv. Lokalt navn Sika tu se anommaa – Penge flyver som en fugl. Man skal passe på sine penge og investere påpasseligt. Fremstillet i Vestafrika.

 Generelt om Java- Vokstryk: Det stammer fra det berømte javanesiske batik, som kom til Vestafrika via forskellige handelsruter bl.a. de hollandske i 1700tallet og via de Vestafrikanske soldater, der gjorde tjeneste på Java fra 1810 til 1862. Disse vokstryk-stoffer fabriksfremstilles i dag på europæiske fabrikker f.eks. i Holland, i Japan og i flere Vestafrikanske lande - heriblandt Ghana. Selvom vokstrykklæde i dag maskinfremstilles er mønstrene udviklet fra den oprindeligt håndlavede tekstiltradition i Vestafrika. De forskellige mønstre kan vælges ud fra bærerens ønske om at udtrykke sin identitet, tro eller værdinormer. Små systuer findes overalt i Ghana. I disse kan man vælge model udfra plakater eller skilte med billeder af de forskellige kjolemodeller. Man bringer selv stoffet til syersken. Det er som regel kvinder, der benytter disse tekstiler, til kjoler og lændeklæder, men mænd bruger dem også til f.eks. kjortler og benklæder.

Traditionelt ghanesisk klæde deles ind i tre kategorier: fabriksfremstillede Java- og vokstryk, bloktryk-klæde, Adinkra og det håndvævede Kente. Se beskrivelser af de forskellige typer klæde under de aktuelle genstande nedenfor: Java- og vokstryk under GHA 62, Adinkra under GHA 80 og Kente GHA 76.

Vokstryk i hvidt og blåt. Blå fuglemotiv.

Vokstryk. Blomsterornamenter i sort og gult med mørkerøde blomster. Afe bi ye asiane – Nogle år er uheldige. Symbol på ulykke og uheld. Bruges f.eks. i forbindelse med begravelser. Bruges også til hverdag.

Klædet er fremstillet i Ghana. Geometrisk mønster. Gult og sort.

Vokstryk. Sort, hvidt, turkis, gult og rødt i rektangler. Ani bere a, enso gya – Ilden gnistrer ikke i øjne, der er røde af vrede. Symboliserer tålmodighed, selvkontrol, selvdisciplin osv.

Hvidt med gule ”bølge”.

Dragtens bluse kaldes Kaba. Nederdel og hoftestykke er altid syet i samme klæde som blusen. Denne type blå og hvide klæde anvendes ofte til kjoler eller dragter, der bruges, når man går i kirke. Men som med alle klæderne, bruges de også til andre formål. Det ekstra stykke klæde kan anvendes som hoftestykke eller til at bære små børn. Endeligt kan det bruges som en elegant hovedbeklædning.

Moderne Kaba. Bruges bl.a. af landsbykvinder ved festlige lejligheder.

Kvindekjortel af båndvævet klæde med maskinbroderet dekoration. Båndvævning er en gammel teknik i Vestafrika. Her er det traditionelle brugt i et moderne design. 

Moderne kjortel med tilhørende hat. Mange kvinder foretrækker at bære kjortler med tilhørende hat. Stoffet er damaskvævet på fabrik. Håndmalet dekoration.

Disse sandaler er relativt billige. Hvis man bruger sandaler, vil det ofte være af denne type.  

Sættet kaldes et ”Political Suit” og bruges f.eks. af kontoransatte mænd eller lærerne – men sjældent af helt unge ansatte på kontorer eller skoler, da dragten kræver en vis alder og anciennitet.  Denne type dragt er kendt i flere lande i Afrika, Mellemøsten og Indien, og er inspireret af koloniembedspersonales og militærpersonales klædedragter. Lokalt syet.

Kjortlen kaldes ”fugu”. Oprindeligt blev denne dragttype fortrinsvis båret af mænd fra det nordlige Ghana. Dragten har i dag fået en bredere national udbredelse, bl.a. fordi Præsident Rawlings (senest præsident fra 1992 – 2000) i mange officielle sammenhænge bar sådanne kjortler for at vise Ghanas Nationale samhørighed fra nord til syd – én nation, ét folk. Disse kjortler har således i flere år været på mode blandt mænd i alle aldre og fra alle dele af landet. Klædet er håndvævede smalle bomuldsbånd, der er syet sammen. Denne type dragter fås i flere farvekombinationer, men blå, sort og hvid er den mest traditionelle. Op til præsident- og parlamentsvalget i december 1996 blev der pludseligt vævet kjortler i NDC-partiets (Præsident Rawlins parti) farver, grøn, rød, hvid og sort, og fire år senere ved valget i 2000 havde oppositionspartiet NPP kopieret ideen, og der kom kjortler på markedet i blåt, rødt og hvidt. Det mest ”trendy” i starten af det nye årtusinde er dog en kjortel helt i hvidt, og den skal være vævet af meget groft, ubleget bomuld. – Og så skal de vævede baner altid være syet sammen i hånden, hvis det skal være rigtigt fint. Selvom kjortlen er på mode i Ghana, er det i dag kun denne, som bæres og ikke bukserne eller kalotten. Ser man en mand, som også har de tilhørende bukser og kalot på, er denne mand ofte ældre og helt sikkert fra det nordlige Ghana. Dragten her er indkøbt i byen Bolgatanga i det nordligste Ghana.

Kenteklæde til mand. Kente er en traditionel klædedragt, der bl.a. anvendes af Akan-, Ewe- og Ga- grupperne. I dag bæres Kenteklædet fortrinsvis ved festlige lejligheder som f.eks. navngivning, bryllupper, festivaler og ved kirkeceremonier. Troende muslimer bærer sjældent det traditionelle Kenteklæde. Klædet er Kentevævet i silke og bomuld i Ashante-stammens traditionelle farver. I et af båndene er indvævet drengenavnet Kofi, som betyder, at drengen er født på en fredag. Båndene er syet sammen i hånden. Dette Kenteklæde er brugt og af ældre dato. Indkøbt i landsbyen Bonwire i Ashanti-regionen, som traditionelt er kendt for sine flotte Kenteklæder.

Generelt om kente: Det er et stykke båndvævet klæde, som væves på en smal horisontalvæv med to til seks søller. Det væves i smalle bånd, der er 7 - 13 cm. brede og 150 cm. lange. Båndene syes sammen. Til mandsdragten bruges ca. 24 bånd, således at klædet bliver 150 X 370 cm. Traditionelt har kvinderne også brugt de store Kente-klæder, hvor de bruger ca. 18 – 23 bånd. Antallet af bånd bestemmes af personens højde. Ser man derfor et traditionelt kente-klæde, som er meget smalt – ca. 12 – 15 bånd, vil det enten være til en meget lav voksen eller et barn. Længden på Kente-klædet er mere bestemt af personens status og rang. En meget betydningsfuld person vil bære et meget langt kente-klæde, som virkelig kan folde sig om kroppen, mens en person med lavere status ofte bærer kortere klæder, som giver en mere beskedent udseende. I dag bruger de fleste kvinder todelte Kente-dragter og her bruges 9-12 bånd per dragt del. Kente-klædernes mønstre har forskellige symbolske betydninger, alt efter hvilke indpluksmønstre og farver, der benyttes. Tidligere var det Ashante-kongen, som havde førsteretten til et nyt mønster i flere år, inden mønsteret blev frigivet, så også andre kunne bære ”den nyeste mode”, men sådan er det ikke mere. De gamle mønstre holdes dog stadigt i hævd. Kente-bånd væves altid af mænd eller drenge, og det er ligeledes mænd, der syer båndene sammen. Manden, der syer båndene sammen, har stor indflydelse på klædets endelige udseende, og hvad det ”fortæller”, og han vælger sine bånd med omhu.  Kente væves både af Ashante og Ewe stammerne med meget forskellige farve- og mønsterudtryk. Det er vævningens kompleksitet, trådens kvalitet og klædets størrelse, som bestemmer prisen. Et ”top” kente-klæde kan sagtens koste op mod 2000 kroner. Skal man have et sådant klæde, sker dette kun på bestilling hos væveren.  Kentebånd og klæder har i de senere år fået en stærk symbolsk betydning for den afroamerikanske befolkning i USA. Her bliver Kente-klæder og bånd symboler for denne befolkningsgruppes rødder i Vestafrika, hvorfra deres forfædre og -mødre blev bragt til USA som slaver. I Ghana væves der også Kente-klæder, som eksporteres til Elfenbenskysten, Togo, og Benin, hvor de sælges til høje priser, da de er ”finere” end dem, der fremstilles i disse lande.

Traditionelt ghanesisk klæde deles ind i tre kategorier: fabriksfremstillede Java- og vokstryk, bloktryk-klæde, Adinkra og det håndvævede Kente. Se beskrivelser af de forskellige typer klæde under de aktuelle genstande nedenfor: Java- og vokstryk under GHA 62, Adinkra under GHA 80 og Kente GHA 76.

Moderne Kenteklæde, vævet i bomuld. Båndene er syet sammen på maskine. Disse Kenteklæder væves i Bonwire såvel som andre steder i Ghana.

Under Kente- eller adinkra-klædet bærer mænd altid shorts af denne type (praktisk med lommer i), da der selvfølgelig ingen lommer er i klædet.

Vokstrykt mandsklæde. Disse er i dag mere udbredt end Kente– og adinkra-klæderne, da de er langt billigere. Men farvebetydningen fra de traditionelle klæder gælder også, hvis manden bærer et vokstrykt klæde.

Adinkraklædet bæres ved begravelsesceremonier. Dette klæde er lavet af indigofarvet, maskinfremstillet klæde fra Kina. De sorte stribeeffekter er lavet med en bred kam, som er specielt fremstillet til formålet. Bloktryksymbolet, Ako-Bene , krigshorn, symboliserer ”opfordring til at gribe til våben”.....man er nemlig ikke kun i sorg, når man går til begravelse i Ghana, men også vred – hvorfor skulle min kone/mand/søn/datter dø lige nu?!? Sort og rødt er derfor udtryk både for sorg og vrede. Når taxichaufførerne eller skolelærerne strejker for at få højere løn, bærer de røde bånd som et udtryk for, at de er kampklare eller vrede, hvis lønstigningen ikke blev god nok.

Generelt om adinkra: Det er et stort stykke bomuldsklæde med bloktryk. Hvert enkelt tryk har en symbolsk betydning. Denne betydning udledes af et ordsprog på Twi sprog, som følger det specifikke symbol. (Se plakat med forskellige adinkra symboler GH.A 155) Trykklodsen fremstilles af stykker af gamle kalabasser, som udskæres i det ønskede symbol. Farven, der dekoreres med, er fremstillet af træbark (bl.a. fra mahognitræet), som koges i mange timer i en væske, der bl.a. indeholder jernslagger. Efter endt bearbejdning fremkommer en tjærelignende substans, hvori trykklodsen dyppes. Adinkra bruges især af mænd men også af kvinder og ofte til begravelsesceremonier. Men der findes også adinkra i hvide, grønne og blå farver, som bæres til festlige lejligheder eller ceremonier. 

Traditionelt ghanesisk klæde deles ind i tre kategorier: fabriksfremstillede Java- og vokstryk, bloktryk-klæde, Adinkra og det håndvævede Kente. Se beskrivelser af de forskellige typer klæde under de aktuelle genstande nedenfor: Java- og vokstryk under GHA 62, Adinkra under GHA 80 og Kente GHA 76.

Sandaler af denne type bruges bl.a., når man bærer Kente- eller Adinkra-klæder. Sandalerne er lavet af træ og plastik, og derefter beklædt med tjære, som giver den fine, blanke effekt.

Som i mange andre tredjeverdenslande fremstilles sandaler også af genbrugsgummi fra bildæk. Det er en billig hverdagssandal.

Plakaten viser forskellige Kabamodeller.

Plakaten viser forskellige komplette kvindedragter.

Pigernes skoleuniform består af en orange skjorte med brun spencer. Overalt i Ghana bruges denne farvekombination i skolerne fra 1. – 6. klassetrin. 7. – 10. klassetrin bruger farverne lilla til bukser/kjole og hvid skjorte, mens 11.- 12. klassetrin bruger blå bukser/kjole og hvid skjorte. På private skoler bruges de samme farver, men store brystemblemer fortæller, hvilken skole man går på.

Drengens skoleuniform består af orange skjorte og brune shorts. Se andre klassetrins farver ovenfor. Se iøvrigt videofilmen ”Fisk begynder med F”.

Hatte som disse bæres af mænd fra nomadegruppen Fulani, som kommer til det nordlige Ghana som kvæghyrder. I Ghana kan hatte sige meget om en person. Den hat, man bærer, kan vise, hvad man beskæftiger sig med, hvilken etnisk gruppe man tilhører, eller hvilken del af landet, man kommer fra. Endelig kan man bære hat, fordi man synes det er pænt.

Hatte som disse bruges ikke af nogen bestemt gruppe. Der sælges en del til turister

De mere velstående familier kan købe skoletasker til deres børn.

"Graded exercises in Primary Mathematics", 1996. Bogen er skrevet på engelsk. Engelsk er Ghanas nationale sprog.

Matematik øvelsesbog.

"Ghana Social Studies Series", 1991. Der lægges vægt på at undervise børnene i Ghanas historie og kultur.

"An English Course for Ghanian Schools", 1996 (niveau 6). Børnene kan oftest ikke tale engelsk, når de kommer i skole. Derfor undervises der i engelsk allerede fra første klassetrin, da engelsk er fællessproget og det eneste sprog, som er tilladt i alle offentlige stillinger. Engelsk er også undervisningssproget i skolerne, når de første klassetrin er passeret. Der undervises således udelukkende i matematik, naturlære osv. på engelsk fra ca. 5. – 6. klassetrin. 

"An English Course for Ghanian Schools", 1996 (niveau 1). For et højere klassetrin end GHA. 97.

"My first copy book", 1993. Skrivehæfte.

"My third copy book", 1993.Skrivehæfte.

Lærerens notesbog. Lokalt fremstillet.

Stilehæfte.

"Language Guide", 1987. Børnene bliver også undervist i lokale sprog. Det mest almindelige er undervisning i et eller to lokale sprog. Alle de største lokale sprog er også skrevne sprog. Hvilket lokalt sprog, der undervises på, bestemmes først og fremmest af den del af Ghana, hvor skolen ligger og sproget tales. I de større byer vælger forældrene ofte skole efter, hvilket lokalsprog der undervises i, og hvad de ønsker, deres børn skal lære. Forældrene har stor indflydelse på skolens undervisning og drift gennem PTA (Parent-Teacher-Association), der er lovpåbudt på alle skoler. Ofte lærer børnene at tale flere lokalsprog, end hvad de lærer i skolen, fordi deres legekammerater taler andre lokalsprog end dem selv. Som du nok har regnet ud er det helt almindeligt, at ghaneserne taler og skriver engelsk (hvis de har været i skole) og altid mindst to – tre lokale sprog. Det engelske sprog har i Ghana også en særlig talt form for ”pidgin engelsk”. Dette sprog kan være vanskeligt at forstå for engelsktalende. Det er først og fremmest opstået fordi mange ghanesere, som ikke har gået i skole, alligevel har engelsk som fælles talesprog, når de mødes med andre, som taler et lokalt sprog, som de ikke selv taler – I stedet benyttes ’pidgin’, en simplificeret form for engelsk.

Engelskbog. "A Million Fish...More or Less" af Patricia C. McKissack, 1992.

"The Golden Forest", 1996. Et ghanesisk eventyr skrevet på engelsk.

"Ananse's Justice", 1995.

"Ananse and the Squrirrel", 1995.

Børnene må ofte selv tage skamler og borde med i skole. De bærer møblerne på hovedet til og fra skole hver dag. Dette er nødvendigt enten fordi skolerne ikke har døre eller vinduer, hvorfor møblerne, som børnene selv har medbragt, stjæles, og/eller fordi de ingen møbler har derhjemme til at lave lektier ved. Der er stadig mange skoler i landområderne i Ghana, hvor børnene ingen møbler har. I stedet ligger de på gulvet, mens de bliver undervist.

Pigerne sælger kager fra sådanne salgskasser på gaderne i byen og ved landevejen i landsbyerne. Ofte sælger de vand i små plastikposer til forbikørende biler. Kasserne med glas i omtales som ”video”, fordi man kan se, hvad der er i kasserne. Kasserne uden glas omtales ikke som ”video”.

Drenge ernærer sig ofte ved skopudsning - især i byerne.

Hakken er stadig det vigtigste redskab i det ghanesiske landbrug. Bruges af både kvinder, mænd og børn. Et hakkeblad slides op på 2-3 år. Så køber man et nyt, mens skaftet stadig kan bruges. Købes på markeder. Produceres i Ghana.

Machetelignende kniv. Bruges af kvinder, mænd og børn, f.eks. til at hakke brænde eller rydde marken før den afbrændes, hvorefter der såes.

Kakaokniven bruges i forbindelse med nedskæring af kakaofrugter. Skaftets længde afhænger af træets højde. Skaftet er rekonstrueret på Moesgård Museum.

Når kakaobønnerne er tørret, transporteres de i sække som denne.

Kurve anvendes til mange formål, både i husholdningen og ved landbrugsarbejdet.

Kakaofrugten åbnes og bønnerne tages ud for derefter at blive tørret i solen. Kakao fra Ghana er den bedste kvalitet sammenlignet med den, der kommer fra en anden stor producent – Elfenbenskysten. Derfor er den specielt efterspurgt af alverdens førende chokoladeproducenter, hvilket dog ikke har ført til stigende priser for landmændene. Tværtimod er verdenspriserne faldet og faldet gennem de sidste tyve år, hvilket har resulteret i at flere landmænd er holdt op med at producere kakao. Der findes ingen børneslaver (som tilfældet er i Elfenbenskysten) eller andre slaver på ghanesiske kakaomarker, eftersom produktionsmetoden i Ghana aldrig har været præget af store plantager men derimod af mindre familiebrug. Kakaoplanten stammer oprindeligt fra Sydamerika og den blev bragt til Ghana i 1895 fra øen Fernando Po af smeden Tetteh Quarshie, som plantede kakaotræet på sin mark i Mampong nord for Accra.

”Owudefusketen”. Mod mavepine.

”Icoloben”. Virker febernedsættende.

Afføringsmiddel.

”Kwabsao”. Pulver mod smerter i lænden.

Sheabutter fremstilles af nødder fra Sheanød-træet  Vitellaria Paradoxa. Disse dyrkes primært i Vest- og Centralafrika, i det der af handelsmænd, betegnes som ”Shea bæltet”. Af sheanødder produceres fedt eller ”smør” og flydende olie, der indgår i flere forskellige produkter så som madolie, margarine, kosmetik og sæbe. Den primære markedsniche er dog som erstatning for kakaosmør i f.eks. chokolade.Sheanøddetræer bærer først frugt efter ca.15 år og er ikke fuldmodne før efter ca. 45 år. Et træ kan bære frugter i 200 år efter fuldmodning.Lokalt plukker man nødderne, rister og maler dem for derefter at tilsætte vand. Ved at ”brænde” denne substans, flyder olien ovenpå. Der kan tilføjes citronessens for duftens skyld. Ghanesere anvender sheabutter til både madlavning og som hudlotion. Sheabutter udvindes ikke af nødden, men derimod af frugtkødet, som omgiver nødden. Sheabutter virker febernedsættende ved påsmøring. Kan i smeltet form indtages som et let afføringsmiddel.

Adinkra trykklods. Bruges til fremstilling af adinkra-klæder. Trykklodsen er skåret af et stykke kalabas. Mønstrets betydning kan ses på planchen over adinkra-symboler (GH.A 155) nr. 56.

Se planche nr. 10.

Høvding under parasol. Messingfigurer som disse blev tidligere anvendt som guldvægte i Vestafrika. De fremstilles efter en støbeteknik, der kaldes ’Cire Perdue’ eller ’lost wax’. Figuren modelleres i bivoks, som derefter forsigtigt beklædes med en lerblanding. Et hul bliver lavet i formen, som varmes op, og voksen hældes ud. Herefter bruges lerformen til afstøbningen af figuren. Flydende messing hældes i formen; efter afkøling brækkes formen.

Kvinde rister kassava.

Mand med drikke-kalabas.

Kvinde med vandkrukke og stok.

Musiker spiller på xylofon

Gule Bodomperler.

Gule Bodomperler.

Turkise Bodomperler.

Halskæde med venetianske Millefioreglasperler. 24 stk. Fra omkring 1850erne.

Forskellige venetianske glasperler. 39 stk. Fra omkring 1850erne.

Små blå glasperler. Fremstillet i Ghana eller Indien.

Hvidt polyestertørklæde. Bruges ved særlige lejligheder bl.a. i kirken om søndagen. Til daglig bruger kvinderne kulørte tørklæder.

Sort polyestertørklæde med indvævede ”kongekroner”. Bruges bl.a. ved begravelser.

Frugtbarhedsdukke Akua´mma. Det er meget væsentligt at få børn i Ghana. Derfor kan kvinderne anskaffe sig sådanne frugtbarhedsdukker, der medvirker til, at hun får smukke børn. Dukken bæres i et lændeklæde på ryggen, som ”rigtige” børn, eller pakkes ind i klæde og gemmes i et skab. Denne tradition er på retur i Ghana, men frugtbarhedsdukken optræder i stedet i andre former, bl.a. som et populært guldvedhæng, som bæres i en kæde om halsen.

Træskamler som denne kaldes en stool efter det engelske ord for en skammel. De laves af særlige stool snedkere og skæres ofte ud i en træsort kaldet osese, som er en meget lys og let træsort. En stool er ens personlige eje. Ofte udskæres de med mønstre, som symboliserer et ordsprog.

Træbakken er som stoolen skåret af det lyse osese træ. Den benyttes af kvinderne til at transportere varer til og fra markedet eller landevejen. Træbakken sættes op på hovedet, nettet holder varerne på plads. Mellem træbakken og hovedet har man en såkaldt bærering, se GHA. 148. Se i øvrigt lånermappens billedserie 1. billede 2, 20, 21.

Bæreringen er lavet af en stof rest, som rulles sammen og formes som en ring. Bruges bl.a. under træbakken GHA. 147, når man skal bære sine varer ovenpå hovedet. I lånermappens billedserie 1. kan man se en bærering i anvendelse (billede 2, 20, 21)

Både på landet og i byerne bruges slangebøsserne af drenge til at skyde småfugle og flagermus med.

Melsækken bruges til transport, opbevaring af mel og endelig genbruges stoffet som fór i tøj. Se f.eks. GH.A 75a.

Slipset er vævet som en Kentestribe, og de er i det politiske parti NDC’ s farver.

Plakaten viser forskellige stool designs/udskæringer, og de ordsprog de symboliserer.

Plakaten viser forskellige adinkra-symboler.

Kalenderen har den nuværende præsident Kufour afbilledet, og den er en reklame for hans parti NPP.

Plakaterne er produceret for et Danidastøttet vand- og sanitetsprojekt i Voltaregion.

Kort over Afrika.

T-shirten blev fremstillet i forbindelse med valget 2000.

Spanskrøret bruges stadig i skolerne og især ved morgen paraden, hvor børnene skal stå på rækker og synge nationalsangen. Her skal man vare sig for at komme ud af geled, for så risikerer man at få et svirp med spanskrøret.

Dragten er syet af damaskvævet, merceriseret bomuld og består af overkjortel, skjorte, bukser og hat. Dragten bruges af muslimske mænd i Ghana og andre dele af det islamiske Afrika. Den går populært under betegnelsen "Three piece suit". Ca. 16 % af Ghanas befolkning er muslimer. De er fortrinsvis bosat i Northern Region - den nordlige del af landet - samt i Accra.