Hinduisme - At leve med guderne

Med denne samling tilbyder vi en konkret og sanselig indgang til den mangfoldige hinduistiske tro. I vil lære både om hverdagens ritualer og gennem to cases, en om pilgrimsfærd og en om bryllyp, også få et indblik i transformerende rituelle praksisser i det sydlige Indien. 'At leve med guderne' afspejler især to aspekter: dels at I med samlingen vil få indblik i det hinduistiske gudeunivers, de mange guder og forskellige inkarnationer, men også, hvordan hinduer oplever deres egen livsførsel og kropslighed som relateret til guder og det gudelige.

Hinduismen er en af de ældste og mest udbredte religioner i verden, og selvom vi omtaler den som én, så er der tale om mange forskellige praksisser og trosretninger. Alligevel er der nogle fællestræk, som man kan sætte sig ind i for at forstå principperne i hinduismen. Dette kan man dykke ned i og blive klogere på i denne samling.

Samlingen omfatter to kasser. I lånermappen finder I et fyldigt materiale. Samlingsteksten er efter en introduktion inddelt i fire undertemaer:

  • Tema 1: Myter, guder og kosmologi
  • Tema 2: Pilgrimsrejsen og Tamil Nadu
  • Tema 3: Bryllyp, hjem og kvinder
  • Tema 4: Krop, kosmos og ayurvedisk medicin

Til hvert af temaerne finder I tekster, powerpoint, lydfiler, øvelser og meningsbærende genstande med udførlige beskrivelser fra den sydindiske region Tamil Nadu. 

Der er endvidere udviklet en forløbsplan, som giver idéer til øvelser til hvert af de fire temaer. Materialet er udviklet med kristendomsfaget i udskolingen for øje, men kan sagtens bruges i fagene dansk, historie, idræt, håndværk/ design og samfundsfag. Tema 2 og 3 foreslår feltøvelser som metode. Tema 2 om pilgrimsfærden er holdt på et avanceret niveau, passende i gymnasiet, idet det relaterer til samfundsmæssige systemer om kastesystemet og lokale religiøse fællesskaber. Tema 3 derimod kan tilgås på alle niveauer, da det omhandler de overgange, et menneske undergår gennem livet, eksempelvis fra barn til voksen. Temaet tager også fat i forskellige roller, man bliver givet eller kan tage gennem livet.

Hele samlingen kan elever og lærere sættes op i en udstilling, hvorved den kan bruges som udgangspunkt for gengivelse af læring (udstillingstekster, guidede ture, eller andre former).