IND.E200 - Beholder med rødt pulver - til pandemærker

Samling: 
Indien E

Rødt pulver til pandemærker. Beholderen er tilføjet af Moesgaard Museum.

Dette pulver bruges til at lave et rødt mærke i panden i forbindelse med puja-ritualer, hvor man tilbeder hinduistiske guder. Det bruges også til at markere, at man er en gift kvinde - og påførelsen af dette pandemærke for første gang er en vigtig del af det indiske bryllupsritual.

'Ægteskabs-mærkerne' påføres på en anden måde end puja-mærkerne, og de har forskelllige navne:

Bindi

Når det røde pulver er påført som en plet mellem øjnbrynene, er der tale om en bindi, der viser, at man har deltaget i et puja-ritual, hvor man har tilbedt guderne. Mærket viser tilbederens hengivenhed og beskytter mod onde elementer. Hjemme kan bindi påføres uden en præst. Med pegefingeren placerer tilbederen mærket. Det påføres uanset alder, køn eller social status. I nogle tilfælde bruger gifte kvinder i den ældre generation rød bindi til hverdag.

Sindoor

Når det røde pulver er påført som en plet helt oppe ved hårgrænsen og/eller en rød streg ført fra pandeshårs-grænsen og op langs hårskilningen, så er der tale om en sindoor, og den bæres af alle gifte kvinder. Derpå kan man altid kende en gift kvinde. Når indiske par gifter sig er det en fast del af bryllupsritualet, at gommen påfører en rød sindoor streg i panden på sin brud - og siden gør hun det selv. Nogle påfører rødt pulver i hele skilningen, mens andre nøjes med begyndelsen af skilningen tættest på panden. Metoder og stilarter af sindoor varierer både i forhold til personlige præferencer og regionale skikke.

Et rødt pandemærke er således ikke, som mange fejlagtigt tror, ​​et 'kastemærke'. Det siger absolut intet om en persons kaste.

Tilak

Der findes endnu et mærke, og det hedder tilak, men det laves typisk af hvidgult sandeltræ-pulver eller hvid helligaske, og det påføres normalt aldrig i panden som en plet. Tilak bruges udelukkende i religiøs sammenhæng. Tilhængere af Vishnu har normalt en lodret gul/hvid streg og/eller et mærke, der ligner et langstrakt U i panden. Nogen gange kan dette U være rødt. Der er mange variationer over tilak. Tilak kan påføres på tolv dele af kroppen: hoved, pande, nakke, begge overarme, begge underarme, bryst, begge sider af overkroppen, maven og skulderen.

Data
Indsamlingsland: 
Indien
Indsamlingsår: 
År 1986
Lokalitet: 
Seraikella
Emneord: 
Religion og magiske genstande
Fest eller ritual