G.100 - Kajak med mand

Samling: 
Grønland

Genstanden er en model af de kajakker, som man anvendte til fangst. Da det er en turistmodel, er den kun at betragte som en grov, udetaljeret illustration. Den rummer f.eks. ikke alle de remedier en fangerkajak rettelig bør have. 

 

Til en fuldt udstyret kajak hørte i perioden 1900-1920 følgende redskaber:

1) Harpunen med løst hoved, line og fangstblære samt kastetræ. Under sejlads lå fangstlinen oprullet på kajakstolen foran mandhullet, medens fangstblæren lå på dækket bag manden.

2) Den store lanse beregnet til at dræbe dyret ,efter at det var blevet ramt med harpunen. Lansen kastede man ved hjælp af samme kastetræ som ved harpunen.

3) Den lille lanse, eller evt. i stedet en fangstkniv med langt skaft (som i samlingen), beregnet til at give dyret det dræbende stød.

4) Evt. en mindre fangstkniv med kort skaft til at skære hul i sælen for at fæstne bugserremmen.

5) Bugserrem (evt. flere).

6) Bugserblære til at fæstne ved det døde dyre for at holde det flydende under hjemtransporten (evt. flere).

7) Fuglespyd med kastetræ.

8) Gevær anbragt i geværposen foran på dækket; posen af afhåret sælskind.

9) Strubepløkke og evt. også sårpløkke, ofte trukket på en lædersnor.

10) Isskraber til at skrabe is af dækket med.

11) Skydesejl med hylster (på årstider, hvor der var megen is)

Et meget vigtigt redskab tidligere, blærespyddet, som brugtes ved fangst af mindre sæler især, var ikke længere standardudstyr på kajakken i den periode, som samlingen repræsenterer.

Skelettet byggedes af træ. Fra slutningen af 1800-tallet blev det efterhånden almindeligt at købe træ i butikken, hvor man tidligere altid brugte drivtræ. Til spanterne brugtes som regel grene af pilekrat, som voksede inde i fjordene. Derved blev kajakken på een gang smidig og let. Træskelettet blev lavet af manden selv, der skulle bruge kajakken, eller af faderen eller en mandlig slægtning til drengen, som skulle have en kajak. - I sjældne tilfælde kunne også piger ro i kajak. Der fortælles af og til historier om piger, der opdroges som drenge - lærte kajakfangst, klædte sig som drenge og regnedes til drengenes og mændenes socialgruppe (spiste sammen med dem, osv.). Det er forekommet i familier, hvor der ikke er født drenge – for at sikre, at man også fremover ville kunne forsørge familiens medlemmer. Disse piger og kvinder har været benævnt med mandsnavne og har i det hele taget haft social identitet som mænd.

Betrækket blev syet af afhårede sælskind, bedst blåsideskind, som er skind af unge grønlandssæler. Til en voksen mands kajak gik 3-4 skind, der blev syet på så friske som muligt for· derigennem bedre at udnytte skindenes naturlige elasticitet.

Over det meste af Grønland var kajakken et af de allervigtigste fangstredskaber, fordi kajakfangsten af havpattedyr var hele betingelsen for at skaffe sig materialer til brug ved andre former for fangst. Dette gjaldt dog ikke i Thuleområdet, hvor vigtigste transportmiddel på fangst var og er hundeslæden pga. den kortvarige åbent-vandsperiode (1 måned). 'En mand uden kajak var en mand uden levebrød. Selv ikke folk ansat ved handelen eller som kateketer (hjælpepræster og lærere) kunne leve af deres løn. Tværtimod var lønnen udmålt efter, at man forventede, de skaffede sig hovedindkommet ved fangst, jagt og fiskeri.

Kajakfangst findes ofte beskrevet en af de mest individualiserede former for fangst, der findes. Egentlig er det forkert. Til flere former for fangst, f.eks. når man jagede den store farlige klapmyds, ledsagede flere kajakker altid hinanden (Klapmydsen har store hjørnetænder og især hannen går undertiden til angreb, hvis den såres).

Oplæring i kajakfangst startede, når en dreng var 7-8 år, selvom ikke alle drenge på det tidspunkt havde deres egen kajak. Efter 5-6 år, når drengene havde haft egen kajak i nogle år, var mange i stand til på egen hånd at nedlægge en sæl. Kajakken var bygget til at passe sin ejer og efter hans individuelle mål; alle kajakker var derfor ikke af samme størrelse. Mandhullet var passet til, så manden lige akkurat kunne komme ned i kajakken. Også længde og bredde var afpasset efter brugeren: når han sad med benene ret fremad, skulle han kunne stemme imod et tværtræ med fødderne og kajakkens sider med benene, så han derved kunne få perfekt føling med fartøjet og dermed opnå fuldendt balance og manøvredygtighed. Et uheldigt kast med harpun eller lanse eller en forkert sø kunne bringe kajakken til at kæntre, og så måtte kajakføreren kunne rejse båden igen med nogle få bevægelser af kroppen; ikke alle mænd opnåede denne grad af kontrol med deres fartøj.

Data
Indsamlingsland: 
Grønland
Indsamlingsår: 
År 1984
Lokalitet: 
Disko-bugten
Emneord: 
Fiskeri
Jagt
Materialer og redskaber til håndværksproduktion