Bahrain - Religion og Modernisering i Den Arabiske Golf
Religion og Modernisering i Den Arabiske Golf
Indsamlet i 2004-2005 af Thomas Fibiger og Vinnie Bøgelund.
Samlingen belyser livet og udviklingen på øen Bahrain – en af oliestaterne i Den Arabiske Golf. Gennem genstande, fotos, film, musik og tekster præsenteres livet i et moderne, islamisk samfund, som de seneste årtier har oplevet en voldsom modernisering og på samme tid en styrket bevidsthed om traditionelle og religiøse værdier.
Samlingen er inddelt i fem underemner: Foruden en historisk introduktion er det religion, som er en generel præsentation af Islam med særligt fokus på religionens to hovedretninger sunni- og shi’a-islam. Ydermere belyser samlingen den golf-arabiske madkultur og skole samt rummer et rigt udvalg af klædedragter omfattende alt fra hverdagstypiske mands- og kvindedragter over skoleuniformer og pilgrimsdragter til festdragter anvendt ved girga’unfesten i midten af fastemåneden ramadan.
Til hvert emne knytter sig aktiviteter, som eleverne kan arbejde med i undervisningen. Således kan klassen indrette en arabisk stue, majlish, som kan danne rammen om et bahrainsk måltid. Man kan også indrette en moske, prøve kræfter med arabiske skriveøvelser eller afholde sin egen girga’unfest.
Samlingen omfatter 5 kasser.