Denne samling handler om indisk chhaudans og dagligdagen i en indisk storfamilie.
Noget, der går igen i alverdens kulturer, er, at mennesker danser. Det er let at se, at der er stor forskel på hvordan vi danser i de forskellige dele af verden. Der er også forskel på, hvornår og hvorfor vi danser. Disse forskellige dansetraditioner er del af en bredere kultur i de samfund, hvor de danses, og de kan bruges som et kighul ind i en anden kultur.
En af Indiens store dansetraditioner er chhaudans, der i 2010 blev optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Samlingen her skildrer denne særlige danseform, der har karakter af danseteater. Den udføres af dansere i flotte, farverige dragter og smukke hovedprydninger til lyden af dybe, vibrerende trommer og indiske blæseinstrumenter. I nogle chhau-genrer bærer danserne fine håndlavede masker, der i dag værdsættes som traditionelt kunsthåndværk. Hvert år afholdes der chhau-dansefestivaler i forbindelse med nogle store forårsritualer, der står på i dagevis. Her fyldes gaderne af optog, religiøse ofringer og en serie af – for os – meget fremmedartede og spektakulære rituelle begivenheder.
Gennem dette 'kighul' får vi indblik i en særlig indisk æstetik, performance, musik, religion, mytologi, ritualer, festivaler og kunsthåndværk. Ikke mindst får vi indblik i, hvordan den helt almindelige dagligdag forløber i en indisk storfamilie - som den tager sig ud i en berømt chhau-dansefamile og det omkringliggende byliv de er del af.
Vi har tilrettelagt materialet således, at det kan benyttes af næsten alle aldersgrupper og i en bred vifte af fag. Der er vedlagt en lang række aktiviteter og øvelser, der kan udføres på mange niveauer, således at materialet kan bringes i spil i både 0. klasse og helt op til gymnasiernes 3.G.-klasse. Der er materiale til bevæge- og musikfag samt fag, der inddrager samfundsfaglige, religiøse eller tværkulturelle perspektiver. Der er også materiale til kreative håndværks- og designorienterede fag. I den grønne boks i højre side, kan man se alle øvelser og aktiviteter samt hele den 'samlingstekst' der hører til samlingen (fotoserier til aktivitet 1 og 6 er dog ikke tilgængelige som PDF).
Genstandene i samlingen består både af farverige masker og kostumer til chhaudansen, og af hverdagslige og religiøse genstande. Der følger en genstandsliste med samlingen som indeholder beskrivelser af hver genstand om dens betydning, brug, fremstilling m.m. Du kan se genstandslisten og fotos af samlingens genstande ved, at klikke på linket 'genstandsliste' øverst i den grønne boks.