BOL.D.120 - Te af cocablade - æske med 4 breve (ikke euforiserende)

Samling: 
Bolivia D

Den formentligt mest kendte anvendelse af cocablade er som den primære ingrediens til fremstilling af kokain. Colombia, Peru og Bolivia er de tre lande med den største produktion af coca, og da der internationalt eksisterer et forbud mod kokain, står disse lande øverst på listen til at få udryddet cocaplanterne. Problemet er dog, at cocaen ikke kun bruges til fremstillingen af kokain. Dette er kun udbredt og anvendt i Europa og Nordamerika.

Cocabladene i sig selv er ikke euforiserende, men sunde og nærende, idet de i højlandet bliver brugt som te mod højdesyge og dårlig mave. På enhver café og restaurant i bjergene kan man få serveret en kop coca-te. Hos indianerne i højlandet har coca altid været en hellig plante, som indgår i alle husapoteker, og som medicinmændene bruger til at spå fremtiden i. Desuden er coca en fast bestanddel af hverdagen hos alle bønder og minearbejdere i højlandet. Dagen lang har de cocablade i mundvigen, som de suger på for at indtage den saft fra bladene, der giver energi, og stiller den værste sult og tørst. Cocaen bruges også som offergaver til bl.a. Pachamama, Moder Jord, for at sikre høsten, og djævelen i sølv- og tinminerne, for at holde sig gode venner med ham.

FN vil i de store coca-producerende områder udrydde alle planter for at mindske fremstillingen af kokain, men ved at gøre det, vil man også fjerne mange fattige bønders indtægtskilde ift. teen, og dermed lede dem ind i endnu større fattigdom. Cocabønderne kæmper derfor for at bevare cocaproduktionen, men med det formål at eksportere det som coca-te til resten af verden. Dermed kan det undgås at sælge det som kokain. Dette kræver dog en ændring i den internationale lovgivning, og at cocaen fjernes fra FN’s sorte liste.   

Data
Indsamlingsland: 
Bolivia
Indsamlingsår: 
År 2001
Emneord: 
Medicin
Stimulanser