Søg genstande i databasen

Her kan du søge i alle UNESCO Samlingernes omkring 4.000 genstande fra hele verden. Start din søgning ved for eksempel at indtaste en genstandstype, du gerne vil finde, i ’genstandsnavn’ eller ’fuldtekstsøgning’. Med de blå bokse til højre kan du derefter filtrere din søgning i forhold til bestemte emner, indsamlingslande og samlinger. Du kan også gå på opdagelse i de blå bokse uden at have valgt en bestemt genstandstype (i venstre side).

Viser 1 - 2 af 2
Genstandsnummer: Ddl.A1
Samling: De dødes liv A
Emneord: Fest eller ritual, Religion og magiske genstande, Materialer og redskaber til håndværksproduktion, Kunst (malerier, skulpturer o.a. der vurderes som kunst eller brugskunst), Figurer, masker, dukker - alle slags (Barbie, Ganeshfigurer)
Uddrag: Yamsmaske fra abelam-folket i Sepik, flettet af lokale plantematerialer. På det lokale sprog kaldes denne maske meira. Yamsmasker produceres stadig, og ved festlige begivenheder bliver de smukt dekoreret. Moesgaard Museum modtog masken her i 2008. Yamsmasker af denne type lægges på nogle gigantiske yams-rodknolde, der bliver fremavlet til at blive op mod tre meter lange, og som især tidligere var meget hellige for abelam-folket. Ved spektakulære ceremonier, hvor knoldene blev udvekslet mellem mandlige rivaler eller fjender fra nabolandsbyer, blev knoldene overdådigt pyntet med masker, fjer, maling, blomster, skaller og andet pynt. På denne måde blev de kraftfulde forfaderånder, gwaalndu, som knoldene var besjælede med, ansporet til at hjælpe menneskene. I 1970erne, da antropologen Richard Scaglion studerede abelam-folket, havde denne udveksling og dyrkning af yams en fuldkommen gennemgribende betydning for hele abelam-folkets samfundsform. En mands sociale status, magt og prestige afhang i høj grad af hans evne til at dyrke og give større yamsknolde, end han modtog af sine rivaler. Hvert år, når yamsen var høstet, blev der over en periode på flere måneder afholdt yamsfestivaler, hvor landsbyerne på skift inviterede hinanden til at inspicere og udveksle yamsknolde og søgte at overgå hinanden i fornærmelser og bespisning (som kvinderne bidrog med). Ved disse begivenheder blev der hver aften danset, trommet, rivaliseret og sunget sange med tekster designet til at fornærme rivalerne. Der blev udkæmpet ritualistiske kampe med spyd, som til tider endte i rigtige slagsmål, og i de sene aftentimer blev der indgået slet skjulte seksuelle forbindelser. Disse festivaler stod i skærende kontrast til det liv, abelam-folket førte i det halvår, hvor yamsen blev opdyrket. I den periode var sex, krigerisk opførsel og nedlæggelse af dyr strengt tabu. De hellige yamsknolde, som bar forfædrenes sjælesubstans i sig og som blev pyntet på en sådan måde, at de lignede menneskekroppe, groede nemlig bedst under rolige og ’kølige’ forhold. Sagen var, at yamsknoldene havde en særlig sensorisk evne til at mærke ’varme’ aktiviteter såsom sex, skænderi, slåskamp og drab på dyr og mennesker. At gro store yamsknolde krævede derfor total afholdenhed fra disse aktiviteter, og man undgik for enhver pris alle sociale konflikter. Først under de store yamsfestivaler fik de konflikter, der havde været lagt under låg i hele yamsdyrkningsperioden, lov til at komme til udtryk. Her kunne dampen blive lukket ud indenfor nogle (nogenlunde) kontrollerede og regelstyrede ritualiserede rammer. Når et ungt par blev gift, bragte de hver deres slægts yams med ind i ægteskabet, hvor de symbolsk forenede dem ved at plante dem i den samme have. De medbragte yams havde deres egen slægtstavle. De var det forædlede resultat af tidligere generationers selektion af de fineste (største) knolde, som igen og igen var blevet skåret op og brugt som frø til næste års afgrøde. Familierne såede de samme yams (genetisk set) som deres forfædre. Yamsen døde således aldrig. Den blev genfødt hvert år, når den nye afgrøde groede op. Yamsen repræsenterede således livets videreførelse og dermed også forfædrene. Man får et lille indblik i en del af den krigeriske historie, som abelam-folket bærer rundt på, ved at læse om Richard Scaglions besøg i 1970erne. På det tidspunkt var mændenes høje ceremonihuse (tamberan house) nemlig stadig prydet af menneskekranier, som man havde erhvervet sig ved hovedjægerpraksis. Den stamme, Scaglion besøgte, havde dog kun taget hovederne fra vigtige mænd, ifølge deres egne udsagn, og dem havde de så ladet ligge i et vandløb, til kødet var rådnet bort. De rene kranier var blevet dekoreret med maling, og øjenhulerne var blevet udsmykket med orange bær. Derefter var de blevet placeret i ceremonihusene som rituelle objekter, der gav unge deltagere i et overgangsritual styrke til at slås. Heldigvis for Scaglion havde man skrinlagt hovedjægerpraksissen allerede inden han ankom, men under alle omstændigheder var han nok ikke blevet offer for den. Han mente selv, at han nok ikke ville have været vigtig nok, og ifølge en (lidt morsom) kommentar fra en af Scaglions informanter gik hovedjagten mest ud over en ganske bestemt gruppe fjender: “We were never very interested in headhunting anyway, certainly not as much as the eastern Abelam were. We only took their heads to make them mad. We didn’t bother to take the heads of our other enemies” (Richard Scaglion, 2003, s.8).   Papua Ny Guinea i det 21. århundrede PNGernes fortid som hovedjægere er i mellemtiden blevet verdenskendt og foreviget i historiebøger kloden rundt. På den måde har deres kuriøse fortid stadig betydning i dag. Den har indskrevet sig i befolkningens selvforståelse og omverdenenes opfattelse af Papua Ny Guinea. De næsten lige så verdenberømte yamsmasker produceres som nævnt stadig i dag, og ved festlige lejligheder bliver de dekoreret efter alle kunstens regler. Men den rituelle udveksling af yams praktiseres kun enkelte steder af den ældre generation. I løbet af de sidste 50 år har hele den religiøse kontekst generelt set forandret sig meget i Papua Ny Guinea. Kristendommen har indfundet sig, og man har fundet nye måder at kommunikere med ånderne på. I en hybrid mellem en gammel og ny åndeverden, spiller de døde fortsat en vigtig rolle. Nogle steder har man endog inddraget moderne teknologi for at kommunikere med de døde (se Ddl.A 2 Himmeltelefon og læs Christiane Falcks artikel i lånermappen).  Den primære kilde til genstandsteksten er Scaglion, Richard. "Abelam: Giant Yams and Cycles of Sex, Warfare and Ritual" (2007)....
Genstandsnummer: Ddl.A2
Samling: De dødes liv A
Emneord: Religion og magiske genstande, Kommunikations- og informationsteknologi
Uddrag: Denne Alcatel mobiltelefon med rød bagside, som Moesgaard Museum modtog i 2014, er en såkaldt ’himmeltelefon’, der er blevet brugt til at tale med de døde. Mange steder i Papua Ny Guinea er tidligere tiders rituelle verden forsvundet, men ånderne og kommunikationen med dem forbliver en vigtig kilde til magt og velstand. De ofringer og magiske formularer, som man tidligere brugte til at kommunikere med ånderne, er i dag erstattet af ny teknologisk kommunikation og sat i nye religiøse rammer. Det gælder for eksempel for nyamura-folket i landsbyen Timbunmeli (Vest Iatmül), hvor bønnemøder med healing og kristen kirkegang i dag har overtaget wagen-kulten i landsbyen, og hvor folk taler med de døde i særlige ’bridgephones’ eller ’heavenphones’, som man også kan bruge til at søge om hjælp hos ånderne og til ofringer ved at indsætte pengebeløb. Man kan også købe taletidskort med forud indtalte magiske formularer, der kan heale modtageren, eller som kan bruges til at sende kærlighedsmagi eller sort magi til udvalgte personer. For nyamura-folket er de dødes rige, undumbunge, som nu om dage også kaldes ’himmelen’ eller ’paradis’, ikke et sted over os eller langt væk, men en usynlig parallelverden, der er en del af deres egen verden.   En enke fra bønnegruppen the Thomas Souls’ Ministry i Timbunmeli blev for eksempel af ’the spirit Thomas’ (lederen af the Thomas Souls’ Ministry) instrueret i at købe en ny mobiltelefon for at komme i kontakt med sin afdøde mand. Hun har benyttet en af himmeltelefonerne, der i dag er i Moesgaard Museums samlinger, til at tale med sin døde mand. Denne ’heavenphone’ måtte alene benyttes til at tale med de døde, for hvis hun brugte den til at tale med levende (jordiske) mennesker, ville forbindelsen blive afbrudt – for jordiske mennesker er syndige. Derfor havde kvinden også anskaffet sig en anden, separat mobiltelefon, en ’ground phone’ (Nokia model), som hun så brugte til at tale med de levende. I Christiane Falcks artikel i lånermappen kan du læse mere om himmeltelefoner og anden teknologi, der i dag anvendes til at kommunikere med de døde. Du får også indblik i, hvad en ånd egentlig er, og hvordan skabelsesberetningen tager sig ud, for nyamura-folket....