Nyheder

Oplev Bahrain samlingen på Mejlgade for Mangfoldighed

UNESCO Samlingerne deltager i festivalen Mejlgade for Mangfoldighed i Aarhus 11. maj. I Mathilde Fibigers Have kan I høre om arabiske drømme og tage plads i UNESCO Samlingernes madjlis dagligstue fra Bahrain.

Kl. 15.15 fortæller museumsinspektør Thomas Fibiger om Bahrain, madjlisen og de arabiske drømme i landet to år efter opstanden i det arabiske forår.

Se hele programmet for Mejlgade for Mangfoldighed her

 

Bestil samlinger til skoleåret 2013-14

 

Lånere af UNESCO Samlingerne kan bestille samlinger til skoleåret 2013-14 ved at klikke ind på oversigten under fanen 'lån' øverst på denne side. 

Vi fortsætter samarbejdet med CfU'erne i Jylland, nu inklusive Lillebælt/Fyn, som distribuerer udvalgte samlinger (se nedenfor).

For at kunne låne samlinger skal skolen have en lærer der har været på kursus i håndteringen af samlingerne. På portalens forside kan I se en oversigt over kommende kurser. 

UNESCO Samlingerne på gymnasier

Fagbladet Gymnasieskolen har skrevet en artikel om UNESCO Samlingernes projekt med Bjerringbro og Tørring Gymnasier. Se http://gymnasieskolen.dk/midtjyske-elever-p%C3%A5-feltarbejde-i-marrakech - eller læs mere her på siden for at læse studenterpraktikant Line Becks artikel om det samlede projekt.

Burney Mc og Lisbeth O on air

Hør P4 Østjyllands indslag fra da UNESCO Samlingerne besøgte Århus Friskole - følg linket her http://www.dr.dk/P4/Aarhus/Nyheder/Aarhus/2013/03/19/135311.htm.

I marts og april turnerer den ugandiske hiphop-musiker Burney Mc sammen med etnograf Lisbeth Kristine Olesen på skoler for at vise UNESCO Samlingernes nye samling fra Uganda.

Herefter kan samlingen fra Uganda lånes af vore brugere i hele landet.

 

Ny hjemmeside: Bolivia og demokratisering

Vi har i efteråret lanceret hjemmesiden moesmus.dk/bolivia i tilknytning til UNESCO Samlingerne fra Bolivia og i særdeleshed samlingen Bolivia A om Aymara-indianere. Hjemmesiden handler om demokratisering og er udført af journalist og specialestuderende i etnografi Ulla Stilling Pedersen. Ulla udførte i 2011 feltarbejde blandt aymara-kvinder i Bolivia og deltog sammen med dem i kurser om demokrati og medborgerskab.

UNESCO turné med hiphopperen Burney Mc fra Uganda

Hiphopperen Burney Mc med boombox og den arabiske kjorteldragt "Kanzu", som er blevet populær i det ugandiske hiphopmiljø. Både dragt og boombox er del af den nye UNESCO Samling fra Uganda.

Til marts lancerer vi den nye UNESCO Samling fra Uganda. I den forbindelse får vi besøg af musikeren Burney Mc fra Uganda, der har hjulpet etnograf Lisbeth Kristine Olesen med at lave samlingen. Sammen vil Burney og Lisbeth tilbyde et heldagsforløb på skoler fra d. 11. marts til og med 12. april.

Efter aftale med hver skole tilbyder vi en dags aktiviteter med samlingen, med særligt fokus på hiphop musik, der er en væsentlig del af denne samling.

Arrangementet tilbydes gratis, og skolen behøver ikke være abonnent på UNESCO Samlingerne.

Ny Samling fra Salomon-øerne

UNESCO Samlingerne har færdiggjort en ny samling fra Salomon-øerne. Samlingen kan lånes fra 1. september 2012. Samlingen er indsamlet og etableret af lærer Gitte Hansen i samarbejde med etnograferne Peter Crawford og Jens Pinholt. Samlingen handler om livet på øen Reef, som er en del af Salomon-øerne i Stillehavet. Til samlingen knytter sig en hjemmeside, som med tekst, billleder og film fortæller om Salomon-øerne og samlingen.

 

 

Udvidet samarbejde med CfU

UNESCO Samlingerne har siden 2011 samarbejdet med CfU Centrene rund om i landet. I skoleåret 2012-13 kan udvalgte samlinger lånes gennem CfU i hhv Midtjylland (VIACFU), Nordjylland (Aalborg) og Sønderjylland (Aabenraa og Esbjerg). Fra næste skoleår kommer også Sjælland og Fyn med i ordningen. På den måde kan skoler låne udvalgte samlinger uden at skulle betale fragt. Du kan se hvilke samlinger, der distribueres af de enkelte CfU'er her.