De dødes liv B - Festen for de døde i Mexico

UNESCO samlingen De dødes liv består af to mindre samlinger - hvoraf De dødes liv B - Festen for de døde i Mexico, er den ene. De kan lånes sammen eller hver for sig. Samlingerne har forskellige temaer, som alle er knyttet til den etnografiske udstilling De Dødes Liv, som vises på Moesgaard Museum 2014-2018. Samlingerne kan bruges i forbindelse med - men også uden - et besøg på Moesgaard Museum.

Festen for de døde i Mexico ' handler om Día de Muertos, den årlige fest i Mexico, hvor man fejrer de døde og inviterer dem med til fest. Festen kan vare op til en uge, hvor de døde deltager, inden de igen bliver bedt om at vende tilbage til de dødes verden. 

I forbindelse med festen pyntes hjem og gader med skeletter af plastic og papmache og med anden 'dødepynt'. I hjemmene dedikeres husaltre til særlige afdøde og dekoreres med friske blomster, frugt, slik og den afdødes livretter. Ligeledes gøres de afdødes gravsteder pæne og rene og dekoreres med friske blomster.

 

Hvad er der i kassen?

Samlingen består af en række af disse farvestrålende genstande, som bruges til De Dødes Dag i Mexico; skeletter af plastic og papmaché, masker og skeletdragter til børn, guirlander og andet pynt, som I kan bruge til at dekorere på skolen.

Desuden er der billedserier og baggrundstekster samt en række forslag til konkrete aktiviteter og inspiration til undervisningen på forskellige trin, for eksempel at lave sukkerkranier, papirklip, mexicanske madretter til højtiden (fx mole) og calaveras, satiriske digte om døden forbundet med aktuelle begivenheder. Prøv at lave jeres egne sukkerkranier, mexicansk mad eller calaveras.