Ddl.A5 - Tupilak-figur fra Grønland

Samling: 
De dødes liv A

Tupilak-figur i hvid rensdyrtak fra Grønland. Den består af fire uhyggelige væseners ansigter – ingen kroppe eller lemmer. Moesgaard Museum modtog den i 2014. Vi ved ikke, hvornår den er lavet.

Tupilak-figurer som denne kendes under navnet ’tupilak’ af enhver turist, der besøger Grønland, men det er i virkeligheden misvisende, for disse figurer er alene små illustrationer af de rigtige tupilakker, som er magiske, ulykkebringende åndevæsener, som man kan sende efter sine værste fjender for at slå dem ihjel. De berømte små tupilak-figurer i f.eks. fedtsten, kaskelottand eller, som her, rensdyrtak, er altså ikke i sig selv magiske. Ofte forestiller en tupilak-figur et åndevæsen sammensat af flere væsener. Ofte er den endvidere i krybende position, men den kan også stå oprejst som denne.

Vi ved hvornår de første tupilak-figurer blev skåret i Grønland og hvad der foranledigede det. Det skete nemlig i slutningen af 1800-tallet i Østgrønland, da besøgende danskere undrede sig over, hvordan tupilakkerne mon så ud – disse dræbende ånder, som grønlænderne berettede om. Såvel polarforskeren Gustav Holm som eskimoforskeren William Thalbitzer skal have efterspurgt en illustration af disse dræberånder. Og i stedet for at tegne en tupilak, så skar åndemaneren figurer af bl.a. drivtømmer som illustration. Det var de første tupilak-figurer. Siden er der kommet mange til. I starten lignede figurerne meget de sammensatte åndevæsener, der blev berettet om, men med tiden udartede tupilak-figurerne sig i mere og mere grotesk retning i takt med at de europæiske og amerikanske opkøberes begejstring steg. I dag er det et kunsthåndværk med lang tid og tradition bag sig, og det udøves med stor fantasi. Den genkendelige skabelon udgøres af de groteske og uhyggelige elementer, referencerne til det mytiske univers samt størrelsen og de materialer, der bruges.

De magiske tupilakker er uhyggelige og farlige

En tupilak er et ulykkebringende trolddyr skabt gennem magi, som ethvert menneske kunne frembringe hvis man fulgte de rette anvisninger og lærte sig at beherske magien. Det var heksekunst, men det var ikke forbeholdt åndemaneren. Man skulle i al hemmelighed sammensætte dele fra forskellige dyr, knogler fra både dyr og mennesker og gerne dele fra et barnelig. Det var også godt at tilføje noget, der havde at gøre med den person, man gerne ville bringe ulykke over, for eksempel lidt hår eller neglerester. Så skulle tupilakken gøres levende ved at synge bestemte trylleviser og blive stor ved at suge af sin skabers kønsdele. Dernæst skulle den almindeligvis søsættes, og så ville den selv finde frem til sit offer og dræbe det. Men det var en risikabel affære, for hvis offerets kraft var større end afsenderens, så ville tupilakken følge offerets vilje og vende tilbage til sin skaber og dræbe ham i stedet. Den eneste måde, fremstilleren da kunne redde sit skind på, var ved at gå til bekendelse. I Bodil Kaalunds bog ’Grønlands kunst’ (2011), er der på side 28 en lille beretning om en pige, der under sin alvorlige sygdom – af angst for at være blevet offer for egen trolddom – bekender at have bygget en tupilak. Her får man også fortalt hvordan tupilak-byggeriet konkret gik for sig. På side 30 er der en anden, lige så kort, beretning om hvordan en grønlandsk åndemaner har frembragt en tupilak. Begge beretninger er fra begyndelsen af 1900-tallet, men så sent som i 1970erne har østgrønlandske fangere berettet om en kajakmand, der var blevet trukket ned i dybet, da han havde harpuneret en tupilak fordi han troede, det var en sæl. Fangerne skar en tupilakfigur af uhyret som illustration (s. 32).

Tupilakken gik til angreb som det dyr, den lignede. Hvis den antog sælens form, trak den således offeret ned under vandet og druknede det, men hvis den havde form som en isbjørn, åd den offeret. Hvis tupilakken var usynlig, skræmte den offeret til døde eller ranede offerets sjæl. Efter sin gerning opløstes tupilakken. Tupilakken lignede efter den vest- og sydøst-grønlandske opfattelse et almindeligt dyr, men kunne skifte form til et andet dyr. Den kunne omdanne sig til ethvert af de dyr, hvis knogler var blevet brugt til at lave den. I den nordøst-grønlandske opfattelse lignede tupilakken flere forskellige dyr på én gang.

Tupilakkens religiøse kontekst

I en artikel om den grønlandske tupilak beskriver Robert Petersen en del af det religiøse univers, som tupilak-troen indskriver sig i: ”Tupilakmagien er ikke noget isoleret fænomen indenfor eskimoernes religion. Man kan ikke rigtig skille den fra religionen, fordi en række religiøse og magiske grundopfattelser var betingelsen for tupilaktroens eksistens. Af disse grundideer kan følgende nævnes: 1) I troen på dyrenes formering indgik den opfattelse, at dyreknogler ville få kød på igen og igen blive til fangstdyr. Når man smed sælknogler i vandet var det jo meningen, at disse knogler ville blive til et nyt dyr. 2) Anvendelse af de forskellige dyreknogler skyldtes ikke blot den nævnte regenerationstro, men også – ligesom i amulettroen – den tanke, at man derved kunne udnytte de forskellige dyrs ledsjæle, og dermed deres egenskaber. Et enkelt leds sjæl kunne så repræsentere et helt dyr med dets udseende, størrelse og opførsel, og ikke mindst dyrets angrebsform. 3) Den sorte magi tænktes at skulle virke ved handlingens hemmeligholdelse, ved trylleviser, efterligning og berøring. Alle disse dele indgik i tupilakmagien. 4) Åndetroen befolkede naturen med stærke væsener, der ikke selv havde nogen vilje, men måtte adlyde et viljesvæsen, når dette havde lært at beherske magien” (1987-88, s. 50-51).

Tupilaktroen havde betydning for grønlændernes hverdagsliv

I Grønland var tupilaktroen engang så virkelig, som noget kan blive. Tupilakken var i dén grad levende for de folk, der sammensatte knogler og sang viser over dem, eller døde i sikker forvisning om, at de var ofre for egen trolddom. Og den var virkelig for de folk, der overværede seancer, hvor åndemaneren jagtede og tilintetgjorde en tupilak. Men hvad oplevede åndemaneren selv i sit indre, spørger Robert Petersen afslutningsvis (s. 51). Det ved vi i sagens natur ikke. Men tupilak-byggeriet har været et redskab til, i al hemmelighed, at forsøge at håndtere visse typer af konflikter i samfundet. Og tupilaktroen har udgjort en vigtig bestanddel i samfundets forklaringsmodel for sygdom, død og ulykke: Hvorfor er min tante dødeligt syg? Måske har nogen sendt en tupilak?

(Teksten bygger på Tinna Møbjerg, 2001, Rolf Gilberg, 1986, Bodil Kaalund, 2011, og Robert Petersen, 1987-88).

Data
Indsamlingsland: 
Grønland
Indsamlingsår: 
År 2014
Emneord: 
Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst)
Religion og magiske genstande
Fest eller ritual
Turisme
Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)